I disciplinen internationale relationer (IR) er en stormagt en stat, der udmærker sig ved “størrelse af befolkning og territorium, ressourceudnyttelse, økonomisk kapacitet, militær styrke, politisk stabilitet og kompetence” (Waltz, Theory of International Politics, 131). Disse karakteristika, også kaldet magtkapaciteter, sikrer en stormagt evnen til at udøve sin økonomiske, militære, politiske og sociale indflydelse i global målestok. Fordelingen af magtkapaciteter i det internationale system bestemmer antallet af stormagter og dermed polariteten i det internationale system. Hvis stormagterne er mere end to, vil systemet være multipolært; hvis de er to, vil det være bipolært, mens systemer med kun én stormagt betragtes som unipolære.

I slutningen af Anden Verdenskrig blev det multipolære internationale system, der var kendetegnet ved at stræbe efter magtbalance mellem stormagterne på en sådan måde, at ingen af dem var stærk nok til at dominere over andre, omdannet til bipolaritet. Den bipolære verden blev domineret af to modsatrettede stormagter med stærk økonomisk, militær og kulturel indflydelse på deres allierede. Denne næsten lige store magtfordeling mellem USA (USA) og Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker (USSR) skabte et internationalt system uden periferier og med to forskellige indflydelsessfærer, hvilket resulterede i stabilitet i mere end 40 år og sikrede fred mellem de to stormagter og begrænsede krige i resten af verden. Efter Sovjetunionens sammenbrud og afslutningen af den kolde krig opstod USA som den eneste stormagt i et nyt unipolært internationalt system (Krauthammer, The Unipolar Moment).

Det veldefinerede magthierarki i den unipolære verden gjorde det muligt for USA at dominere stort set uanfægtet i mange år og resulterede i en fredelig og stabil verdensorden. Denne nuværende stabilitet er sammen med den forudgående bipolære magtbalance, der blev sikret ved Mutual Assured Destruction, blevet beskrevet som “den længste periode uden krig blandt nogen af de store magter” (Ikenberry, 150). Den nylige fremkomst af nye magter som f.eks. de såkaldte BRIC-lande – Brasilien, Rusland, Indien og Kina – kan imidlertid snart resultere i en tilbagevenden til et multipolært internationalt system.

Dette essay vil undersøge, om en tilbagevenden til multipolaritet og stormagtsrivalitet vil resultere i en mindre eller snarere mere stabil verden. Det vil først og fremmest blive undersøgt, om et sådant multipolært scenarie er en realistisk og konkret forudsigelse for den fremtidige verden. Analysen vil fokusere på verden af i dag og hævde, at et fald i USA’s unipolaritet og andre magters fremmarch kan underminere USA’s dominans og skabe betingelserne for en multipolær verden i den nærmeste fremtid. For det andet vil essayet gennemgå historien for at forstå, om multipolære verdener i sagens natur er stabile eller ej. Det vil blive vist, hvordan multipolaritet har ført til både stabilitet og ustabilitet, men mange multipolære magtfordelinger resulterede i krigsramte, ubalancerede og ustabile verdener. Dette resultat vil føre til den tredje del af analysen, som vil forsøge at fastslå konsekvenserne for den globale sikkerhed, som en fremtidig multipolær orden vil medføre. Det vil blive hævdet, at multipolaritet kan resultere i en mindre stabil verden, der er præget af rivalisering mellem stormagter. Desuden vil det blive påpeget, at en fremtidig multipolær verden vil være helt anderledes og potentielt mere ustabil end de multipolære perioder, som historien hidtil har været vidne til. Tilstedeværelsen og tilgængeligheden af atomvåben vil nemlig gøre det muligt for selv mellem- og småmagter og ikke-statslige aktører at true og underminere den globale sikkerhed og fred i den fremtidige multipolære verden alvorligt.

Den nuværende amerikanske unipolarisme

Med afslutningen af den kolde krig og Sovjetunionens sammenbrud og opløsning blev det bipolære internationale system omdannet til unipolaritet, og USA opstod som den eneste supermagt. I et unipolært system er en stats magt ikke afbalanceret og kontrolleret af de andre stater, og denne ulighed gør det muligt for hegemonen i det internationale system at påvirke og forme resten af verden. Efter 1989 er USA blevet betragtet som det militært, økonomisk og teknologisk førende land i verden (Brooks og Wohlforth), en ensom supermagt “i stand til at påtvinge andre lande sin vilje” (Huntington, 39) og, i nogle tilfælde som f.eks. krigen mod Irak i 2003, der blev ført uden FN’s Sikkerhedsråds konsensus, til at handle uden for det internationale samfunds love.

