Hvis hormoner kunne vinde popularitetskonkurrencer, kunne oxytocin meget vel blive dagens dronning. I betragtning af oxytocins forbindelse med livsbekræftende aktiviteter som moderlig adfærd, amning, selektiv social binding og seksuel nydelse har forskere arbejdet på overarbejde for at afdække dets rolle i hjernen og i reguleringen af adfærd.

Oxytocin produceres hovedsageligt i hypothalamus, hvor det enten frigives til blodet via hypofysen eller til andre dele af hjernen og rygmarven, hvor det binder sig til oxytocinreceptorer for at påvirke adfærd og fysiologi.

Spændingen omkring hormonet begyndte i 1990’erne, da forskere opdagede, at ammende kvinder er mere rolige over for motion og psykosocial stress end flaskeernærede mødre. Men nyere forskning har også vist andre roller for hormonet: Oxytocinniveauet er højt under stressende forhold, f.eks. social isolation og ulykkelige forhold.

Et vigtigt spørgsmål på området er derfor, om oxytocin virker forskelligt, når det frigives som reaktion på socialt forbindende oplevelser, og når det frigives under stressende forhold, siger C. Sue Carter, ph.d., meddirektør for Brain Body Center ved University of Illinois at Chicago (UIC) og en af de første til at studere oxytocin hos dyr.

Forskere undersøger også, om indgivelse af oxytocin i kortvarige doser kan fremkalde forskellige følelser såsom tillid og generøsitet (se “Kan oxytocin fremme tillid og generøsitet”). Men der er stadig meget at se på, hvordan sådanne undersøgelser integreres i den bredere litteratur om hormonet i dets naturlige tilstand, siger socialpsykolog Shelley E. Taylor, PhD, der leder University of California, Los Angeles, Social Neuroscience Lab.

“Disse eksperimentelle paradigmer efterligner ikke nødvendigvis, hvordan oxytocin fungerer i den virkelige verden,” siger hun. “Før vi kan fremstille en præcis model af oxytocin, skal vi være i stand til at forene plasmaundersøgelserne med undersøgelserne af eksogen administration.”

Dets rolle i tilknytning…

Nye undersøgelser føjer sig til en mængde litteratur, der viser, at oxytocin spiller en central rolle i moderbinding og social tilknytning – det, som Taylor har kaldt “tend and befriend”-reaktionen, i modsætning til “fight or flight”-reaktionen. I tråd med mange års dyreforskning, der forbinder oxytocin med mødres evne til at tage sig af deres spædbørn, viser en undersøgelse i November Psychological Science (vol. 18, nr. 11, side 965-970) denne sammenhæng for første gang hos mennesker.

I undersøgelsen målte psykolog Ruth Feldman, PhD, fra Bar-Ilan University, og kolleger plasmaniveauer af oxytocin hos 62 gravide kvinder på tre tidspunkter: i første trimester, i tredje trimester og i den første måned efter fødslen. Holdet fandt ud af, at kvinder med højere oxytocinniveauer i første trimester knyttede sig bedre til deres babyer. De fandt også, at de med højere oxytocinniveauer under hele graviditeten og i den første måned efter fødslen rapporterede mere adfærd, der understøttede dannelsen af et eksklusivt forhold til deres spædbørn, f.eks. at synge særlige sange eller bade og fodre deres spædbørn på bestemte måder. (På grund af dets rolle i forbindelse med fødsel og amning blev oxytocin oprindeligt betragtet som et “kvindeligt” hormon, men det vides nu, at det er til stede og vigtigt hos begge køn.)

Sådan viser nyere dyreundersøgelser ligeledes en udviklingsmæssig sammenhæng mellem eksponering for ekstra oxytocin i det tidlige liv og efterfølgende moderlig og social adfærd. I augustnummeret af Hormones and Behavior (vol. 52, nr. 2, side 274-279) fandt psykobiolog Karen L. Bales, PhD, fra University of California, Davis, og kolleger f.eks. at når de indgav graduerede niveauer af oxytocin til hunner af prærieulve kort efter fødslen, viste dyrene i voksenalderen differentierede reaktioner på unger, i dette tilfælde tilhørende andre hunner. For eksempel var voksne hunner, når de havde fået en lav dosis oxytocin tidligt i livet, langsomme til at nærme sig hvalpene; når de fik højere doser af hormonet, var de mere tilbøjelige til at tage sig af dem.

Menneskelige undersøgelser bekræfter ligeledes, at tidlige erfaringer, der muligvis formidles af oxytocin, er relateret til senere social adfærd, fremgår det af en undersøgelse, der er offentliggjort i Proceedings of the National Academy of Sciences af 22. november 2005 (Vol. 102, No. 47, side 16.907-16.908). Her sammenlignede ph.d.-studerende Alison Wismer Fries fra University of Wisconsin-Madison og kolleger urinniveauerne af oxytocin og et beslægtet hormon, vasopressin, hos to sæt børn – et barn opvokset fra fødslen med sine biologiske forældre og et barn adopteret efter at have levet på børnehjem i Rusland og Rumænien – efter at de havde haft kontakt med deres mødre. De fandt, at niveauerne af oxytocin steg hos de biologiske børn, men forblev de samme hos de adopterede børn. Disse resultater tyder på, at der kan være biologiske baggrunde for den observation, at nogle adopterede børn, især dem fra dårlige forhold, har svært ved at danne trygge relationer, selv om de lever i kærlige hjem, bemærker holdet.

