Diskussion

De seneste systematiske undersøgelser og metaanalyser og Verdenssundhedsorganisationens fordømmelse af angrebene på sundhedspersonale, der behandler patienter med COVID-19, har bekræftet, hvor alvorlig situationen er med hensyn til vold mod læger og sygeplejersker i hele verden. Mange lande har rapporteret om tilfælde af vold, og nogle er særligt ramt af dette problem. En undersøgelse fra Chinese Hospital Association, der indsamlede data fra 316 hospitaler, viste, at 96 % af de undersøgte hospitaler oplevede vold på arbejdspladsen i 2012 (6), og en undersøgelse foretaget af Chinese Medical Doctor Association i 2014 viste, at over 70 % af lægerne nogensinde havde oplevet verbale overgreb eller fysiske skader på arbejdspladsen (7). En undersøgelse af alle retssager om vold mod sundhedspersonale og -faciliteter fra straffeattesterne 2010-2016, der blev offentliggjort af Kinas højesteret, viste, at slag, skub, verbale overgreb, trusler, blokering af hospitalsporte og døre og ødelæggelse af hospitalets ejendom var hyppigt rapporterede former for vold (8). I Indien er vold mod sundhedspersonale og skader på sundhedsfaciliteter blevet et debatteret emne på forskellige niveauer (9), og regeringen har gjort vold mod sundhedspersonale til en lovovertrædelse, der kan straffes med op til 7 års fængsel, efter forskellige episoder med vold og chikane af sundhedspersonale, der var involveret i COVID-19 pleje eller kontaktopsporing (10). I Tyskland er 23 % af lægerne i primærsektoren blevet udsat for alvorlig aggression eller vold (11). I Spanien er der sket en stigning i fænomenets omfang i de seneste år (12). I Det Forenede Kongerige viste en undersøgelse foretaget af Health Service Journal og UNISON, at 181 NHS Trusts i England rapporterede 56 435 fysiske overgreb mod personalet i 2016-2017 (13). I USA sker 70-74 % af overgrebene på arbejdspladsen på sundhedsområdet (14). I Italien blev 50 % af sygeplejerskerne i løbet af blot et år verbalt overfaldet på arbejdspladsen, 11 % blev udsat for fysisk vold, 4 % blev truet med et våben (15); 50 % af lægerne blev verbalt og 4 % fysisk overfaldet (16). I Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Tyrkiet er mange sygeplejersker blevet fysisk overfaldet eller verbalt mishandlet på arbejdspladsen (17). Ifølge den sydafrikanske lægeforening rapporterede over 30 hospitaler i hele Sydafrika om alvorlige sikkerhedshændelser i løbet af blot 5 måneder i 2019 (18), og i Cape Town er vold mod ambulancepersonale udbredt (19). I Iran er forekomsten af fysisk eller verbal vold på arbejdspladsen mod personale i akutmedicinske tjenester henholdsvis 36 % og 73 % (20). Verdenssundhedsorganisationen nævner Australien, Brasilien, Bulgarien, Libanon, Mozambique, Portugal og Thailand som andre lande, hvor der er gennemført undersøgelser om vold rettet mod sundhedspersonale (21).

Konsekvenserne af vold mod sundhedspersonale kan være meget alvorlige: dødsfald eller livstruende skader (15), nedsat arbejdsinteresse, utilfredshed med arbejdet, nedsat fastholdelse, flere feriedage, nedsat arbejdsfunktion (22), depression, posttraumatisk stresslidelse (23), nedgang i etiske værdier, øget udøvelse af defensiv medicin (24). Vold på arbejdspladsen er direkte forbundet med højere forekomst af udbrændthed, lavere patientsikkerhed og flere negative hændelser (25).

Hvilke er de mest udsatte tjenester, og hvad er de underliggende faktorer for denne voksende vold? Akutmodtagelser, psykiatriske afdelinger, narkotika- og alkoholklinikker, ambulancetjenester og fjerntliggende sundhedsposter med utilstrækkelig sikkerhed og en enkelt sundhedsperson er i større risiko. Arbejde i fjerntliggende sundhedsområder, underbemanding, følelsesmæssig eller mental stress hos patienter eller besøgende, utilstrækkelig sikkerhed og mangel på forebyggende foranstaltninger er blevet identificeret som underliggende faktorer for vold mod læger i en systematisk gennemgang og metaanalyse fra 2019 (26).

I offentlige hospitaler/servicer menes utilstrækkelig tid afsat til patienterne og dermed utilstrækkelig kommunikation mellem sundhedspersonale og patienter, lange ventetider og overfyldte venteområder (27), manglende tillid til sundhedspersonale eller til sundhedssystemet, utilfredshed med den leverede behandling eller pleje (26), graden af personalets professionalisme, uacceptable kommentarer fra personalet og urealistiske forventninger fra patienter og familier om behandlingens succes (28) at bidrage. På offentlige hospitaler over hele verden forhindrer personalemangel faktisk sundhedspersonale i første linje i at klare patienternes krav i tilstrækkelig grad. På privathospitaler/-personale er for lange hospitalsophold, uventet høje regninger og ordination af dyre og unødvendige undersøgelser nøglefaktorer. Endelig rapporterer medierne ofte om ekstreme tilfælde af mulig fejlbehandling og fremstiller dem som repræsentative for “normal” praksis på hospitaler (24).