Denne ubalancerede overvægt er blevet fremmet og forstærket af nogle faktorer. USA’s geografiske position sikrede landets sikkerhed i mange år: Mens andre stater – f.eks. Kina, Rusland og de europæiske lande – er landmagter omgivet af potentielle fjender, er USA isoleret og for langt væk fra sine potentielle trusler. Som følge heraf har intet land i de sidste 70 år forsøgt at angribe amerikansk jord. Denne geografiske sikkerhed forstærkes af en militær magt, der ikke kan anfægtes. Ifølge de seneste data fra Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI) tegnede USA’s militærudgifter sig i 2011 for mere end 40 % af verdens samlede militærudgifter, efterfulgt af Kina med ca. 8 % og Rusland, Det Forenede Kongerige og Frankrig med en procentdel på mellem 4 og 3,5 % hver (Background Paper on Military Expenditures, 5). USA’s militære kapacitet sikrer landet en stærk sø- og luftmagt og gør det muligt at projicere sin styrke globalt, så det kan ramme et mål overalt og til enhver tid.

Men begrebet hegemoni indebærer ikke kun geografisk sikkerhed og militær overlegenhed, men også indflydelse og kulturelt hegemoni. I Gramscis begreb hegemoni – en af de mest citerede definitioner af begrebet – har den hegemoniske herskende klasse i et kapitalistisk samfund f.eks. magt til at påvirke og overtale de underordnede sociale klasser til at acceptere og overtage dens værdier. Som stormagt under den kolde krig og som en ensom supermagt i de sidste 20 år spillede USA en nøglerolle i arkitekturen af den nye verdensorden (Ikenberry). Ud fra et økonomisk synspunkt lagde USA grundlaget for den globale liberale økonomiske orden længe før den unipolære æra ved at støtte Bretton Woods-systemet, den almindelige overenskomst om told og handel, som i 1994 blev erstattet af Verdenshandelsorganisationen, og ved indirekte at kontrollere nogle internationale finansielle institutioner som f.eks. den internationale valutafond (IMF) og Verdensbanken. I dag kontrollerer USA omkring 17 % af de samlede stemmer i IMF og er den største aktionær i Verdensbanken, hvilket har ført til den tradition, at præsidenten for Verdensbanken altid har været en amerikansk statsborger, der er udpeget af den amerikanske præsident, mens præsidenten for IMF altid har været en europæer.

Dertil kommer, at USA også forsøgte at forme og beskytte verdensordenen på politisk plan. Under den kolde krig støttede den amerikanske magt antikommunistiske regeringer og guerillaer for at modsætte sig udbredelsen af de socialistiske værdier og leverede f.eks. våben til ikke-statslige grupper i Afghanistan, Angola, Cambodja og Nicaragua gennem sine regionale allierede (Mathiak og Lumpe). Efter Sovjetunionens sammenbrud blev den demokratiske fredsteori med dens påstand om, at to demokratier ikke går i krig mod hinanden, ligeledes begrundelsen for USA’s fremme og støtte af ansvarlige liberale demokratier over hele verden (Gleditsch, Lake, Ikenberry). Denne ulige magtfordeling og den implicitte anerkendelse af USA’s hegemoni resulterede i en verden uden krige mellem de store stater og med det laveste antal væbnede konflikter mellem stater i de sidste 50 år (Uppsala Conflict Data Program). Omvendt har USA’s unipolære verden været præget af det højeste antal mellemstatslige konflikter, hvoraf de fleste brød ud i kølvandet på Sovjetunionens opløsning (Harbom og Wallensteen). Ikke desto mindre udgjorde disse konflikters intrastatlige og regionale karakter næppe en potentiel fare for USA’s hegemoni eller en trussel mod verdensordenens polaritet og stabilitet.

