Hovedbygningen er tegnet af den schweizisk-franske arkitekt Charles-Edouard Jeanneret-Gris (1887-1965), der i folkemunde er mere kendt som Le Corbusier. Den er det eneste repræsentative eksempel på hans arbejde i Fjernøsten; og New York Times’ anmeldelse af dens åbning antydede, at selve bygningen præsenterede en “kunstnerisk betydning og skønhed”, som rivaliserede med malerierne indeni. Den fleretagers bygning i armeret beton stod færdig i marts 1959 som et symbol på genoptagelsen af de diplomatiske forbindelser mellem Japan og Frankrig efter Anden Verdenskrig.

Historien om bestillingenRediger

Museet blev bygget for at huse den samling af værker, som industrimanden Matsukata Kojiro havde samlet mellem 1920 og 1923. Hans samling havde opholdt sig i England og Frankrig indtil efter Anden Verdenskrig, da den japanske regering bad Frankrig om at få den tilbage til Japan. Efter at Frankrig havde stillet krav om, at en fransk arkitekt skulle tegne det museum, der skulle huse samlingen, blev værkerne sendt tilbage til Japan. Le Corbusier blev valgt til denne opgave.

Le Corbusier tegnede en masterplan, der skulle omfatte området omkring museet. Selve designet udviklede sig til en bygning, der langt oversteg den oprindelige opgave, og biblioteket, en lille foredragssal og et rum til fornemme gæster måtte fjernes. Ikke desto mindre blev de fjernede elementer bevaret på planerne for at give vejledning til fremtidige udvidelser.

Japansk bidragRediger

Le Corbusier bad sine tre japanske lærlinge om at: Kunio Maekawa, Junzo Sakakura og Takamasa Yoshizaka skulle være ansvarlige for at udvikle detailtegningerne og føre tilsyn med byggeriet.

BygningBearbejd

Museet er kvadratisk i sin grundplan med hovedparten af gallerierne hævet på pilotier til første sal. Layoutet er påvirket af Le Corbusiers Sanskar Kendra-museum i Ahmedabad, som blev designet på samme tid.

Indgangen for besøgende er i stueetagen via hallen fra det 19. århundrede. Dette dobbelthøje rum er belyst ovenfra med et nordligt glaseret pyramideformet ovenlysvindue, der gennemskæres af bjælker og en søjle af armeret beton. På den modsatte side af hallen fra indgangen går man op til malerigalleriet via en promenaderampe, som giver bedre udsigt til Rodins skulpturer. Malerigalleriet omslutter 1800-tals hallen, og loftet er oprindeligt lavt, men er hævet til to etager rundt omkring for at vise malerierne. Der er også balkoner på dette niveau, som skubber sig tilbage ind i 19th Century Hall for at give den besøgende en ny orientering. Le Corbusier har designet maleriernes galleri til at blive oplyst af naturligt dagslys via fire belysningsrør, men disse er ikke længere i brug, og gallerierne er nu kunstigt oplyst.

Udvendigt er bygningen beklædt med præfabrikerede betonpaneler, der sidder på U-formede rammer, som støttes af den indre væg. Bygningen er generelt opført i armeret beton, og søjlerne har en glat betonfinish.

Efter mere end to års opførelse åbnede bygningen den 10. juni 1959.

ModulorRediger

I alle elementer i bygningen er Le Corbusiers Modulor blevet anvendt:

“Moduloren, som Le Corbusier udviklede efter mange års forskning, er som en musikalsk skala, der giver orden til uendelig mange mulige musikalske tonehøjder. Med udgangspunkt i menneskekroppens størrelse og proportioner er det et middel til at tilpasse arkitekturen til den menneskelige ånd, til at ordne de uendelige mængder af mulige proportioner på en sådan måde, at de tilpasser sig den menneskelige form. I det nye Museum of Western Art er modulor-systemet blevet observeret i alt fra de strukturelle elementer til de arkitektoniske detaljer og indretningen.”

– Tadayoshi, Fujiki, august 1959 “The Modular in the National Museum of Western Art” Japan Architect, p. 48

Yderligere arbejder til bygningenRediger

Museet er blevet udvidet gennem årene: Sakakura Associates tegnede en foredragssal og en kontorbygning i 1964 og et billetkontor i 1984. Mens Maekawa Associates tilføjede et nyt anneks i 1979, og i 1998 installerede Yokoyama Engineering og Shimizu Construction i samarbejde med byggeministeriet jordskælvssikre fundamenter til museet.

AnerkendelseRediger

I 1998 blev bygningens betydning understreget, da den blev medtaget i det tidligere byggeministeriums undersøgelse – som en af de hundrede udvalgte offentlige bygninger (Kokyo Kenchiku 100 Sen), der er fremragende og “veletablerede i lokalsamfundet”.”

I 2005 blev museet af den internationale organisation DOCOMOMOMO anerkendt som en af Japans hundrede bedste modernistiske bygninger.

Verdensarv

I 2007 blev bygningen af Japan registreret på en foreløbig UNESCO-liste over kandidater til verdensarvskulturarv som en vigtig kulturel ejendom efter anmodning fra den franske regering.

I juli 2016 optog UNESCO 17 værker af Le Corbusier på listen over verdensarv, herunder bygningen National Museum of Western Art fra 1959.