Nordamerika, det tredjestørste kontinent, strækker sig fra de små Aleuterne i nordvest til Panamas Isthmus i syd.
Nordamerikas fysiske geografi, miljø og ressourcer og menneskets geografi kan betragtes separat.
Nordamerika og Sydamerika er opkaldt efter den italienske navigatør Amerigo Vespucci. Vespucci var den første europæer, der foreslog, at Amerika ikke var en del af Ostindien, men en helt separat landmasse. De dele af landmassen, der bredte sig nord for Panama-ishmosen, blev kendt som Nordamerika.
I dag er Nordamerika hjemsted for borgerne i Canada, USA, Grønland, Mexico, Belize, Costa Rica, El Salvador, Guatemala, Honduras, Nicaragua, Panama og ølandene og territorierne i Det Caribiske Hav og det vestlige Nordatlanten.
Nordamerikas menneskelige landskab afspejler nøje det fysiske miljø: varieret, rigt og under konstant forandring. Fra deres begyndelse til i dag har befolkningerne i Nordamerika arbejdet med og imod deres omgivelser for at overleve og trives.
Historiske kulturer
Indfødte kulturer har formet og er blevet formet af Nordamerikas geografi. De første nordamerikanere menes at være indvandret fra Sibirien i det nordøstlige Asien ved at krydse en landbro over Beringstrædet. Disse befolkninger spredte sig sydpå til det nuværende Florida, Californien, Mexico og Mellemamerika.
Olmekerne og mayaerne, der er indfødte i Mellemamerika, byggede de første byer på kontinentet, hvilket i sidste ende førte til de store byområder Tenochtitlan, Texcoco og Tlacopan. Disse byer i det, der i dag er det centrale Mexico, havde avancerede tekniske strukturer såsom kanaler, beboelsesejendomme og kunstvandingssystemer.
Mange af disse tidlige nordamerikanske kulturer var videnskabeligt og landbrugsmæssigt avancerede. Maya-kalendere og almanakker registrerede himmelske begivenheder som f.eks. formørkelser og årstidsændringer. Mayaerne var også matematisk avancerede. Deres tællesystem var i stand til at repræsentere meget store tal ved hjælp af kun tre symboler: prikker, streger og et fodboldformet symbol, der angav et nul. Mayaerne var faktisk den første kultur, der havde et skrevet symbol for nul.
Kulturer i hele det sydlige Nordamerika høstede majs, squash og bønner i regelmæssige cyklusser. Denne form for landbrug gjorde det muligt for store civilisationer at udvikle sig. Folk var ikke længere bundet til at producere mad og husly til deres familier – nogle mennesker kunne arbejde inden for fødevare- og byggeindustrien, mens andre blev ingeniører, kunstnere og politiske ledere. Blandt de førende nordamerikanske civilisationer kan nævnes mayaerne og aztekerne i det nuværende Mexico og irokeserne, der er hjemmehørende i det sydøstlige Canada og det nordøstlige USA.
Den store udstrækning af den nordlige del af kontinentet tilskyndede andre oprindelige samfund til at leve som nomader. Disse kulturer etablerede ikke byområder eller landbrugscentre. I stedet fulgte de gunstige vejrmønstre, naturlige landbrugscyklusser og dyrenes vandringer.
Sletternes indianere fulgte f.eks. de amerikanske bisoners sæsonbestemte græsning og vandring. Plains indianere omfatter Lakota, Blackfoot og Nez Perce. Plains-indianerne spiste bisonkød som deres primære fødekilde og brugte skind og knogler til at skabe boliger, redskaber og tøj. Bisonens udbredelsesområde, som strakte sig fra de sydlige prærieprovinser i Canada, gennem de store sletter til grænsen mellem USA og Mexico, faldt sammen med udbredelsen af sletteindianernes samfund. De var så afhængige af hinanden, at den endelige udryddelse af bisonerne i mange områder af USA – på grund af overjagt, udvikling og anti-indfødte føderale politikker – på dramatisk vis svækkede Plains-folkets magt og indflydelse.