I de sidste årtier blev USA’s magt således kun udfordret sporadisk og med asymmetriske midler, som det skete den 11. september 2001 under terrorangrebene mod New York. Men G.W. Bush-administrationens manglende respekt for det internationale samfunds regler og impulsen til at bruge hård magt uden at tage hensyn til andre aktører undergravede USA’s image som en godartet supermagt (Reus-Smith). Dette tab af indflydelse, sammen med en langsom nedgang for hegemonen og en fremvækst af nye magter, kunne tyde på, at USA’s unipolaritet ikke kunne vare evigt.

Rising and Resurgent Powers: Mange neorealister inden for international integration betragter unipolaritet som en kilde til potentiel ustabilitet og fare, hvilket i sidste ende får andre aktører til at forsøge at skabe modvægt til hegemonens magt ved hjælp af deres hårde (Layne; Mastanduno; Waltz, strukturel realisme) eller bløde (Pape; Paul) magt. Mens kun få forskere hævder, at det veldefinerede hierarki i den unipolære verden sikrer fred og stabilitet (Wohlforth), er flertallet af dem enige om, at på lang sigt vil aftagende udbytte, stigende omkostninger, spredning af magt til rivaler og nedgang i politikerstanden underminere hegemonens overlegenhed og medføre en modvægt til andre magters fremgang (Gilpin). Den nuværende økonomiske krise i USA og fremkomsten af nye aktører synes at bekræfte denne påstand. I 2002 skrev Krauthammer, at USA’s unipolaritet kunne vare 30-40 år, “hvis USA ikke ødelagde sin økonomi” (The Unipolar Moment Revisited, 17): I de seneste år oplever USA en økonomisk krise “af historiske dimensioner” (Obama, Economic Crisis), som alvorligt kan underminere dets hegemoni og i sidste ende få det til at koncentrere sin indsats om sine interne problemer i stedet for at koncentrere sig om verdensanliggender. USA, der er overbelastet og står over for en økonomisk krise, kunne i sidste ende trække sig tilbage fra nogle af sine internationale engagementer og åbne nye tomrum af magt, som kunne genopfyldes og besættes af andre regionale konkurrenter.

Andre stater er faktisk klar til at erstatte USA på regionalt plan og kunne aspirere til rollen som stormagter i den nærmeste fremtid (Zakaria; Hurrel). Ifølge SIPRI’s seneste tal har “Kina øget sine militærudgifter med 170 pct. i faste priser siden 2002 og med mere end 500 pct. siden 1995” (Background Paper on Military Expenditures, 6). Desuden er Kina ved at overtage dele af den amerikanske økonomiske gæld og kan økonomisk set overhale USA i de næste årtier. Indien “har været blandt de ti hurtigst voksende økonomier i verden siden 1980, og det forventes, at dets vækstrate i det næste årti vil nå op i top tre” (Virmani, 1).

Indien vil med sin konstante befolkningstilvækst støtte og forstærke sin stadige, men ubønhørlige økonomiske fremgang. Befolkningstilvæksten og den voksende økonomi vil også understøtte og fremme Brasiliens fremgang, et land, som i fremtiden kan spille en central rolle i den latinamerikanske region (Chase, 40-63, 165-194). Desuden kan nye scenarier forme den fremtidige magtfordeling og bidrage til fremkomsten af nye stormagter: den globale opvarmning kan f.eks. give en regional aktør som Rusland mulighed for at udnytte sine naturressourcer i Sibirien og på den måde opnå nye magtmuligheder, som kan bruges til at udfordre USA’s overherredømme.

En tilbagevenden til en multipolær verden præget af rivalisering mellem stormagter er derfor mere end en fabelvagt eller en teoretisk hypotese, som fremføres af IR-forskere, men det tegner sig som et realistisk og konkret scenarie og et muligt resultat i den nærmeste fremtid. Dette skift fra unipolaritet til multipolaritet kan påvirke stabiliteten i den fremtidige verdensorden.

Multipolaritet i historien

Historien har faktisk allerede vist, hvordan multipolaritet er mere ustabilt og krigsfarligt end bipolaritet eller unipolaritet. Europas moderne historie har f.eks. været præget af mange multipolære øjeblikke.

