Byer i en række asiatiske lande, herunder Kina, Hongkong, Indien, Indonesien, Nepal, Pakistan, Filippinerne, Singapore og Taiwan, er i øjeblikket på krigsstien mod indkøbsposer af plastik.

Byerne har vedtaget lokale love, der forbyder sådanne poser med den begrundelse, at de tilstopper kloakker og afløbskanaler, forårsager oversvømmelser i gaderne, kvæler dyr og er ansvarlige for andre former for miljøskader.

China og Taiwan pålægger f.eks. store bøder til dem, der overtræder reglerne. Andre lande opfordrer til at gå over til produktion og brug af bionedbrydelige poser.

Men dette rammer ved siden af pointen. Folk har ikke noget imod at bruge bionedbrydelige poser og betragter dem som en velkommen tilbagevenden til den traditionelle praksis med indkøbskurve og poser fremstillet af lokalt tilgængelige materialer – såsom jute, abaca og stof – som er mindre skadelige for miljøet.

Det, der skal huskes, er, at plastikposer blev lavet til et formål, og at den vigtigste klage er imod den måde, de bruges på – ikke deres eksistens.

Et produkt med mange anvendelsesmuligheder

Plastikposer blev designet for at opfylde et behov. Tyndt plastik kan gøre mange ting, som papir, der anbefales som en god erstatning for plastik, ikke kan. Der er faktisk måder, hvorpå tyndt plastik kan være mere nyttigt end papir.

For eksempel er plastikposer meget værdsat for deres anvendelse til indpakning af mad og til opbevaring af vand og andre våde varer. De er også nyttige som beskyttende foring til skraldespande, som beskyttende indpakning af sart tøjmateriale eller som midlertidig tætning af utætheder i tage og vandhaner.

Disse og mange andre funktioner gør plastposen til en alsidig og praktisk opfindelse fra det 20. århundrede.

En anden fordel ved plastposen er, at den kan genbruges. Selv om nogle plastikposer er for tynde til genbrug, er løsningen at fremstille stærkere og mere holdbare plastikfilmposer, og ikke at kassere dem helt og holdent.

En af grundene til, at plastikfilmposer i vid udstrækning opfattes som en miljøbelastning, er, at de fleste ikke er biologisk nedbrydelige. Men hvis de blev fremstillet af et biologisk nedbrydeligt materiale – som f.eks. de bioplastmaterialer, der nu produceres i nogle europæiske lande – ville den vigtigste grund til at forbyde dem forsvinde.

Falsk adfærd

Selv med en ændring af materialet er der imidlertid ingen garanti for, at miljøskaderne fra plastik vil ophøre. Det skyldes, at det “onde” ikke ligger i det anvendte materiale, men i adfærden hos dem, der ikke ved – eller er ligeglade med – hvor, hvornår og hvordan de skal bortskaffe produktet.

Og desuden kan regeringerne ikke ignorere det bidrag til økonomien, som den tynde plastindustri yder.

Australien har f.eks. besluttet at reducere brugen af tynde plastposer af HDPE (polyethylen med høj tæthed), men ikke at forbyde dem på grund af den negative indvirkning, det ville have på beskæftigelsen.

I henhold til Worldwatch Institute skaber plastindustrien ligeledes hundredtusindvis af arbejdspladser i Kina, Malaysia og Thailand, som i 2005 i fællesskab eksporterede til de 239 millioner tons plastikposer til USA.

God miljøforvaltning er nøglen

Svaret på de problemer, der er forbundet med brugen af tynde plastikposer, er ikke et forbud, men en bedre forvaltning. De 3R’er – reducere, genbruge og genanvende – for håndtering af fast affald (SWM) gælder også for plastikposer.

Men kun få lande i Asien har solide SWM-systemer, selv om de alle har regler om fast affald. Dette skyldes en generel misforståelse om, at forvaltning er det samme som regulering.

Håndtering af plastikposer betyder, at man skal vide, hvordan man bruger og opbevarer dem korrekt, så de kan genbruges mange gange, og at man skal vide, hvordan de kan genbruges, når deres levetid er udløbet.

Retningslinjer for, hvordan man bruger, vedligeholder, genbruger, genanvender, genvinder og genanvender plastposer, er nødvendige, og genanvendelsesteknologier for tynde plastposer er nu bredt tilgængelige.

Retningslinjerne bør også omfatte anvendelsen af passende teknologier til bortskaffelse, når materialerne har nået deres ultimative grænse for genbrug og genanvendelse.

Mange materialer skal håndteres, hvis de ikke skal skade miljøet. Faktisk kan papir, hvis det ikke håndteres korrekt, være en værre forurener end plastikposer; det optager ni gange så meget plads på lossepladserne og nedbrydes ikke væsentligt hurtigere end plastik.

Behovet for håndhævelse

I henhold til det amerikanske miljøbeskyttelsesagentur genererer papirposer 70 procent flere luftforurenende stoffer og 50 gange flere vandforurenende stoffer end plastikposer, fordi det kræver fire gange så meget energi at producere dem og 85 gange så meget energi at genbruge dem.

Som med alt andet, der er designet til et formål, skal både papir- og plastikposer forvaltes for at opretholde deres nytteværdi og forhindre, at de forstyrrer balancen i vores økosystemer.

Det er nødvendigt at regulere brugen af plastikposer. Men regler er ikke nok; det er vigtigere at håndhæve dem.

Forbud mod plastikposer afviser dem som ubrugelige og ser bort fra deres praktiske funktionalitet, holdbarhed og prisvenlighed.

Det er misbrug og ukorrekt bortskaffelse af plastikposer, der skader miljøet, ikke selve produktet. Et totalforbud mod plastikposer vil kun dække over manglen på en effektiv miljøforvaltningspolitik i et givet land. Det vil ikke redde miljøet fra de skadelige virkninger af en “smid væk”-mentalitet.

Lilia Casanova er tidligere vicedirektør i FN’s miljøprograms internationale miljøteknologicenter (UNEP-IETC) i Japan. Hun er i øjeblikket administrerende direktør for Center for Advanced Philippine Studies og bestyrelsesmedlem i Solid Waste Management Association of the Philippines.