Miljøet påvirkede også den traditionelle tro og den sociale struktur i de nordamerikanske oprindelige samfund. For eksempel blev inuitterne, der er indfødte i Arktis, dybt påvirket af aurora borealis, eller nordlyset. De troede, at de fantastiske lysbilleder var billeder af deres familie og venner i livet efter døden, dyrenes og åndernes sjæle og visuelle vejledninger til jagt. Inuit troede også, at alle ting har sjæle, og at ånder eksisterede for at beskytte disse sjæle. Ved at respektere økosystemet (de levende og ikke-levende ting i et miljø) søgte inuit-samfundene at opretholde en afbalanceret tilværelse.
Samtidige kulturer
Samtidige nordamerikanske samfund er også i høj grad påvirket af kontinentets rige og varierede miljø. Vores globaliserede verden har presset disse samfund til at udvikle komplekse måder at interagere med og drage fordel af de geografiske ressourcer på.
Nordamerikas økonomiske grundlag er i høj grad centreret om udvinding, udvikling og handel med naturressourcer. Lokalsamfund såvel som nationale regeringer og regionale organisationer bruger også naturressourcerne. Guatemala har f.eks. et traditionelt medicinsystem, som omfatter urtehandlere og spirituelle personer, der bruger lægeplanter til at behandle lidelser. Costa Rica har udviklet et netværk af bæredygtige og fair trade-kaffeproducenter, der er skræddersyet til et voksende internationalt marked.
Turisme er også en vigtig del af Nordamerikas økonomi, især for de små ønationer i det Caribiske Hav. Disse ønationer byder på uberørte tropiske miljøer. Deres flerfarvede koralrev er et af de bedste dykkerdestinationer i verden. Øernes historiske bånd til USA og Europa letter rejsearrangementer og sprogbarrierer. Øerne har omkring 20 millioner besøgende hvert år. I 2010 bidrog turismen med mere end 39 mia. dollars til regionens økonomi.
Nogle organisationer fremmer turisme, der er mere gavnlig for de lokale økonomier og økosystemer. Caribbean Alliance for Sustainable Tourism har f.eks. til formål at fremme en bæredygtig forvaltning af regionens naturressourcer. Bæredygtig turisme støtter udviklingen af lokale virksomheder i modsætning til globale selskaber som f.eks. internationale hotelkæder.

Den caribiske turistindustri er også ved at udvikle flere økoturismemuligheder for besøgende. Økoturisme tilskynder turisterne til at have en minimal indvirkning på det naturlige miljø. Økoturisme fremmer rejser til naturlige destinationer, som f.eks. koralrev, i stedet for udviklede destinationer som f.eks. kasinoer.
Nordamerikas multikulturelle historie er et andet definerende træk ved kontinentets menneskelige geografi. Indvandrere har søgt efter muligheder, især i USA og Canada, i hundredvis af år. Indvandrere fra Europa, Asien, Afrika og Sydamerika har bidraget til kontinentets udvikling. Indvandrere eller børn af indvandrere i Nordamerika er blevet videnskabelige, forretningsmæssige og kulturelle ledere.
Invandrernes stærke tilstedeværelse afspejles i nutidens etniske kvarterer: den cubanske “Little Havana” i Miami, Florida; den somaliske “Little Mogadishu” i Minneapolis, Minnesota; den koreanske “Koreatown” i Toronto, Ontario, Canada; og den nordafrikanske “Little Maghreb” i Montreal, Quebec, Canada, er blot nogle få eksempler. Mexico Citys “Barrio Chino” er en af de mindste Chinatowns i verden med en længde på kun to blokke. Alligevel tæller Barrio Chino 3.000 familier af kinesisk oprindelse inden for sine grænser.
Mange indvandrere er flygtninge. Ifølge FN er en flygtning en person, der opholder sig uden for det land, hvor vedkommende er statsborger, af frygt for at blive forfulgt. Flygtninge kan frygte økonomiske trængsler eller politisk eller socialt pres. Flygtninge kan også immigrere på grund af en naturkatastrofe.
Større flygtningepopulationer i Canada omfatter indbyggere, der flygter fra borgerkrig i Sri Lanka, politisk undertrykkelse i Pakistan og vold i Colombia. Blandt større flygtningepopulationer i USA kan nævnes indbyggere, der flygter fra fattigdom i Etiopien, politisk undertrykkelse i Vietnam og Cuba og jordskælv i Haiti.
