Prasāda
Som en åndelig tilstand har prasāda en rig historie af betydninger i sanskrit-traditionen fra den vediske litteratur og frem. I denne teksttradition er prasāda en mental tilstand, der opleves af guder, vismænd og andre magtfulde væsener, og som er præget af spontan gavmildhed og uddeling af velsignelser. I den tidligste litteratur (Rig Veda) og fremefter forstås prasāda i denne forstand som en mental tilstand og ikke som et aspekt af rituel praksis. I senere tekster, såsom Shiva Purāna, begynder henvisninger til prasāda som en materiel substans at dukke op ved siden af denne ældre betydning. Prasāda er også den følelsesmæssige ledsager til samvega (den følelse Siddartha følte i sit første møde med aldring, sygdom og død). Prasāda er den følelse, som Siddartha følte ved mødet med skovens sramana: “en klar følelse af sindsro og tillid til, at man har fundet vejen ud” (Robinson, s. 7, 2005). Samvega opildner sindet, mens prasāda gør det roligt. De to følelser giver en passende balance mellem hinanden: “samvega holder prasāda forankret i virkeligheden; prasāda forhindrer samvega i at blive til håbløshed.” (ibid.)
I sin materielle betydning skabes prasāda ved en proces med at give og modtage mellem en menneskelig hengiven og den guddommelige gud. En hengiven giver for eksempel et offer af en materiel substans såsom blomster, frugter eller slik – hvilket kaldes naivedya. Guddommen “nyder” eller smager derefter en smule af offeret, som derefter midlertidigt kaldes bhogya. Denne nu guddommeligt investerede substans kaldes prasāda og modtages af den hengivne for at blive indtaget, båret osv. Det kan være det samme materiale, som oprindeligt blev tilbudt, eller materiale, der blev tilbudt af andre og derefter genuddelt til andre hengivne. I mange templer uddeles der flere slags Prasāda (f.eks. nødder, slik) til de hengivne.