David Morphet spørger sig selv, om moderne digtere går glip af et trick ved at undgå den satiriske form.

Poetisk satire, hvad enten den er rettet mod social dysfunktion eller mod ubehagelige individer eller begge dele, går langt tilbage – det er to tusind år siden, at digteren Juvenal foragtede plebejernes kost af ‘brød og cirkus’. I den engelske litteratur findes klassikere som Drydens Absalom og Achitofel, Popes Dunciad og Epistle to Dr. Arbuthnot, Byrons Vision of Judgment og Don Juan samt Shelleys Mask of Anarchy og Peter Bell the Third. Tættere på nutiden har vi Roy Campbells syn på Bloomsbury i sin Georgiad fra 1933, E. E. Cummings’ skitser (“en politiker er en røv, hvorpå alting har siddet, undtagen en mand”), Louis MacNeices sardoniske sækkepibemusik (“Alt, hvad vi ønsker, er en bankbalance og lidt nederdel i en taxa”) og John Betjemans mørkere side (“Kom venlige bomber og fald ned på Slough”); Tom Lehrers satiriske sange (“I wanna go back to Dixie”); Robert Lowells sarkasme i For the Union Dead (“Everywhere, / giant finned cars nose forward like fish; / a savage servility / glides by on grease”); og Christopher Logues milt i digte som Things (“The train that passes by contains / A general and a scientist / Delighting in each other’s brains.’)

Der er mærkeligt nok kun en tynd satire i den brede strøm af digte, der hvert år indsendes til offentliggørelse i Magma. Ikke at de traditionelle temaer for satire udebliver. Et betydeligt antal af de indsendte digte er drevet af skuffelse af forskellig art – politisk, social, miljømæssig – men de søger sjældent at gøre deres pointe på en satirisk måde. Man begynder at spørge sig selv, om den poetiske satire har haft sin tid. Mener nutidens digtere, at satirens offentlige og i bund og grund retoriske karakter er for langt væk fra det, der opfattes som en lyrisk/diskursiv/beskrivende/konfessionel/introspektiv/tvivlsommelig poetisk mainstream? Eller tror de, at redaktørerne bare ikke vil være interesseret i aktuel hån, uanset hvor godt den er udtrykt? Sammenlignet med de evige temaer kærlighed og tab, eller med dybfølt angst eller ludisk postmodernisme, er den så ikke – ja – simpelthen for let?

Men i hænderne på en mester er satire alt andet end let. Den kan være dødbringende. Legendariske mål for en klassisk forfatter skulle efter sigende have begået selvmord. Det skal man naturligvis ikke opmuntre til. Men nedstemplingen af hertugen af Buckingham i rollen som Zimri i Absalom og Akitofel må have været akut smertefuld, da pseudonymet var fuldstændig gennemsigtigt for Drydens læsere:

Stiv i sine meninger, altid forkert på den,
Var alt i begyndelsen, og intet længe;
Men i løbet af en roterende måne
Var kemiker, violinist, statsmand og bøffel.
>Og dette fra Georgiad

Det var en stemme af 1930-model
Og med Bloomsbury-accent kunne den jodle
Mellem mandlerne trække lange O’er ud
Langt langs sin trækede, overmodige næse.

Forfatteren Gerald Brenan fortalte mig for mange år siden, at han havde kendt alle dem, som Campbell havde satiriseret, og at nogle af dem havde følt sig hårdt såret. Selv om satirens væsentlige ingrediens er latterliggørelse, krydret med ironi, sarkasme, parodi og karikatur, findes den i forskellige styrker, lige fra voldsomme skældsord til blidt spottende latter. I den ene ende af skalaen findes den personlige spot, der er drevet af foragt, jalousi eller måske et ønske om hævn. I mere positiv retning kan satiren udspringe af et ønske om at reformere manerer eller politik. Uanset hvad, så vil den gribe fat i absurditeter – selv om foragt skal tempereres med humor. Indignation alene er ikke satire.

En af de mest kendte og mest sønderlemmende af alle personlige satirer er Popes beskrivelse af Sporus (Lord Hervey – en fjollet og principløs politisk skikkelse fra den tid, som han andre steder hånede som ‘Lord Fanny’). Som svar til sin ven Dr. Arbuthnot, der har spurgt “kan Sporus føle? / Hvem knækker en sommerfugl på et hjul?’, udarbejder Pope en passage af vedvarende vitupering, hvoraf det følgende kun er en del:

Men lad mig flappe med dette insekt med forgyldte vinger,
Dette malede barn af snavs, der stinker og stikker …
Hans vittighed alle vugger, mellem det og det
Nu højt, nu lavt, nu mester op, nu misser,
Og han selv en modbydelig Antithese …
Skønhed, der chokerer dig, dele, som ingen vil stole på;
Vitsomhed, der kan krybe, og stolthed, der slikker støv.

