Nok om “indre dæmoner” allerede!
Måske var det 1000. gang, jeg hørte den okkulte forklaring: “Det må have været deres indre dæmoner, der fik dem til at gøre det!”, at jeg følte den stærkeste trang til at skrige. At råbe op i en slags ideologisk protest. Hvorfor? Simpelthen fordi de egensindige tanker eller adfærd, som vi alle er tilbøjelige til at have – ikke kun over for andre, men også (åh, hvor ærgerligt) over for os selv – næsten altid kan forstås tilstrækkeligt uden at hentyde til sataniske kræfter, der snigende driver os indefra.
Og er forestillingen om, at “indre dæmoner” er ondskabsfulde eller ondskabsfulde, der konspirerer i vores hoveder og skaber uetisk ravage i os, virkelig anderledes end den tilsvarende ikke-psykologiske – og i det mindste kvasi-teologiske – påstand om, at “djævelen fik mig til at gøre det”?
Hvad enten det blot drejer sig om at tænke på at udføre en skandaløs eller skammelig handling eller faktisk at udføre den, kan det at bruge fabrikerede overnaturlige væsener til at forklare åbenlyst uacceptabel adfærd simpelthen ikke modstå en videnskabelig undersøgelse. Og det bringer dig også ud i en farlig moralsk og endda nihilistisk terræn. For det antyder, at du ikke er den egentlige agent for dine handlinger, at noget inden i dig, som dog på en eller anden måde er fremmed for dig, bærer ansvaret for dine forkastelige handlinger. Og selv om man ved at betragte sine ugerninger på denne måde helt sikkert kan få dig ud af den moralske krog, idet du uden videre fritages for enhver skyld eller skyld, medfører det også det budskab, at du ikke er ansvarlig for dine handlinger, og at du derfor heller ikke kan gøre noget ved dem.
Du er trods alt helt klart et offer her, og ofre kan pr. definition ikke gøre noget ved sig selv. Men, som jeg plejer at påpege over for mine terapiklienter, kan ordet “ansvarlig” opdeles i “respons” og “i stand til”. Så hvis du i det mindste potentielt set er “i stand” til at reagere negativt på provokationer, kan du med tiden lære at reagere positivt på dem også.
Hvis du oplever et stærkt ønske om at gøre noget virkelig fordærvet, kan det føles som om du er besat – som om dine instinkter eller impulser ikke længere er under din frivillige kontrol. Men hvis noget alvorligt truer med at overvælde din bedre dømmekraft og “overtage dig”, kan denne “besættelse” meget bedre vurderes som enten (1) det, som Freud omtalte som dit amoralske, nydelsesdrevne id, eller (2) dybtliggende vrede fra din fortid, der uventet – og overdrevet – stiger op til overfladen på grund af en umiddelbar, stærkt følt ærgrelse eller krænkelse.
Så hvis du er stramt “i grebet” af noget, er det i virkeligheden en recessiv del af dit eget væsen, der har omklamret dig, og det er sandsynligvis en del, der er så fremmed for den måde, du foretrækker at se dig selv på, at du næppe kan modstå fristelsen til at se den som ikke rigtig dig selv overhovedet. I så fald er det næsten uimodståeligt for dig at konkludere, at “der må være kommet noget ind i dig”. Men til tider er vi alle i stand til at lade os styre af ukontrollerbare drifter og ender derfor med at være (for at bruge endnu et velkendt udtryk) “vores egen værste fjende”. Men læg mærke til, at denne særlige talemåde tildeler de indre tanker og følelser – og de ydre handlinger – der besejrer os, en handlekraft. Kort sagt, den indre fjende er ikke en uklar, overnaturlig kraft: Det er os selv.
Så, for at være mere konkret, hvordan ser en sådan formodentlig “djævelsk” adfærd ud?
Det kunne være en fysisk eller (langt mere sandsynligt) verbal voldshandling, der er ekstremt sårende for en anden – som fornærmer ham eller får ham til at føle sig nedværdiget, dum, ydmyget eller værdiløs. Eller det kan være en voldelig adfærd, der begås mod ens eget selv – en alvorligt selvfornægtende refleksion eller endog (langt sjældnere) en selvskadende eller -ødelæggende handling. At skære sig selv, lægge sig ud foran en modkørende lastbil, hoppe ud fra en bro, sætte en pistol mod sit hoved osv. er alle eksempler på at blive overhalet af skadelige (men næppe “dæmoniske”) impulser. Meget stofmisbrug og afhængighed af alle slags passer også ind i dette mønster af negativitet, som kan udfolde sig enten som skadelig selvforkælelse eller skadelig selvafstraffelse. Og de stammer ligeledes ikke fra forbryderiske overjordiske kræfter, men fra et desperat behov for at undslippe en stressmættet tilværelse, en plagsom følelse af skyld, skam eller fortvivlelse eller en selvhadende følelse af værdiløshed.
