Salmonellose er en vigtig årsag til bakteriel tarmsygdom hos både mennesker og dyr. Hvert år skønnes der at forekomme 1,4 mio. tilfælde af salmonellose hos mennesker i USA (15). I ca. 35 000 af disse tilfælde serotypes salmonellaisolater af folkesundhedslaboratorier, og resultaterne overføres elektronisk til Centers for Disease Control and Prevention (CDC). Disse oplysninger anvendes af lokale og statslige sundhedsafdelinger og CDC til at overvåge lokale, regionale og nationale tendenser inden for salmonellose hos mennesker og til at identificere mulige salmonelloseudbrud (1, 5). I de sidste 25 år har det nationale salmonellaovervågningssystem givet værdifulde oplysninger om forekomsten af salmonellose hos mennesker i USA og tendenser i specifikke serotyper. Den nyligt implementerede algoritme til påvisning af salmonellaudbrud, som er et andet værdifuldt redskab til at identificere udbrud (11), giver brugerne mulighed for at påvise stigninger i antallet af infektioner hos mennesker, der skyldes specifikke salmonellaserotyper. Salmonella-overvågningsaktiviteterne er afhængige af nøjagtigheden af serotypeidentifikationen og lettes af en standardiseret nomenklatur. Det nationale salmonella-referencelaboratorium ved CDC bistår folkesundhedslaboratorier i USA med serotypeidentifikation ved at stille proceduremanualer, uddannelsesworkshops, opdateringer og hjælp til identifikation af problematiske isolater til rådighed.

Der findes i øjeblikket 2 463 serotyper (serovarer) af Salmonella (18). De antigeniske formler for Salmonella-serotyperne defineres og vedligeholdes af Verdenssundhedsorganisationens (WHO) Collaborating Centre for Reference and Research on Salmonella på Pasteur Institute, Paris, Frankrig (WHO Collaborating Centre), og nye serotyper opføres i årlige opdateringer af Kauffmann-White-ordningen (18, 19).

Salmonella-nomenklaturen er kompleks, og forskerne anvender forskellige systemer til at henvise til og kommunikere om denne slægt. En ensartethed i Salmonella-nomenklaturen er imidlertid nødvendig for kommunikationen mellem forskere, sundhedsmyndigheder og offentligheden. Desværre kombinerer den nuværende brug ofte flere nomenklatursystemer, som ikke konsekvent opdeler slægten i arter, underarter, underslægter, underslægter, grupper, undergrupper og serotyper (serovarer), hvilket skaber forvirring. CDC modtager mange henvendelser vedrørende den korrekte Salmonella-nomenklatur til rapportering af resultater og til brug i videnskabelige publikationer.

Nomenklaturen for Salmonella-slægten har udviklet sig fra det oprindelige koncept med én serotype-en art, der blev foreslået af Kauffmann (12) på grundlag af den serologiske identifikation af O- (somatisk) og H- (flagellar) antigener. Hver serotype blev betragtet som en separat art (f.eks. S. paratyphi A, S. newport og S. enteritidis); hvis dette koncept blev anvendt i dag, ville det resultere i 2 463 arter af Salmonella. Andre taksonomiske forslag har været baseret på en stammes kliniske rolle, på de biokemiske karakteristika, der opdeler serotyperne i underslægter, og i sidste ende på genomisk beslægtethed. Forslagene til nomenklaturændringer i slægten er tidligere blevet opsummeret (8, 9, 14).

Den afgørende udvikling i Salmonella-taksonomien fandt sted i 1973, da Crosa et al. (6) ved DNA-DNA-hybridisering påviste, at alle serotyper og undergenera I, II og IV af Salmonella og alle serotyper af “Arizona” var beslægtede på artsniveau; de hørte således sammen i en enkelt art. Den eneste undtagelse, som efterfølgende er blevet beskrevet, er S. bongori, tidligere kendt som underart V, som ved DNA-DNA-hybridisering er en særskilt art (21). Da S. choleraesuis optrådte på den godkendte liste over bakteriebetegnelser (23) som typeart for Salmonella, havde den prioritet som artsnavn. Navnet “choleraesuis” henviser imidlertid både til en art og til en serotype, hvilket skaber forvirring. Desuden er serotypen Choleraesuis ikke repræsentativ for størstedelen af serotyperne, fordi den er biokemisk adskilt, idet den er arabinose- og trehalosenegativ (4, 13).

I 1986 anbefalede underudvalget for Enterobacteriaceae under den internationale komité for systematisk bakteriologi på den XIV. internationale mikrobiologiske kongres enstemmigt, at typearten for Salmonella ændres til S. enterica (17), et navn, der blev opfundet af Kauffmann og Edwards i 1952 (13), fordi ingen serotype deler dette navn. I 1987 fremsatte Le Minor og Popoff fra WHO’s samarbejdscenter formelt et forslag som en “Request for an Opinion” til den juridiske kommission under den internationale komité for systematisk bakteriologi (14). Anbefalingen blev vedtaget af CDC, af Ewing i 1986 i 4. udgave af Edward’s and Ewing’s Identification of Enterobactericeae (8) og af andre laboratorier (16).

Nu blev anmodningen dog afvist af den juridiske kommission. Selv om den juridiske kommission generelt gik ind for S. enterica som typeart for Salmonella, mente dens medlemmer, at status for Salmonella serotype Typhi, der er årsag til tyfus, ikke blev behandlet tilstrækkeligt i denne anmodning om udtalelse. De var bekymrede for, at hvis S. enterica blev vedtaget som typeart, ville Salmonella serotype Typhi blive omtalt som S. enterica subsp. enterica serotype Typhi og kunne blive overset eller overset af læger på samme måde som S. choleraesuis subsp. choleraesuis serotype Typhi kunne blive overset. Set ud fra dette synspunkt er der intet at vinde ved at ændre navnet på typearten. Den juridiske kommission besluttede derfor, at S. choleraesuis skulle bevares som den legitime typeart, indtil der forelå en ændret anmodning om en udtalelse (24). For at efterkomme denne afgørelse fremsatte Euzéby (7) i 1999 en ændret anmodning, som endnu ikke er færdigbehandlet, om at vedtage S. enterica som typeart for Salmonella, mens arten “S. typhi” bibeholdes som en undtagelse.

I 1987 foreslog Le Minor og Popoff (14) også, at de syv underarter af Salmonella skulle betegnes som underarter (underart I, II, IIIa, IIIb, IV, V og VI). Underslægt III blev opdelt i IIIa og IIIb på grundlag af genomisk beslægtethed og biokemiske reaktioner. Underart IIIa (S. enterica subsp. arizonae) omfatter de monofasiske “Arizona”-serotyper, og underart IIIb (S. enterica subsp. diarizonae) omfatter de difasiske serotyper. Alle “Arizona”-serotyperne var blevet indarbejdet i Kauffmann-White-skemaet af Rohde i 1979 (22).