I begyndelsen af det 17. århundrede blev den multipolære europæiske orden fejet væk af Trediveårskrigen, en konflikt, der varede fra 1618 til 1648 og blev udløst af religiøse, territoriale og dynastiske stridigheder om den interne politik og magtbalancen mellem forskellige kristne grupper og fyrstendømmer. Konflikten involverede det hellige romerske kejserrige af habsburgerne, tyske protestantiske fyrster, de fremmede magter Frankrig, Sverige, Danmark, England og de forenede provinser og blev afsluttet med den Westfalske Fred, som indførte begrebet statssuverænitet og gav anledning til det moderne internationale statssystem. Dette statssystem blev udfordret af Napoleons imperiums ekspansion i begyndelsen af det 19. århundrede. Efter kejserens nederlag afholdt stormagterne i 1815 Wienerkongressen for at genetablere den tidligere statsorden og formulerede Europa-koncerten som en mekanisme til at håndhæve deres beslutninger.

Europa-koncerten blev sammensat af firealliancen bestående af Rusland, Preussen, Østrig og Storbritannien og havde til formål at opnå en magtbalance i Europa, bevare den territoriale status quo, beskytte legitime regeringer og holde Frankrig i skak efter årtiers krig. Den Europæiske Koncert var et af de få historiske eksempler på en stabil multipolaritet: de regelmæssige møder mellem stormagterne sikrede årtiers fred og stabilitet på kontinentet. Den Europæiske Koncert undertrykte oprør for konstitutionelle regeringer i Italien og Spanien og sikrede Grækenlands og Belgiens uafhængighed, men forhindrede ikke Krimkrigen i 1853 og en tilbagevenden til rivalisering mellem stormagterne.

I det 20. århundrede resulterede multipolære internationale systemer i ustabilitet og førte til to verdenskrige på mindre end 50 år. Magtbalancen og alliancesystemet fra begyndelsen af det 20. århundrede blev fejet væk ved mordet på Franz Ferdinand af Østrig i 1914. Denne begivenhed udløste Første Verdenskrig, en global konflikt, der kostede mere end 15 millioner mennesker livet på mindre end fem år. Efter få årtier opstod den multipolære verden efter Første Verdenskrig med et nyt system af alliancer, og det multilaterale organ, Folkeforbundet, var ikke i stand til at tæmme Hitlers totalitære aspirationer. Den tyske invasion af Polen i 1939 udløste Anden Verdenskrig, den mest dødbringende konflikt i historien, som resulterede i millioner af døde og i holocaust. Siden afslutningen af Anden Verdenskrig har verden aldrig været multipolær igen, men disse historiske beretninger synes ikke desto mindre at vise, hvordan multipolaritet ofte skabte en ustabil og uforudsigelig verden, der var præget af skiftende alliancer og af de opstigende magters ønske om at ændre magtbalancen og skabe en ny orden.

Disse historiske træk ved multipolaritet vil sandsynligvis også kendetegne den fremtidige multipolære verden, på trods af dens stærke økonomiske sammenkobling og institutionalisering. Historien har faktisk også vist, hvordan virkningerne for stabiliteten af en global økonomi og af multilaterale institutioner undertiden er blevet overvurderet. Den multipolære verden i begyndelsen af det 20. århundrede var i høj grad økonomisk sammenkoblet og kendetegnet ved store grænseoverskridende strømme af varer, kapital og mennesker i en sådan grad, at forholdet mellem handel og produktion viser, at “Storbritannien og Frankrig kun er en smule mere åbne for handel i dag, end de var i 1913, mens Japan er mindre åbent nu end dengang” (The Economist, 99; Van den Bossche, 4). Denne høje grad af sammenkobling blev ikke desto mindre fejet væk af Første Verdenskrig. Desuden forhindrede tilstedeværelsen af Folkeforbundet ikke Anden Verdenskrig; på samme måde har FN’s multilaterale organisation ikke altid været effektiv til at fremme fred og sikkerhed, og medlemskab af EU forhindrede ikke de europæiske lande i at have forskellige holdninger og en modsatrettet adfærd i kølvandet på den amerikanske krig i Irak i 2003. Et skift fra et veldefineret magthierarki til et rivaliserende stormagtsforhold vil derfor resultere i en mindre stabil verdensorden.

