Hvad har unge i Egypten, Syrien, Storbritannien, Spanien, Grækenland, Italien, Kina, Indonesien, Indonesien, Chile, Mexico, Frankrig, Rusland og USA til fælles?

De protesterer alle sammen.

Siden tresserne og Summer of Love sang sin sidste fredelige tone ved en Rolling Stone-koncert, der blev voldelig, og borgerrettighedsbevægelsen mistede sin store mester til en snigmorderkugle, er protesterne gledet ind i skyggerne i den amerikanske offentligheds bevidsthed. Mange hævder endda, at den er blevet dæmoniseret, radikaliseret og kriminaliseret af en generelt føjelig og distraheret kultur.

Men tingene er ved at ændre sig.

De fleste af os kan mærke det som et elektrisk gys, der danser op ad rygsøjlen, høre det stige op fra de statiske murbrokker af kollapsende normer … et dybt øjeblik i vores historie er på vej. Jeg taler ikke om kosmiske katastrofer eller religiøse frelsere, men tidens tektoniske plader er ved at forskyde de store socioøkonomiske og politiske status quos i verden. Folk her og i udlandet, især de unge, er trætte af så meget og ønsker i så høj grad at ændre menneskehedens kurs, at de ikke længere kan sidde uvirksomt og håbe på det bedste.

Det kan vi heller ikke.

Vi nærmer os hurtigt en tidsalder, hvor det ikke vil være nok at underskrive underskriftsindsamlinger, sprede videoer og artikler, sende og sende vrede e-mails og sende vrede e-mails videre. Vi må bakke vores ord op med handling, sætte støvler på jorden og give vores overbevisninger et menneskeligt ansigt. Vi her er fredens soldater, kærlighedens krigere, den smukke dissens helte, de dybtgående pionerer, og hvis vi ikke gør noget for at fremme vores smukke idealer, hvem vil så gøre det?

“Den, der passivt accepterer det onde, er lige så meget involveret i det som den, der er med til at begå det. Den, der accepterer ondskaben uden at protestere imod den, samarbejder i virkeligheden med den.”

– Martin Luther King, Jr.

Det smukke og komplekse ved at protestere er, at det manifesterer sig på så mange måder. Jeg vil nævne et par stykker i dette stykke, men det er egentlig kun begrænset af fantasien. Hvis du er interesseret, er der to gode dokumentarfilm om protesttaktik og modstandskulturer rundt om i verden: “Just Do It: A Tale of Modern-Day Outlaws” (http://justdoitfilm.com)og “Cultures of Resistance”. (http://www.culturesofresistance.org/)

Hvor du begynder din rejse til protest, skal du dog absolut…

Få UDDANNET!

Hvad end din valgte sag er, skal du forstå den bedre end nogen anden. Uddann dig selv godt om det grundlæggende og komplekse ved hjælp af forskning og kildemateriale fra forskellige perspektiver. Sandhed er en forudsætning for fremskridt, og mange demonstranter bliver ofre for ideologiske dogmer, fanatisme, overfladisk forståelse, sværmmentalitet og ensidige perspektiver. De fleste ting er ikke sorte og hvide. Du vil ikke yde dig selv, din sag og menneskeheden retfærdighed ved at kaste en følelsesdrevet, uuddannet næve op i luften.

“Jeg er for sandheden, uanset hvem der fortæller den. Jeg er for retfærdighed, uanset hvem den er for eller imod”-Malcolm X

Jeg tror heller ikke på og går derfor ikke ind for voldelige protesttaktiske metoder. Den menneskelige kreativitet er grænseløs, og der findes langt mere effektive taktikker. Derfor er alt nedenfor rettet mod kreativ, ikke-voldelig direkte aktion.

“Vi bliver i disse dage konstant forbløffet over de fantastiske opdagelser inden for voldsområdet. Men jeg fastholder, at der vil blive gjort langt flere uanede og tilsyneladende umulige opdagelser inden for ikke-vold.”-Mohandas Gandhi

Historiske vs. unikt moderne protesttaktik:

De fleste af disse kraftfulde taktikker kan og bliver stadig brugt i dag, men der er sket nogle interessante udviklinger siden vore dissiderende forfædres tid. Husk, at med de fleste af dem gælder det, at jo flere, jo bedre.