Siden 2006 har Ottawa, Canada, været stedet for World Refugee Week, som præsenterer kunstnere, akademikere og aktivister fra hele verden for deres arbejde. Denne fejring af mangfoldighed afspejles i de mange etniske og kulturelle fester, der finder sted i hele Nordamerika.
Politisk geografi
Nordamerikas historie og udvikling er blevet formet af dets politiske geografi. Politisk geografi er de interne og eksterne relationer mellem de forskellige regeringer, borgere og territorier.
Historiske spørgsmål
Kontakten mellem de oprindelige folk i Nordamerika og de europæiske opdagelsesrejsende var det afgørende øjeblik for kontinentets politiske geografi. Den italienske opdagelsesrejsende Christopher Columbus’ første landing på caribisk jord i 1492 satte gang i andre europæeres rejser: De spanske opdagelsesrejsende Hernando De Soto og Ponce de Leon, den franske opdagelsesrejsende Jacques Cartier og de britiske opdagelsesrejsende Sebastian Cabot og Henry Hudson.
Disse opdagelsesrejsende inspirerede forskellige europæiske lande til at gøre krav på og kolonisere nordamerikansk jord. De europæiske kolonisatorer fandt forskellige måder at arbejde sammen med og imod Nordamerikas oprindelige samfund på.
Kolonisatorer i det nuværende USA skubbede de indfødte befolkninger mod vest. Gennem sygdom, krig og tvangsflytning blev mange indfødte samfund udryddet. De store indfødte territorier blev reduceret til isolerede reservater.
Kolonisatorer i det nuværende Canada oprettede et reservatssystem, der beskyttede mange indianske bosættelser, men isolerede dem fra udvikling. Ægteskab mellem europæere og indfødte skabte et fransk-indianersamfund, der i dag er kendt som metiserne.
I Mexico, Mellemamerika og Caribien blev de indfødte befolkninger mere fuldt ud integreret i de politiske og sociale systemer. Mestizere, folk af europæisk og indfødt afstamning, har i høj grad bidraget til den sociale struktur og kultur i Latinamerika.
Samarbejde og konflikter har haft en dramatisk indflydelse på forholdet mellem de nordamerikanske lande. USA og Canada har f.eks. den længste ikke-militariserede grænse i verden. Denne fredelige grænse afspejler et stabilt, samarbejdsorienteret forhold mellem de to lande.
Nordamerikas historie er imidlertid spækket med konflikter. Den mexicansk-amerikanske krig (1846-1848) resulterede i, at USA erhvervede 1.294.994 kvadratkilometer (500.000 kvadratmil) af mexicansk territorium, der strakte sig fra Rio Grande til Stillehavskysten.
Konflikter har også forårsaget spændinger blandt indbyggere i et enkelt land. Syvårskrigen (1756-1763) resulterede i, at alt fransk territorium øst for Mississippifloden blev afstået til Storbritannien. Dette ændrede Canadas politiske geografi dramatisk og skabte splittelse mellem franskcanadiere og borgere fra det britiske Commonwealth. Denne opdeling påvirker stadig den canadiske politik.
Nordamerikanske lande har også været udsat for borgerkrige. De borgerkrige, der fandt sted i Honduras, Nicaragua, Guatemala og El Salvador mellem 1970’erne og 1990’erne, dræbte titusinder af civile og fik mange andre til at immigrere til Mexico, USA og Canada. Regionen blev også et brændpunkt for udenrigspolitik og finansiel bistand. USA søgte f.eks. at beskytte sine økonomiske og politiske interesser ved at støtte forskellige militærregeringer og guerillagrupper.
Samtidige problemstillinger
I dag er Nordamerikas politiske geografi dybt påvirket af økonomiske og demografiske tendenser. To vigtige politikker – den nordamerikanske frihandelsaftale (NAFTA, underskrevet i 1994) og frihandelsaftalen mellem Den Dominikanske Republik og Mellemamerika (CAFTA-DR, underskrevet i 2004) – har påvirket handelen mellem landene på kontinentet. Aftalerne har især reduceret eller afskaffet told og toldsatser. En told er en form for afgift, der opkræves for varer, der købes uden for landet. En told er en anden form for skat, der opkræves på import og eksport.