Towards a Multi-Polar, Nuclear International System:

Udsigterne til en stormagtsrivalitet er særlig stærke i Østasien, en region, der er kendetegnet ved svage regionale alliancer og institutioner, og hvor visse aktørers økonomiske fremgang faktisk kan udgøre en alvorlig kilde til ustabilitet i den nærmeste fremtid. USA’s tilbagegang og Kinas fremgang kunne f.eks. underminere den asiatiske magtbalance og bringe den gamle rivalisering mellem Kina og Japan frem i lyset (Shambaugh). Et stærkt, voksende Kina, der er bevæbnet med mellemdistancemissiler, kunne blive opfattet som en trussel af Japan, der er bekymret for, at dets historiske amerikanske allierede ikke kan forsvare det på grund af USA’s store engagement i andre dele af verden. Stabiliteten i regionen synes endnu vanskeligere at opnå, når man tager i betragtning, at begrebet magtbalance kræver fælles værdier og en lignende kulturel forståelse, hvilket er forudsætninger, der ikke er til stede mellem de to stormagter i Asien-Stillehavsregionen, Kina og Japan (Friedberg).

Indien er blevet portrætteret som den tredje pol i den multipolære verden i 2050 (Virmani; Gupta). Alligevel kan dets konstante fremgang underminere den asiatiske stabilitet og f.eks. forværre de indiske forbindelser med nabolandet Pakistan. Desuden kan knapheden på naturressourcer i en verden, der forbruger og efterspørger store mængder af dem, få flere konsekvenser for den globale sikkerhed og stabilitet (Dannreuther; Kenny; Laverett og Bader).

I denne sammenhæng kan Ruslands fremgang, et land, der eksporterer store mængder olie og gas, kontrollerer de europæiske energiforsyninger og har haft store stigninger i militærudgifterne i det seneste årti, udgøre en anden potentiel kilde til ustabilitet for den fremtidige verdensorden. Rusland har øget sine militærudgifter med 16 % i faste priser siden 2008, herunder en stigning på 9,3 % i 2011 (Background Paper on Military Expenditures 5). Før 2008 havde Rusland øget sine militærudgifter med 160 pct. på ti år (SIPRI, SIPRI Yearbook 2008 199), hvilket tegner sig for 86 pct. af den samlede stigning på 162 pct. i militærudgifterne i Østeuropa, den region i verden med den største stigning i militærudgifterne fra 1998 til 2007 (SIPRI, SIPRI Yearbook 2008 177). Desuden har kontrollen med gaspriserne i Europa og udvidelsen af den nordatlantiske traktatorganisation i Central- og Vesteuropa allerede været årsag til spændinger mellem Rusland og Vesten. Muligheden for at udnytte og levere en stor mængde naturressourcer, væksten i dets militærmagt og divergenser med USA i visse udenrigspolitiske spørgsmål, såsom det iranske atomprogram eller Kosovos status, tyder på, at stabiliteten i den fremtidige multipolære verden kan blive alvorligt undermineret af et genopstået Rusland (Arbatov; Goldman; Trenin; Wallander).

En tilbagevenden til multipolaritet vil derfor indebære mere ustabilitet mellem stormagterne. Men rivalisering mellem stormagter vil ikke være den eneste kilde til mulig ustabilitet i den fremtidige multipolære verden. Den nuværende magtfordeling giver ikke kun stormagter, men også mellem- og småmagter samt ikke-statslige aktører mulighed for at have militære kapaciteter, der kan true den globale sikkerhed. Især tilstedeværelsen af atomvåben er en yderligere årsag til bekymring og indebærer, at den fremtidige verden ikke blot kan bære den potentielle ustabilitet, som multipolaritet og rivalisering mellem stormagter medfører, men også de farer, der er forbundet med spredning af atomvåben. Den fremtidige multipolære verden vil således være potentielt mere ustabil end alle de andre multipolære perioder, som historien har oplevet indtil i dag: for første gang i historien kan verden blive både multipolær og nuklear.