Skilte:

“Jeg har ikke råd til en politiker, så jeg lavede dette skilt”- bemærkelsesværdigt skilt fra Occupy Wall Street

At lave et smart eller inspirerende skilt/plakat og bære det til et offentligt sted, hvor folk vil se det og stille dig spørgsmål, er en meget organisk måde at sprede opmærksomhed på og siger meget om din dedikation. Tror du, det er nemt? Test dine nerver ved at holde et skilt op alene på en overfyldt gade; du vil få en ny beundring for dem, du måske tidligere har ignoreret.

Dengang vs. nu: Medieværktøjer som Photoshop kan gøre det muligt at lave meget kreative og effektive skilte. Inspirerende graffiti og kunstværker kan også have en enorm effekt. Se “Inside Out: a Global Art Project” for at se, hvad jeg mener. http://www.insideoutproject.net/#@section=home

Sit-ins:

“Ulydighed er det sande fundament for frihed. The obedient must be slaves”-Henry David Thoreau

Fra spisesteder til stormagasiner er det magtfuldt at sidde sammen med en gruppe mennesker i en længere periode i hjertet af det, man kæmper imod. Den 1. februar 1960 udløste fire afroamerikanske førsteårsstuderende fra college i Greensboro, Alabama, en række sit-ins, da de nægtede at forlade den helt hvide afdeling af en segregeret frokostbod. Deres lille protest bidrog i høj grad til udbredelsen og effektiviteten af borgerrettighedsbevægelsen.

Dengang vs. nu: Sit-ins har udviklet sig noget til “Occupy a Public Space”. Dette er den vigtigste taktik i Occupy-bevægelsen, der grundlæggende siger, at man opretter en 24-timers lejr i et offentligt rum, som regel foran det, man protesterer imod (banker og regeringsbygninger i deres tilfælde), for at skabe opmærksomhed, være en fysisk manifestation af sin uro og lægge pres på de korrupte kræfter.

Råb:

“Jeg besluttede mig for, at det er bedre at råbe. Tavshed er den virkelige forbrydelse mod menneskeheden”- Nadezhda Mandelstam.

Er dette en taktik? Det kan du tro. Men den skal bruges sparsomt og når det er hensigtsmæssigt. At råbe ad folk er kun nyttigt, når målet er at få folk til at føle sig utilpas, men det kan ofte føre til et meget negativt image. Når man synger et fælles budskab, får det derimod en helt ny inspirationskraft for andre og for din gruppe.

Dengang vs. nu: At råbe er stadig stort set det samme, men man kunne argumentere for, at vi med Facebook og Twitter-opslag nu har mulighed for at “råbe elektronisk” og sprede budskaber. “Folkets mikrofon”, en anden opfindelse fra Occupy, er meget cool, idet folk, når de nægtes tilladelser til at bruge forstærket lydudstyr, formidler talerens budskab ved at gentage det i en bølge af råb gennem menneskelig stemmemæssig forstærkning. Det er et smukt syn at se.

Stille og stilhed:

“Du må lære at være stille midt i aktiviteten og at være levende i hvilen” – Indira Gandhi.

Se gamle klip af borgerrettighedsdemonstranter, der bliver skældt ud af politiet og ophidsede racister, der nærmest spytter dem i ansigtet, eller buddhistiske munke, der bliver slået rundt af soldater … de siger ikke et ord i protest (ironisk nok). En grundlæggende grundsætning i ikkevoldelig modstand er at forblive tavs i det forvredne ansigt af vrede, autoritet eller had og kan være et stærkt symbol på din egen indre fred og styrke. Ikke nok med det, det kan få dem, der skriger efter dig, til at se onde og ondskabsfulde ud, hvilket kan være med til at skaffe dig støtte udefra.

Dengang vs. nu: Den eneste reelle forskel er, at visse grupper har gjort stilheden mere truende og proaktivt provokerende. Hackergruppen Anonymous er et ideelt eksempel på dette med deres ikoniske Guy Fawkes-masker, der gør det muligt for deres ansigtsløse tavshed at gennemsyre luften med mystik.

Massedemonstration:

“Hver gang en mand står op for et ideal, eller handler for at forbedre andres vilkår, eller slår til mod uretfærdighed, sender han en lille bølge af håb … og opbygger en strøm, der kan feje de mægtigste mure af undertrykkelse og modstand ned”-Robert F. Kennedy

Saml så mange mennesker som muligt for at skabe en masse af kroppe, der viser størrelsen af din sag. Du kan anvende en bred vifte af taktikker inden for denne massedemonstration og ideelt set udnytte denne krop mod et fælles mål. Det er også en god måde at forene sig med andre ligesindede grupper for at vise solidaritet og styrke i antal. Det er svært for nogen at afskrive en sag, der har hundreder, ja endda tusinder, bag sig.