I sidste ende er der i dag enighed blandt fagfolk inden for mental sundhed om, at kilden til de fleste – men bestemt ikke alle – såkaldt “onde” tanker og adfærd er forbundet med at vokse op i en alvorligt dysfunktionel familie. Det er karakteristisk nok en familie, hvor forældrene er meget kritiske og kun kan elske deres børn betinget (hvis overhovedet), baseret på præstationer – og nogle gange kun superlative præstationer. Resultatet er, at barnet kommer til at føle, at det ikke er godt nok, og alt for ofte at det ikke kan være godt nok, uanset hvad det gør, uanset hvad det gør. Da de får så mange af deres ønsker og behov ignoreret eller nægtet, kan de, selvforagtende nok, også opfatte sig selv som ufortjent.
Ladet med sådanne negative forældrebudskaber gennem deres afgørende formative år, er de typisk enten belastet med depressive, selvudslettende tanker om sig selv og/eller om det nyttesløse i deres bestræbelser. Eller også er de fulde af vrede og bitterhed og nærer derfor fjendtlige følelser, ikke kun over for deres omsorgspersoner, men over for mennesker generelt. Og – uanset om det er utilsigtet fra deres forældres side – har de gennem dem også lært ikke at stole på andre. Og, gennemsyret af selvtvivl og -had, heller ikke at stole på sig selv. Så når de kommer ind i ungdomsårene eller voksenlivet, sikrer en sådan sur og kynisk holdning næsten, at de passer dårligt ind i deres omgivelser, vandrer fra det ene frustrerende forhold til det andet og handler på måder, der gør både dem selv og andre ulykkelige.
Det kan også tilføjes, at i deres desperate behov for at få så meget accept og anerkendelse (hvis ikke kærlighed) fra deres forældre som muligt, har børn, der vokser op i sådanne depriverede, ikke-nærende familier, en tendens til vilkårligt at efterligne ikke blot de positive, men også de negative kvaliteter hos deres omsorgspersoner. (Som i: “Hvordan kan du være ligeglad med mig? Jeg er ligesom dig!”) Så hvis deres forældre f.eks. behandlede dem grusomt, kan de derved have lært at opføre sig grusomt over for andre (f.eks, vidne til så mange mobberes tilfælde).
Dertil kommer, at hvis deres omsorgspersoner var mangelfulde i deres evne til at elske dem (næsten helt sikkert fordi disse forældre ikke fik det under deres opvækst), vil de også være begrænsede i deres evne til at give og modtage (eller måske endda genkende) denne dybeste af følelsestilstande. Og tragisk nok kan kriminel eller destruktiv adfærd trives hos en person, som i barndommen kun kendte lidt eller intet til varme, omsorgsfulde tilknytningsbånd.
Sammenfattende kan næsten al adfærd, som vi betragter som så afskyelig, at den er “djævledrevet”, simpelthen repræsentere en ubevidst, fejlrettet indsats fra individets side for at gøre oprør eller hævne sig på deres oprindelige ikke-kærlige omsorgsgivere. De forskellige eksempler, som jeg har brugt, skulle rigeligt demonstrere, at grundlaget for de handlinger, der konventionelt beskrives som kommende fra vores “indre dæmoner”, slet ikke er overnaturlige: de er psykologiske.
Og for yderligere at understrege det, jeg antydede tidligere – problemet med et udtryk som “de må have været drevet af deres indre dæmoner” er, at det ikke rigtig fortæller os noget. Det begynder ikke at belyse de skjulte impulser eller motiver bag adfærd, der alvorligt skader ikke kun de mennesker, der udsættes for overgreb, men desværre også gerningsmændene selv.
Note 1: Hvis du fandt denne artikel interessant og tror, at andre, du kender, også vil gøre det, så overvej venligst at sende dem linket.
Note 2: En tidligere artikel af mig dækker det samme emne – men fra en helt anden synsvinkel. Her er dens titel og link: “Just How Dark Is Your Dark Side?”
Note 3: Hvis du vil se andre indlæg, som jeg har skrevet for Psychology Today online – om en bred vifte af psykologiske emner – så klik her.