Mens nogle forskere hævder, at atomafskrækkelse “kunne reducere krigsrisikoen i det kommende multipolære system” (Layne, 44-45), betragter de fleste af dem tilstedeværelsen af atomvåben som en kilde til ustabilitet (McNamara; Rosen; Allison). Især regionale magter og stater, som ikke er stormagter, der er bevæbnet med atomvåben, kan udgøre en kilde til bekymring for den globale sikkerhed. Et Iran med atomvåben kunne f.eks. angribe – eller blive angrebet – af Israel og let involvere resten af verden i denne krig (Sultan; Huntley). En krig mellem Pakistan og Indien, der begge er atomvåbenstater, kunne resultere i et ragnarok for hele Asien. Et angreb fra Den Demokratiske Folkerepublik Korea (DPRK) på Japan eller Sydkorea vil udløse en øjeblikkelig reaktion fra USA og “en atomspredning ‘dominoeffekt’ i Østasien” (Huntley, 725). Terrorister bevæbnet med atomvåben vil kunne skabe ravage og ramme hjertet af verdens mest magtfulde lande (Bunn og Wier).

Iran, Pakistan, DPRK, terrorgrupper vil sjældent være stormagter eller poler i en fremtidig multipolær verden. Ikke desto mindre vil virkningerne af deres handlinger let kunne give genlyd over hele kloden og udgøre endnu en årsag til potentiel ustabilitet. For første gang i historien vil stabiliteten i den fremtidige verden derfor ikke kun afhænge af de uforudsigelige virkninger af rivaliseringen mellem stormagter, men også af det farlige potentiale, som middel- og småmagter og ikke-statslige aktører, der er bevæbnet med atomvåben, har.

Slutning

Den 5. april 2009 om morgenen sendte DPRK en kommunikationssatellit ud i rummet ved hjælp af et Taepodong-2 ballistisk missil. Mistænksomme nabolande og USA betragtede raketaffyringen som et dække for afprøvning af ballistisk langtrækkende missilteknologi og som en trussel mod deres nationale sikkerhed: Sydkorea og Japan frygtede, at deres uforudsigelige nabo kunne angribe deres befolkning, og USA var bange for, at DPRK’s missiler i fremtiden kunne nå deres vestlige kyster.

Resultatet af opsendelsen er omdiskuteret: Mens Pyongyang hævdede, at satellitten nåede kredsløbet, betragtede amerikanske eksperter det som en fiasko og bemærkede, at missilet rejste 3.200 km, inden det landede i Stillehavet (Broad). Sikkert er det, at DPRK’s handlinger har nået målet om at splitte det internationale samfund dybt: FN’s generalsekretær beklagede opsendelsen og opfordrede indtrængende til resolutioner fra Sikkerhedsrådet (erklæring SG/SM/12171), den daværende kinesiske ambassadør ved FN, Yesui Zhang, understregede “forsigtige og proportionelle” (Richter og Baum) reaktioner for at undgå “øgede spændinger” (Richter og Baum), den daværende japanske premierminister Taro Aso anså det for at være en “ekstremt provokerende handling” (Ricther og Baum), mens USA’s præsident Obama erklærede, at “Nordkoreas udvikling og spredning af ballistisk missilteknologi udgør en trussel mod den nordøstasiatiske region og mod international fred og sikkerhed” (Obama, erklæring fra Prag).

Dette essay har forklaret, hvorfor en klodset opsendelse af en kommunikationssatellit eller en militærøvelse af nationen med det 197. bruttonationalprodukt pr. indbygger i verden (Central Intelligence Agency) kan blive en trussel “mod international fred og sikkerhed” (Obama, erklæring fra Prag) og kunne udgøre en alvorlig kilde til ustabilitet i verden i den nærmeste fremtid. Det er blevet hævdet, at den nuværende nedgang for hegemonen i det internationale system sammen med en stigning af nye aktører kan skabe betingelserne for et skift til multipolaritet og rivalisering mellem stormagter. Den fremtidige multipolære orden vil ikke være anderledes end de andre multipolære øjeblikke, som historien har været vidne til, og vil resultere i større ustabilitet og uforudsigelighed end i den nuværende unipolære verden. For første gang i historien vil multipolaritet imidlertid ikke kun indebære de risici, der er forbundet med forskning i magtbalancen mellem stormagter. Tilgængeligheden af atomvåben vil nemlig udgøre en anden potentiel kilde til ustabilitet. Mellemmagter, småmagter og ikke-statslige aktører med nuklear kapacitet kan blive en alvorlig trussel mod den globale sikkerhed; de kan udløse og forstærke den rivalisering mellem stormagter, som normalt kendetegner multipolaritet, og i sidste ende underminere freden og stabiliteten i den fremtidige verden.