Dengang vs. nu: Ikke meget forskel her. Sociale medier og mobiltelefoner gør det lettere at galvanisere en bredere kreds af mennesker hurtigere. Jo mere man planlægger i forvejen, jo større bliver demonstrationen.

Marcher:

“Du skal ikke true mig med kærlighed, skat. Let’s just go walking in the rain”- Billie Holiday

Hvor en stor gruppe demonstranter grundlæggende går eller “marcherer” til et forudbestemt mål for at skabe opmærksomhed, vise styrke og demonstrere civil ulydighed. Gandhis saltmarch i 1930 over den indiske regerings uretfærdige saltskat er et berømt eksempel, hvor den åndelige leder førte tusindvis af indere i spidsen for en 240 miles lang march fra Ahmedabad til kystbyen Dandi. Saltmarchen inspirerede i sidste ende hundredtusinder af hans indiske landsmænd til at gøre oprør, hvilket førte til over 60.000 arrestationer og fødte en utrolig bevægelse, der ændrede Indien og verden for altid.

Dengang vs. nu: Marcher er endnu mere magtfulde i dag. Vi er en kultur med biler, benzin og en mentalitet, der går ud på at “komme hurtigt frem”. Derfor er det endnu mere specielt at tage sig tid til rent faktisk at gå lange strækninger symbolsk. Der findes også moderne mekaniserede fortolkninger som motorcykelmarcher, cykelmarcher, bilbrigader osv.

Propaganda:

“I kan skrive mig ned i historien med hadefulde, fordrejede løgne, I kan trampe mig ned i netop dette snavs, men alligevel, som støv, vil jeg rejse mig” – Maya Angelou

Propaganda har normalt en negativ kontekst af at sprede løgne og manipulerende rygter med henblik på at fordreje noget eller påstå en falsk tro. Retfærdige sager forstår imidlertid også, at udbredelse af faktuelle og inspirerende oplysninger/litteratur om deres sag er et vigtigt redskab til rekruttering, bevidstgørelse og til at tydeliggøre ideologien. Ideer er udødelige, hvis de lyder sande.

Dengang vs. nu: Mange gange kan det være utroligt effektivt at offentliggøre de oplysninger, som oppositionen IKKE ønsker, at folk skal se, være utroligt effektive. Wiki-Leaks er det mest berømte nutidige eksempel på udbredelse af regeringers og virksomheders grusomme underverden. Sociale medier, dokumentarfilm, blogs, FB- og tweet-indlæg, YouTube-videoer og e-mail er alle moderne måder at sprede information på gennem et bredere net og med forskellige kreative midler.

Boycotts:

“Hovedproblemet er, at for at en boykot kan være effektiv, skal man først overtale tusinder – måske endda millioner af andre – til at gå med, hvilket er meget arbejde og som regel ikke lykkes”- L. Neil Smith.

En tabt protestkunst her i vores forbrugerdrevne samfund. En boykot er at afholde sig fra at købe eller bruge noget. Du har f.eks. fundet ud af, hvordan Coca Cola mishandler sine latinamerikanske arbejdere (det sker faktisk), så du organiserer en gruppe mennesker til at holde op med at bruge Coca Cola-produkter. Det er vigtigt at bemærke, at selv om boykotten er lille, er den psykologiske effekt af et “køb ikke” i en kultur, hvor man ellers altid køber, dybtgående, især for virksomheder, der bekymrer sig mere om deres bundlinje end noget andet. Den måske mest berømte amerikanske boykot er Montgomery Bus Boycott i 1955, som blev udløst af den frygtløse Rosa Parks, hvor det sorte samfund holdt op med at køre i de segregerede busser, indtil de blev ophævet.

Dengang vs. nu: Det vigtigste her er at finde måder at gøre boykotten kendt på. Dengang var statslige og lokale aviser mere afgørende sammen med mund-til-mund-papir, så folk hørte lettere, hvad der foregik. I dag, hvor der findes enorme multinationale selskaber, vægge af produkter på størrelse med Wall Marts og et væld af distraktioner i medierne, kan en lokal eller regional boykot gå tabt i mængden. Her er en god artikel om boykot: (http://boycott-thieves.blogspot.com/2005/11/boycotts-famous-ones-tips-for.html)

At sætte sin krop i vejen for store ting:

“Betydningen af hans øjeblik – det var ikke mere end det – var øjeblikkeligt tydelig på ethvert sprog og for enhver alder” – Time Magazine.