…og under social stress

Nyere undersøgelser af både dyr og mennesker støtter den opfattelse, at oxytocin også er en del af en reaktion på social adskillelse og relateret stress. En undersøgelse, der blev rapporteret i marts-april 2006-udgaven af Psychosomatic Medicine (vol. 66, nr. 2, side 238-245) af Taylor og kolleger, viste for eksempel, at kvinder, der rapporterede om flere huller i deres sociale relationer og mindre positive relationer til deres primære partnere, havde højere niveauer af oxytocin og stresshormonet cortisol end dem, der rapporterede om bedre relationer.

I mellemtiden finder forskning af UIC-forskere Angela Grippo, PhD, Stephen W. Porges, PhD, og Carter, forhøjede niveauer af oxytocin samt andre overdrevne stressreaktioner hos hunner af præriehøns, der var blevet adskilt fra andre. Forskningen om markmus tyder på, at selv når oxytocin er forhøjet i perioder med stress, kan eksternt indgivelse af hormonet stadig afbøde disse stressreaktioner.

I en undersøgelse, der blev præsenteret på Society for Neuroscience-mødet i 2007, sammenlignede Grippo, Porges og Carter stressreaktionerne hos hunner af præriemus, der levede i fire uger enten i isolation eller sammen med en søskendehun, og fandt større niveauer af stress, adfærdsangst og depression hos dem, der var adskilt fra deres søskende. Holdet gav derefter dyrene enten oxytocin eller saltvand hver dag i de sidste to uger af de fire uger af perioden på fire uger. De isolerede dyr, der blev behandlet med oxytocin, viste ikke længere tegn på depression, angst eller hjertestress. Derimod havde oxytocin ingen målbare virkninger på dem, der var parret med søskende, hvilket tyder på, at “virkningerne af oxytocin er mest tydelige under stressende forhold”, siger Carter.

Kunne eksternt administreret oxytocin hjælpe mennesker med sociale og følelsesmæssige vanskeligheder, stress eller underskud? Forskere mener, at det er en mulighed.

I en undersøgelse på området fandt psykiater Eric Hollander, MD, fra Mount Sinai School of Medicine, og kolleger, at voksne diagnosticeret med autisme eller Aspergers syndrom, der fik oxytocininjektioner, viste en forbedret evne til at identificere følelsesmæssigt indhold på en taleforståelsesopgave, mens de, der fik placebo, ikke gjorde det.

“Disse resultater tyder på, at oxytocin kan lette social informationsbehandling hos personer med autisme og giver foreløbig støtte til brugen af oxytocin i behandlingen af autisme”, skriver forfatterne. Andre forskere undersøger mulige anvendelser i forbindelse med social angst, skizofreni og depression.

Sammenføring af trådene

Selv om svarene bestemt ikke er helt klar, er en mulig årsag til de roller, som oxytocin synes at spille, at det har dobbelte formål og veje, spekulerer Taylor.

Når det virker i tider med lav stress, belønner oxytocin fysiologisk set dem, der opretholder gode sociale bånd, med følelser af velvære. Men når det kommer om bord i tider med høj social stress eller smerte, kan det “få folk til at søge flere og bedre sociale kontakter”, siger Taylor.

Taylor overvejer også mulige fysiologiske årsager til disse forskelle. I en artikel fra december 2006 i Current Directions in Psychological Science (Vol. 15, No. 6, sider 273-277) spekulerer hun i, at faktisk eller forventet social kontakt kan resultere i udbrud af oxytocin; eksogent givet oxytocin kan fungere på en lignende måde, bemærker hun.

Hvorimod, hvis en person oplever stress som følge af sociale underskud, kan han eller hun vise forhøjede niveauer af cirkulerende oxytocin, dvs. oxytocin, der allerede er til stede i blodet.

Denne stressrelaterede manifestation af oxytocin kan producere fysiologiske ændringer, der derefter tilskynder folk til at søge kontakt med andre, formoder hun. Taylor undersøger nu disse og andre teorier med mennesker i laboratoriet.

Nyere forskning fra UIC-gruppen støtter en alternativ hypotese, der først blev formuleret af Porges i 1998, siger Carter. Han postulerede, at oxytocin, der til dels virker gennem virkninger på det autonome nervesystem, kunne muliggøre det, han kaldte “immobilitet uden frygt”. Med andre ord kan oxytocin generelt beskytte nervesystemet mod at lukke ned i forbindelse med stressende omstændigheder, især dem, der kræver, at man holder sig i ro i stedet for at kæmpe eller flygte. Det omfatter selv begivenheder, der kan virke positive fra et samfundsmæssigt synspunkt, som f.eks. en fødsel.

Et fingerpeg om, at dette kan være tilfældet? “Posttraumatisk stressforstyrrelse er normalt ikke forbundet med fødsel, selv om det er en enormt stressende oplevelse,” siger Carter. Oxytocin, siger hun, kan spille en vigtig rolle i at hjælpe kvinder med at håndtere både følelsesmæssige og fysiologiske reaktioner under livsændrende begivenheder som f.eks. fødsler – og omdanne potentielt stressende oplevelser til muligheder for at udtrykke glæde og kærlighed.

Tori DeAngelis er forfatter i Syracuse, N.Y.