Nogle guitarfirmaer udmærker sig ved både kvalitet og ensartethed. Som jeg har sagt i Gi anmeldelser før, er de navne, der springer i øjnene, Music Man, Suhr, G&L og selvfølgelig PRS. Jeg har prøvet mange PRS-guitarer gennem årene, og de er dejlige hver gang, men jeg ejer stadig ikke en. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide dem, for det kan jeg, og jeg er sikker på, at det kun er et spørgsmål om tid, før jeg tilføjer en flot indspillet PRS til det pinligt store antal guitarer, jeg allerede ejer. Min pointe er, at nogle guitarer kan man købe uset og uprøvet og vide, at det vil være en god en. Den slags kvalitet kommer normalt med et stort prisskilt, men PRS’ SE-serie af koreansk fremstillede modeller, hvorfra SE Custom 24 kommer, er en brøkdel af prisen på de amerikansk fremstillede guitarer, men synes ikke at lide noget tab i hverken kvalitet eller tone.

De siger, at denne model i høj grad er baseret på Paul Reed Smiths første serie af guitarer, der blev vist på forskellige messer i 1985, og man skal kigge godt efter for at se, hvordan de holder prisen nede i forhold til disse originaler. Og jeg ved, at de konsekvent er sådan, og at der ikke blev sendt en håndplukket tri-colour sample. Hvordan kan jeg vide det? Fordi jeg har set et par af disse SE Custom 24’ere ejet af ivrige unge spillere på Guildford akademiet, hvor jeg underviser, og de har også alle været virkelig velklingende, brugbare og smukke guitarer.

For at komme ned til Custom 24’eren er det, du får, i en nøddeskal, en flot flamme ahorntop på en mahogni krop og hals, med hals- og brohumbuckers, som begge producerer en sødt stemningsfuld mellemtone-bark. Og det giver en god Les Paul-tone til relativt få penge!

Så hvordan gør PRS det? Jo, ud over at lave i Korea er der blevet sparet arbejdskraft og konstruktion ved at bruge en flad ahorntop i modsætning til den udskårne stil på PRS-guitarer i den høje ende. Man får de velkendte fugleindlæg, som er meget pænt udført, men ved nærmere eftersyn er det faktiske materiale, der anvendes til indlægget, et mere almindeligt udseende stof (PRS kalder det “pearloid”) i stedet for det materiale af perlemor/abalone-typen, som findes på de amerikanske versioner. Det er dog stadig pænt, men blot endnu en lille måde at holde prisen overkommelig på. For at komme videre er tunerne ikke låsbare, men ser ud til at fungere godt, og den højglansfinish vil naturligvis være en slags poly, ikke den meget dyre, arbejdskrævende nitrofinish, som de amerikanske guitarer har.

Så er der blevet gjort nogle vigtige ofre? Et godt sted at kigge er i trem-systemet, som er en tilbagevendende svaghed, som vi på Gi bliver ved med at kommentere på guitarer, der kommer fra Fjernøsten, men der er ingen sådanne problemer her. Trem-systemet var fantastisk, med en dejlig positiv fornemmelse, når jeg først havde strammet den lille skrue, der strammer på armen. Det var ikke noget problem, fordi den lille inbenøgle blev leveret sammen med guitaren. Guitaren holdt faktisk sin tuning meget godt, både med og uden brug af trem. Det er altid et stort irritationsmoment med enhver guitar, der leveres med et trem-system, hvis den ikke engang forsøger at holde sin tuning, men med denne PRS, da jeg først havde tunet den efter rejsen, holdt den sig i tuning under hele anmeldelsen og mine generelle nudlings, mens kamerafyrene satte op, hvilket er et godt tegn, og en god indikator for, at hele guitarens konstruktion er stabil.

Mahognihalsen og båndarbejdet er alt sammen meget behageligt. Ret bred og flad, men stadig væsentlig, med 24 frets let tilgængelige. De fleste spillere vil finde denne guitars spilbarhed fremragende, uden summende eller kvalt bøjninger, men stadig med en dejlig lav-ish action. Jeg vil også gerne nævne, at selve palisander-gribebrættet havde en flot mørk farve, hvilket er godt at se, fordi det nu er ved at blive et kvalitetsproblem for guitarmagere at skaffe godt palisander. Flere og flere palisander-gribebræt på moderne guitarer ser ud til at blive blegere og lidt intetsigende, selv på nogle meget dyre instrumenter af store navne. Det er en af de ting, jeg er begyndt at holde øje med. Jeg er så heldig at eje en ’62 og ’63 Strats, og når man ser på de brasilianske palisanderbrædder på disse guitarer, er det næsten lige så mørkt som ibenholt. Desværre er de dage, hvor man kan skaffe kvalitetstræ som dette, forbi for de fleste moderne guitarbyggere.

Der er ingen overraskelser i, hvordan Custom 24 lyder. Mahogni med en ahornkappe og to humbuckers vil altid være Les Paul-territorium, men jeg vil mene, at denne guitar er mere alsidig end en Les Paul, fordi du har en fantastisk trem til din rådighed.

Jeg kan virkelig ikke fejle noget ved denne PRS. Den spiller og lyder fantastisk, virker til at være meget godt lavet og færdig, og for en twin humbucker guitar er der virkelig ikke meget derude, der kan røre den – og slet ikke til prisen! Det vil ikke twang som en god Strat eller Tele, men det vil gø og brøle som en god Les Paul. Flot guitar, og når man ser på gadeprisen, er den forbløffende god værdi for pengene.