De fleste kender det ikoniske billede af “Tankmanden fra Tiananmen” (http://lens.blogs.nytimes.com/2009/06/03/behind-the-scenes-tank-man-of-tiananmen/), den enlige kinesiske mand, der efter massakren på Tiananmen-pladsen, der dræbte hundredvis af demonstranter, stod foran en kolonne af rullende kampvogne. Selv om det er meget farligt, er det at stå eller sidde foran store maskiner, våben eller autoritetsfigurer et dybt symbol på individets modige modstand mod den mægtige maskine.

Dengang vs. nu: Bare sørg for, at der er et kamera, der filmer, og at du ved, hvad du giver dig i kast med.

Tage slaget:

“Vovede ideer er som skakbrikker, der flyttes fremad; de kan blive slået, men de kan starte et vindende spil”- John Wolfgang von Goethe.

Måske den sandeste prøve på den ikkevoldelige ånd. At tage et slag, en ordentlig omgang tæsk, en natstick eller peberspray i ansigtet og ikke svare igen på samme måde er TUNGT! Ligesom taktikken med tavshed vil det at tage et slag og forblive fredelig dog være med til at dæmonisere din modstander i offentlighedens øjne og vække uretfærdigheden i tilskueres hjerter. Det vil også give troværdighed til ikke-voldelige metoder, hvilket er håbet for de fleste moderne demonstranter.

Dengang vs. nu: Militæret og politiet har udviklet et stort udvalg af “ikke-voldelige” våben som f.eks. metalbønnesækkeskud, kugler, bedøvelsespistoler osv. som kan slå en bevidstløs med det samme eller værre. Igen, hav altid en kameramand i nærheden og erkend, at bare fordi det måske ikke er rigtige kugler, betyder det ikke, at de ikke kan forårsage alvorlig skade.

Sabotage:

“Procrastination er uden sammenligning vores foretrukne form for selvsabotage” – Alyce P. Cornyn-Selby.

Dette kommer i alle former og størrelser. Dybest set alt, der forstyrrer, afbryder eller permanent stopper din modstanders aktiviteter. Det er som regel “ulovligt”. Uanset om det er at stoppe tvangsauktionen af et hus ved hjælp af en opvisning af lig eller at rive bulldozerens kredsløb ud, er sabotage en ekstrem, men nogle gange nødvendig metode.

Dengang vs. nu: Endnu en gang tager den meget hemmelighedsfulde aktivistiske hackergruppe “Anonymous” elektronisk sabotage ind i det 21. århundrede ved at hacke sig ind i forskellige regeringssystemer og virksomhedssystemer og gøre en hel masse skøre computerting, som jeg ikke kan forklare. Hvis du er god til det tekniske, er det her din chance for at skinne.

Sidioti:

“Latterliggørelse er menneskets mest magtfulde våben. Det er næsten umuligt at modvirke latterliggørelse. Desuden gør det oppositionen rasende, som så reagerer til din fordel”- Saul Alinsky

Det er ikke ofte tænkt på som en protesttaktik, men kan i de rette omgivelser og på det rette tidspunkt være meget effektivt. Protester behøver ikke at være angst og vrede, blod og kugler … det kan være, ja, sjovt. Uanset om det er en protestsag, en skarp komisk optræden eller en morsom video, der satiriserer oppositionen, så er humor en del af vores menneskelighed og kan lette byrden i svære tider. Den kan også gøre den åh så seriøse opposition temmelig sur. Husk, at hvis du ikke anerkender autoritetens magt, så har den ingen magt. Hvis du griner af autoritetens magt, har den endnu mindre.

Dengang vs. nu: Endnu en gang giver muligheden for, at flere og flere mennesker kan lave deres egne videoer, podcasts og fotos mulighed for, at den kreative morsomhed kan blomstre og publikum vokse i løbet af få timer. Humor har en tendens til at blive mere viral og kan fordøjes af en bredere befolkningsgruppe.

Flash Mobs:

“Alle menneskehedens dårligdomme, alle de tragiske ulykker, der fylder historiebøgerne, alle de politiske fejltagelser, alle de store lederes fiaskoer er blot opstået på grund af manglende evner til at danse”-Moliere.