Både politikker har afskaffet told på amerikansk og canadisk landbrugseksport, f.eks. majs, hvede og sojabønner. Aftalerne har også reduceret toldsatser på varer som kaffe, sukker, frugt og grøntsager. Disse varer er vigtige eksportvarer for resten af kontinentet.
Selv om aftalerne har lettet handelen mellem lande og regioner i Nordamerika, har de også skabt store politiske og økonomiske problemer. Import af majs til Mexico har forarmet mange mexicanske landmænd, som ikke kan konkurrere med de lavere amerikanske eller canadiske priser.
NAFTA menes også at have skubbet mange industrier ud af USA og over på de billigere arbejdsmarkeder i Mexico, Mellemamerika og Caribien. Virksomhederne finder det billigere at fremstille varer disse steder af mange årsager. Lønningerne er lavere, og der er færre sundheds- og sikkerhedsregler. Fordi der ofte er færre restriktioner på børnearbejde og færre muligheder for uddannelse, finder mange virksomheder mange flere arbejdere. Disse billigere arbejdsmarkeder mindsker styrken i den amerikanske fremstillingssektor.
Immigration er måske det mest følsomme aspekt af Nordamerikas politiske geografi. Det meste indvandring er drevet af fattigdom. Folk fra Nordamerikas underudviklede lande, som f.eks. Haiti, immigrerer ofte til kontinentets udviklede lande, som f.eks. USA.
Immigration kan være en lang og vanskelig proces. Den omfatter mere end blot den fysiske migration fra en nation til en anden. Regeringerne i begge lande skal være enige om migrationen. Indvandrere skal ofte lære et nyt sprog og en ny kultur, herunder måder at klæde sig på, spise og omgås hinanden på. Indvandrere, der ønsker at blive statsborgere, skal også tage undervisning for at bevise, at de er loyale over for deres nye land. Ofte må indvandrere være afhængige af held: I USA og Canada er det ofte lodtrækningssystemer, der afgør, hvilke indvandrere der lovligt kan migrere.
Som følge af disse vanskeligheder har mange fattige indvandrere fra Mexico, Caribien og Mellemamerika ulovligt slået sig ned i udviklede lande. Illegale indvandrere migrerer af de samme grunde som lovlige indvandrere – for at finde bedre økonomiske og politiske muligheder.
Kritikere af ulovlig indvandring siger, at disse indvandrere er mere tilbøjelige til at begå kriminalitet og bruge offentlige velfærdsprogrammer, som f.eks. dem, der hjælper med at betale for uddannelse og lægehjælp. Kritikerne siger, at disse indvandrere ikke bidrager til samfundet ved at betale skat, som finansierer disse offentlige programmer.
Fremtidige spørgsmål
Efter terrorangrebene den 11. september 2001 blev USA og hele Nordamerika mere optaget af sikkerhed. National sikkerhed på internationalt, regionalt og nationalt plan vil fortsat være et vigtigt spørgsmål. På internationalt plan fortsætter de udviklede lande i Nordamerika, især USA, med at forhandle om deres diplomatiske tilstedeværelse i verden, samtidig med at de beskytter sig mod terrorangreb i hjemlandet.
Drugssmugling er blevet mere udtalt regionalt set, især langs grænsen mellem Panama og Colombia og langs grænsen mellem USA og Mexico. Denne handel er blevet sat i forbindelse med den ekstreme vold, der i øjeblikket rammer det nordlige Mexico, hvilket har skadet de politiske forbindelser mellem Mexico og USA.
Et af de vigtigste aspekter af Nordamerikas politiske og økonomiske fremtid hviler i høj grad på dets bestræbelser på at minimere virkningerne af klimaændringerne.
Reguleringen eller reduktionen af kulstofemissioner er måske den vigtigste del af reduktionen af den globale opvarmning og minimeringen af virkningerne af klimaændringerne. Som en del af den internationale aftale fra 2009, der er kendt som Københavnsaftalen, indvilgede nogle nordamerikanske lande i at reducere emissionerne. USA, som er en af verdens største producenter af emissioner, indvilligede i at reducere drivhusgasemissionerne med 17 % i forhold til 2005-niveauet inden 2020. Costa Rica forpligtede sig til at være helt kulstofneutral i 2021.