Hvad kan man gøre for at mindske den eskalerende vold mod sundhedspersonale? Sundhedsplejersker verden over går generelt ind for strengere love, men strengere straffe alene vil sandsynligvis ikke løse problemet. Det er vigtigt at bemærke, at der mangler dokumentation for effektiviteten af interventioner til forebyggelse af aggression mod læger, og en systematisk gennemgang og metaanalyse viste, at kun få undersøgelser har leveret sådanne beviser (29). Kun ét randomiseret kontrolleret forsøg viste, at et voldsforebyggelsesprogram mindskede risikoen for vold fra patient til arbejdstager og for relaterede skader på hospitaler (30), mens der i longitudinelle undersøgelser er observeret modsatrettede resultater med hensyn til voldsrater efter gennemførelse af voldsforebyggelsesprogrammer på arbejdspladsen (29). Der er ingen dokumentation for effektiviteten af god pladsindretning og arbejdspolitikker, der har til formål at reducere lange ventetider eller trængsel i venteområder (29). Der er helt klart behov for flere undersøgelser for at kunne give evidensbaserede anbefalinger, og der bør tilskyndes til tværfaglig forskning med inddragelse af antropologer, sociologer og psykologer. Visse foranstaltninger skal imidlertid træffes og kan korrigeres, hvis de viser sig at være ineffektive i korrekt gennemførte undersøgelser.

Sikkerhedsforanstaltninger er blevet anbefalet i årevis (31) og bør træffes for at beskytte især de mest udsatte tjenester. For det første bør der handles på den personalemangel, der er så almindelig på offentlige hospitaler i hele verden, og der bør afsættes flere midler til at ansætte flere læger og sygeplejersker. På den måde kan man forlænge den enkelte patientkontakt, især på de overbebyrdede offentlige hospitaler, så de (ofte unge) (32) læger får mulighed for at udvikle et meningsfuldt forhold til patienten. For det andet bør sundhedsorganisationer og universiteter i høj grad forbedre de nuværende og fremtidige sundhedsplejerskers kommunikationsfærdigheder for at mindske urealistiske forventninger eller misforståelser hos patienter og familier. For det tredje bør sundhedspersonale, der anmelder enhver verbal eller fysisk vold, støttes fuldt ud af deres sundhedsorganisationer; dette ville mindske det store problem med underrapportering af vold på arbejdspladsen (33, 34). Der bør arrangeres gode kurser for sundhedspersonale, så de lærer at identificere tidlige tegn på, at nogen kan blive voldelige, hvordan man håndterer farlige situationer, og hvordan man beskytter sig selv.

Der bør gives hurtig kommunikation om forsinkelser i ydelserne til patienter og deres pårørende, når ventetiden er lang, fordi visse tilstande prioriteres. Der bør anbringes alarmer og tv-apparater med lukkede kredsløb på afdelinger med højere risiko og i områder, hvor læger og/eller sygeplejersker arbejder i isolation. Der skal indføres sanktioner mod vold begået af patienter, pårørende eller besøgende. Personalet bør forøges, og der bør placeres sikkerhedsvagter, især om natten, på fjerntliggende sundhedsposter og skadestuer og på bestemte tidspunkter (der er tendens til vold om aftenen/natten, hvor der er flere patienter, der er påvirket af narkotika og alkohol, til stede); antallet af nattevagter bør begrænses (23). Der bør gøres en indsats for at forbedre arbejdstilfredsheden blandt sundhedspersonale (25). Endelig bør medierne holde op med at bidrage til den brede offentligheds mistillid til sundhedspersonale og institutioner. Mange patienter rapporterer deres negative erfaringer med medicinsk behandling til nyheder eller medier, som er meget interesserede i disse historier og meget ofte ikke kontrollerer oplysningerne, før de offentliggøres (24). Disse forudindtagede medierapporter kan forværre spændingen.

Alle arbejdstagere har ret til at være sikre på deres arbejde, og sundhedspersonale er ingen undtagelse. Forestillingen om, at vold er en naturlig del af lægernes og sygeplejerskernes arbejde, især på visse afdelinger, skal bekæmpes; der skal gennemføres hasteforanstaltninger for at sikre alle sundhedspersoners sikkerhed i deres omgivelser, og der skal afsættes de nødvendige ressourcer. Hvis dette ikke sker, vil det forværre den pleje, som de er ansat til at yde, og det vil i sidste ende påvirke hele sundhedssystemet på verdensplan negativt.