Dette kan knytte an til det fjollede. “Flash Mob” er en helt moderne opfindelse, hvor grupper af mennesker pludselig samles på et offentligt sted for at udføre en usædvanlig og tilsyneladende meningsløs handling i et kort øjeblik og derefter forsvinder. Selv om det ikke oprindeligt eller udelukkende er en protesttaktik, kan det absolut være en sjov og kreativ måde at gøre sin tilstedeværelse kendt på og hoppe ud, før nogen kan finde ud af, hvad de skal gøre med en. Selv om jeg aldrig har gjort det … vil jeg meget gerne gøre det. Her er en liste over nogle fantastiske flash mob-videoer!

Hungerstrejke:

“At være uønsket, uelsket, uinteresseret og glemt af alle, jeg tror, at det er en meget større sult, en meget større fattigdom end den person, der ikke har noget at spise”-Moder Theresa.

Denne er intens og bruges mest af politiske fanger. En sultestrejke er dybest set, at man nægter at spise, indtil ens særlige krav er blevet opfyldt. Bobby Sands fra det provisoriske irske republikanske parti er en af de mest berømte og kontroversielle politiske fanger, som førte en sultestrejke i 1981, mens han var fængslet af briterne. Han varede 66 dage, indtil han døde af sin strejke. Denne begivenhed blev omsat til en rørende film kaldet Hunger (http://www.youtube.com/watch?v=dmVPCX0LxN8) og var en af gennembrudsrollerne for den nu hovedrolleindehaver (som er så tynd i denne film, at det er latterligt) Michael Fassbender. Værd at se.

Then vs. Now: Stadig lige så kraftfuld som nogensinde, men bør kun bruges som en sidste udvej, og når alle andre taktikker fejler. Sørg for, at omverdenen kender til din strejke, så de kan lægge pres på dine fangevogtere.

Selv-immolation:

“Verden er stadig forelsket i dette romantiske billede af den ædle safranklædte munk” – Ukendt

Selv-immolation er at sætte ild til sig selv i den sidste handling af protest. Jeg går slet ikke ind for denne taktik, men ved ikke at nævne den ville jeg gøre uretfærdighed over for de få modige, der har brugt den med historisk rystende resultater. Det mest berømte historiske eksempel, det foto, som vi alle genkender, og som får os til øjeblikkeligt at standse op og reflektere, er Thích Quảng Đức. Han var den vietnamesiske mahayana-buddhistiske munk, der brændte sig selv til døde på en travl gade i Saigon i protest mod den romersk-katolske regering i Sydvietnams forfølgelse af buddhister.

Dengang vs. nu: Mange ved det stadig ikke, men det seneste arabiske forår kan spores tilbage til Mohamed Bouazizi, en tunesisk gadesælger, der efter at have været ydmyget og misbrugt af korrupte embedsmænd i årevis satte ild til sig selv den 17. december 2010 “i protest mod konfiskeringen af hans varer og den chikane og ydmygelse, som han rapporterede, at han blev udsat for af en kommunal embedsmand og hendes hjælpere”. Hans handling blev en katalysator for den tunesiske revolution og det arabiske forår og udløste demonstrationer og optøjer i hele Tunesien.

Der er så meget mere at sige om protester og deres taktik, men hvis der er én vigtig ting, jeg kan sige her, så er det at man altid skal være uden frygt. “Du bør aldrig lade din frygt forhindre dig i at gøre det, du ved er rigtigt”, siger Aung San Suu Kyi. Frygt er demonstrantens største fjende, og at overvinde den er hans største styrke og aktiv. Ikkevoldelige demonstranter nægter at følge den frygtdrevne mentalitet i deres kultur og oppositionen, de forbliver urokkelige i deres overbevisning om, at kærlighed og inspiration til noget, der er større end dem selv, vil vinde dagen. Vejen er ikke let eller hurtig, men deres standhaftige dedikation blandt alle former for modstand, både metal og fysisk, løfter dem til et nyt plateau af fredelig styrke.

Jeg beder jer alle om at tænke grundigt over de kommende dage og over, hvad I holder for sandt. Er I villige til at gå på gaden for at forsvare dem? Er I klar til at slutte jer til det modige fællesskab af dem, der står for noget? Er I parate til at udøve protestmagten? Hvis du er det, så vær altid uden frygt og vid, at du aldrig vil være alene i din kamp.