Det andet ændringsforslag til forfatningen siger ganske enkelt: “En velreguleret milits er nødvendig for en fri stats sikkerhed, og folkets ret til at bære våben må ikke krænkes.” Det sprog og den idé var tydeligvis vigtige for de grundlæggende fædre.

Men hvorfor?

Den anden ændring har rødder i flere kilder: Den engelske lov, Amerikas revolutionære erfaring og moderne europæisk politisk tænkning. Kort sagt var den grundlæggende idé, at et folk har ret til at forsvare sig mod tyranni; og at hvis en regering bryder den sociale kontrakt med sit folk, har folket ret til at vælte denne regering. Folkets adgang til våben er en ufravigelig forudsætning for et sådant ideal.

Dette argument ligger til grund for Uafhængighedserklæringen, da kolonisterne væltede den britiske konges styre. Så på en måde fejrer alle amerikanere denne idé hvert år.

Det er svært at forestille sig, at den generation, der startede den amerikanske revolution, gjorde det uden at omfavne idéerne i det andet ændringsforslag.

For kolonisterne var frygten for tyranni meget reel. Absolute monarkier var normen på det europæiske fastland. Konformitet i religion og politik blev gennemtvunget af store stående hære. Tanken om folkelig suverænitet var kættersk.

Opgørelser i Europa var meget omtalte og blev gjort endnu mere virkelige ved, at nogle af ofrene endte i Amerika som flygtninge.

Et grelt eksempel var forfølgelsen af protestanter i Frankrig i 1680’erne. Soldater blev indkvarteret i protestantiske hjem og fik lov til at stjæle og mishandle indbyggerne, indtil de konverterede til katolicismen eller forlod landet. Nogle af disse huguenot-flygtninge fandt nye hjem i Amerika.

England og dets udløbere i kolonierne var en undtagelse fra den enevældige tendens i Europa, og den whiggede streng af den politiske klasse var konstant på vagt over for kongelige indgreb i folkets og dets repræsentanters rettigheder i parlamentet.

Whigs så sig selv som arvinger til dem, der havde kæmpet mod kong Charles I i 1640’erne, da han forsøgte at begrænse de parlamentariske privilegier, og de var de direkte arvinger til dem, der væltede kong James II i 1688.

En af kong James’ forseelser var at forsøge at afvæbne protestanterne. Han blev set som pro-katolsk, og der var frygt for, at han planlagde at tvinge konverteringer.

Det var et år efter den glorværdige revolution, at England vedtog sin egen Bill of Rights. En af de “gamle” rettigheder, som den opregnede, var retten til at holde og bære våben, hvilket USA’s højesteret citerede i en vigtig afgørelse om det andet ændringsforslag i 2008.

Kolonisterne så sig selv passe meget godt ind i denne Whig-tradition, da de begyndte at gøre modstand mod Londons forsøg på at begynde at indkvartere tropper i deres hjem og hæve ulovlige skatter.

Kolonisterne lod sig også inspirere af ideer fra politiske tænkere fra Europas oplysningstid.” Især John Locke og Jean-Jacques Rousseau redegjorde for “den sociale kontrakt.”

Den idé, at folk kan vælte en tyrannisk regering, kan måske være beundringsværdig i teorien, men USA har ikke gode erfaringer med at acceptere teorien, når den anvendes mod Washington. USA var ikke glad, da de konfødererede stater forsøgte at omsætte denne idé i praksis i 1861; heller ikke da Black Panthers gik ind for den i 1960’erne; og heller ikke da vrede bønder i Pennsylvania forsøgte det under Whiskey-oprøret i 1790’erne.

Det centrale problem er i praksis, hvem der taler for folket?

Selv om den kollektive ret til at bære våben, blev det andet ændringsforslag sandsynligvis også udformet for at forsvare den enkeltes ret til at bære våben. Nogle af de tidligste juridiske kommentarer i den nye republik uddyber det, f.eks. St. George Tuckers kommenterede udgave af Blackstones “Commentaries on the Laws of England”.

Men den endelige afklaring kom ikke fra Højesteret før 2008 i DC vs. Heller, hvor domstolen fastslog med 5 mod 4, at det andet tillæg henviser til enkeltpersoners ret til at holde og bære våben og ikke blot til en kollektiv ret for samfund til at forsvare sig mod tyranni.

På en måde er spørgsmålet, som Amerika står over for i dag, om det teoretiske behov for at forsvare sig mod tyranni stadig vejer tungere end det åbenlyse folkesundhedsbehov for at reducere antallet af dødsfald med våben.