Allison, Graham. “Apocalypse hvornår?”. The National Interest 92 (2007): 12-20

Brooks, Stephen G. og Wohlforth, William C. “American Primacy in Perspective”. Foreign Affairs 81.4 (2002): 20-33.

Bunn, Matthew og Wier, Anthony. “The Seven Myths of Nuclear Terrorism”. Current History 104.681 (2005): 153-161

Chase, Robert, ed. The pivotal states: a new framework for U.S. policy in the developing world, 1st ed., New York: W. W. Norton, 1999

Dannreuther, Roland. “Asian Security and China’s Energy Needs” (Asiatisk sikkerhed og Kinas energibehov). International Relations of the Asia-Pacific. 3.2 (2003): 197-220

Friedberg, Aaron L. “Ripe for Rivalry – Prospects for Peace in Multipolar Asia”. International Security. 18.3 (1993): 5-34

Gilpin, Robert. Krig og forandring i verdenspolitikken. Cambridge: Cambridge University Press, 1981

Gleditsch, Nils Peter. “Demokrati og fred”. Journal of Peace Research 29.4 (1992): 369-376

Goldman, Stuart D. “Russian Political, Economic, and Security Issues and U.S. Interests”, Congressional Research Service January 18, 2007

Gramsci, Antonio. Breve fra fængslet / Udvalgt, oversat fra italiensk, og introduceret af Lynne Lawner. New York: Harper & Row, 1973

Gupta, Amit. “USA-Indien-Kina: Vurdering af tripolaritet”. China Report 42.1 (2006): 69-83

Harbom, Lotta og Wallensteen, Peter. “Væbnede konflikter 1989-2006”. Journal of Peace Research 44.5 (2007): 623-634

Huntington, Samuel P. “The Lonely Superpower”. Foreign Affairs 78.2 (1999): 35-50

Huntley, Wade L. “Rebels without a cause: North Korea, Iran and the NPT”. International Affairs 82.4 (2006): 723-742

Hurrell, Andrew. “Hegemoni, liberalisme og global orden: What Space for Would-be Great Powers?”. International Affairs 82.1 (2006): 1-19

Ikenberry, John G. “Power and Liberal Order: America’s Postwar World Order in Transition”. International Relations of the Asia-Pacific 5.2 (2005): 133-152

Kenny, Henry J. “China and the Competition for Oil and Gas in Asia”. Asia-Pacific Review 112 (2004): 36-47

Krauthammer, Charles. “The Unipolar Moment”. Foreign Affairs 70.1 (1990): 23-33.

Krauthammer, Charles. “The Unipolar Moment Revisited”. The National Interest Winter 2002/03: 5-17

Lake, David A. “Powerful Pacifists: Democratic States and War”. American Political Science Review 86.1 (1992): 24-37

Layne, Christopher. “The Unipolar Illusion: Why New Great Powers Will Rise”. International Security 17.4 (1993): 5-51

Leverett, Flint og Bader, Jeffrey. “Managing China-U.S. Energy Competition in the Middle East”. The Washington Quarterly 29.1 (2005): 187-201

Mastanduno, Michael. “Preserving the Unipolar Moment: Realist Theories and U.S. Grand Strategy after the Cold War”. International Security 21.4 (1997): 49-88

Mathiak, Lucy og Lumpe, Lora. “Government Gun-Running to Guerrillas”. Running Guns: The Global Black Market in Small Arms. Ed. Lora Lumpe. London: Zed Books, 2000. 55-80. Print

McNamara, Robert. “Apocalypse Soon”. Foreign Policy maj/juni.248 (2005): 28-35

Mearsheimer, John J. The Tragedy of Great Power Politics. New York: Norton, 2001

“One world?”. The Economist 345.8039 (1997): 99-100

Pape, Robert A. “Soft Balancing against the United States”. International Security 30.1 (2005): 7-45

Paul, T.V. “Soft Balancing in the Age of US Primacy”. International Security 30.1 (2005): 46-71

Reus-Smit, Christian. “The Misleading Mystique of America’s Material Power”. Australian Journal of International Affairs 57.3 (2003): 423-430

Rosen, Stephen Peter. “Hvad skal vi gøre, hvis flere stater går over til atomenergi”. Foreign Affairs 85.5 (2006): 9-14