Pope påvirkede højtideligt at mene, at satirikere bør forsvare generelle standarder for moralsk retskaffenhed og tugte de berygtede og magtfulde, som “i sikkerhed fra baren, prædikestolen og tronen” er “touch’d and shamed by Ridicule alone”. Men hans bedste effekter viser en ægte personlig animus.

En helt anden motor driver Shelleys Mask of Anarchy, der er skrevet – som han udtrykte det – “i anledning af massakren i Manchester” i 1819. Han angriber magthaverne, og med navns nævnelse:

Jeg mødte Murder on the way –
Han havde en maske som Castlereagh …
Næst kom Fraud, og han havde på,
Like Eldon, en hermelinskjole …

Den samme motor kan ses i Edgell Rickwords To the Wife of a Non-interventionist Statesman, fra 1938:

På Barcelonas slumområder regner han.
Tyske bomber fra Fiat-fly.
Fem hundrede døde med ti i sekundet
Er verdensrekorden indtil videre opgjort.

I dag oversvømmes vi af politisk satire. Dagbladene bringer uendeligt mange karikaturtegninger af ledende politikere. Satiriske tv-serier fra TW3 og fremefter – Spitting Image, South Park og så videre – tiltrækker et bredt publikum. Private Eye har i over 40 år satiriseret de højtstående og magtfulde og de selvhøjtidelige i over 40 år. I USA har den satiriske online-“avis” The Onion en stor tilslutning. Men på trods af den brede offentligheds appetit på politisk og social satire og den mulighed for vid og opfindsomhed, som den giver, synes det poetiske udbud at være relativt svagt.

For ikke så længe siden gjorde digtere som Tony Harrison, Adrian Mitchell, James Fenton og Clive James sig stærkt bemærket med deres satire. Fra 1970’erne kan man let finde sardoniske, vittige digte som Harrisons Durham:

Jeg har set de gyldne stridskøller feje
fra retssale til slotstårnet
gennem det snoede Durham, de udvalgte
for hvem ids skal knæle ned

eller Fentons Brev til John Fuller:

Practioners of Ethnic Verse,
Garrulous Scots and Welshmen terse
And Fenian bibbers of the Erse
Castalian fountains …

Og stadig i dag støder man af og til på satiriske vers som Christopher Reids Bollockshire fra 2001:

Du rammer den berømte ringvej. Smidt ned
for ti årtier siden, som en gigantisk betonkrans
omkring amtsbyen,
forkrøblet og tilstoppet
af vedligeholdelsesarbejdets tilfældige tandpleje
og proppet med modkørende trafik,
den må, føler man,
være synlig fra månen.

Men at dømme efter Magma-indlæggene synes yngre digtere generelt ikke at arbejde i den slags åre. Der er ganske vist sardoniske og komiske noter, men vedvarende satire er sjældent.

En af grundene hertil kan være bekymring over muligheden for at blive chikaneret, juridisk eller på anden vis, i betragtning af den lethed, hvormed man tager anstød i dagens klima med social, kønsmæssig og kulturel følsomhed. Dette synes dog ikke at hæmme satiren unødigt i andre medier, og målene kan altid skjules ved hjælp af pseudonymer eller – nogle gange – afvæbnes med humor. En anden og måske vigtigere faktor er måske, at den poetiske mode bevæger sig væk fra strengere former som f.eks. den rimede parodi, der er velegnet til satirisk bid. En tredje kan være, at digterne mener, at området allerede er overspillet. Eller de tror måske, at deres satire simpelthen ikke vil nå sit mål, fordi de potentielle mål er helt uden for hørevidde. Hvilken chance er der for, at f.eks. en afrikansk diktator kan mærke virkningen af en spøg i et britisk poesimagasin?

Hvad end årsagen er, så spørger man sig selv, om poeterne går glip af et trick, når satire er så populær i andre medier. Versets mindeværdige karakter giver løfte om en meget længere levetid end tv- eller avis-satire. Pave’s sætning “Damn with faint praise” fra Epistle to Arbuthnot er blevet en fast bestanddel af sproget. Og parolen

When Adam delved and Eve span
Who was then the gentleman?

går helt tilbage til Wat Tylers oprør i 1381. Eftertiden har et øre for den slags ting.

Man skal bestemt ikke antage, at redaktørerne ikke er interesserede i satire. De glæder sig over veludformet materiale, uanset temaet. I Magmas tilfælde gør vi en dyd ud af at lede efter digte, der giver en direkte fornemmelse af, hvad det vil sige at leve i dag. Og satire er en del af det.