Shambaugh, David. “Asia in Transition”: The Evolving Regional Order”. Current History 105.690 (2006): 153-159

Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI). SIPRI Yearbook 2008. Rustninger, nedrustning og international sikkerhed. Oxford: Oxford University Press, 2008

Sultan, Maria. “Iran, Proliferation Magnet”. SAIS Review XXV.1 (2005): 123-138

Trenin, Dmitri. “Rusland omdefinerer sig selv og sine forbindelser med Vesten”. The Washington Quarterly 30.2 (2007): 95-105

Van den Bossche, Peter. Verdenshandelsorganisationens lovgivning og politik: Text, Cases and Materials. Cambridge: Cambridge University Press, 2005: 4

Wallander, Celeste A. “Russian Trans-imperialism and its Implications”. The Washington Quarterly 30.2 (2007): 107-122

Waltz, Kenneth N. Theory of International Politics. New York: Random House, 1979

Waltz, Kenneth N. “Structural Realism after the Cold War”. International Security 25.1 (2000): 5-41

Wohlforth, William C. “The Stability of a Unipolar World”. International Security 24.1 (1999): 5-41

Webreferencer:

Arbatov, Alexei. “Er en ny kold krig nært forestående?”. Russia in Global Affairs 2 (2007). Web. 4. apr. 2013 <http://eng.globalaffairs.ru/number/n_9127>

Broad, William J. “North Korean Missile Launch Was a Failure, Experts Say”. The New York Times 5. april 2009. Web. 4 apr. 2013 <http://www.nytimes.com/2009/04/06/world/asia/06korea.html?_r=3&pagewanted=1&hp>

Central Intelligence Agency. The World Factbook. Lande sammenligning BNP pr. indbygger. Web. 4 apr. 2013 <www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/rankorder/2004rank.html>

Obama, Barack. “Obama: Landet står over for ‘økonomisk krise af historiske proportioner'”. Politico 26. november 2008. Web. 4 apr. 2013 < http://www.politico.com/news/stories/1108/16006.html>

Obama, Barack Udtalelse fra præsidenten fra Prag, Tjekkiet, 5. april 2009. Web. 4 apr. 2013 <http://www.whitehouse.gov/the_press_office/Statement-by-the-President-North-Korea-launch/>

Richter, Paul og Baum, Geraldine. “FN’s Sikkerhedsråd kan ikke blive enige om reaktion på Nordkorea”. Los Angeles Times 6. april 2009. Web. 4 apr. 2013 <http://www.latimes.com/news/nationworld/world/la-fg-north-korea-main6-2009apr06,0,6990607.story>

Udtalelse SG/SM/12171 fra talsmanden for FN’s generalsekretær. 5. april 2009. Web. 4 apr. 2013 <http://www.un.org/News/Press/docs//2009/sgsm12171.doc.htm>

Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI). Baggrundspapir om SIPRI’s data om militærudgifter, 2011 Pressemateriale. Web. 4 apr. 2013 < http://www.sipri.org/research/armaments/milex>

“Top 10 BNP-lande 2000-2050”. Www.geographic.org. Web. 4 apr. 2013 <http://www.photius.com/rankings/gdp_2050_projection.html>

Uppsala Conflict Data Program. Væbnede konflikter efter type, 1946-2010. Web. 4 apr. 2013 <http://www.pcr.uu.se/digitalAssets/89/89129_conflict_types_2010.pdf>

Virmani, Arvind. “A Tripolar Century: USA, Kina og IndienIndian Council for Research on International Economic Relations Working Paper No. 160.1 (2005). Web. 4 apr. 2013 <http://www.icrier.org/pdf/wp160.pdf>

Zakaria, Fareed. “The Rise of the Rest”. Newsweek 12. maj 2008. Web. 4 apr. 2013 <http://www.newsweek.com/id/135380/output/print>

Flere læsning om E-International Relations

• Er det internationale system racistisk?
• Hvor vellykket har FN været med hensyn til at opretholde international fred og sikkerhed?
• Strategiske offensive våben og det internationale system
• Tortur og det internationale systems fiasko
• Indflydelsen af det “unipolære øjeblik” på USA’s udenrigspolitik i Mellemøsten
• Lokale fredsaspirationer og internationale opfattelser af fredsopbygning i Somalia