Monetær union
Monetær union, aftale mellem to eller flere stater om oprettelse af et fælles valutaområde. En monetær union indebærer en uigenkaldelig fastsættelse af valutakurserne for de nationale valutaer, der eksisterede før dannelsen af en monetær union. Historisk set er monetære unioner blevet dannet på baggrund af både økonomiske og politiske overvejelser. En monetær union ledsages af indførelse af en fælles pengepolitik og oprettelse af en fælles centralbank eller ved at gøre de allerede eksisterende nationale centralbanker til integrerende enheder i et fælles centralbanksystem. En monetær union indebærer normalt, at der indføres fælles pengesedler og mønter. Denne funktion kan dog opdeles mellem de deltagende stater. Enten kan de få ret til at udstede mønter eller pengesedler på vegne af det fælles centralbanksystem, eller også bliver de respektive nationale valutaer denomineringer af en usynlig fælles valuta.
Det mest fremtrædende eksempel på en monetær union ved begyndelsen af det 21. århundrede var oprettelsen af en fælles valuta mellem de fleste lande i Den Europæiske Union (EU) – euroen. Dette eksempel viser samspillet mellem økonomiske og politiske faktorer i forbindelse med oprettelsen af en monetær union. Ud fra et økonomisk synspunkt er en monetær union med til at reducere transaktionsomkostningerne på et stadig mere integreret regionalt marked. Den bidrager også til at øge prisgennemskueligheden og dermed til at øge den interregionale konkurrence og markedseffektiviteten. Desuden blev en monetær union anset for at være et væsentligt skridt i retning af yderligere politisk integration af EU.
En monetær union kan have negative virkninger for de deltagende økonomier. I forbindelse med euroen rejste nogle økonomer tvivl om, hvorvidt EU kunne betragtes som et “optimalt valutaområde”. Økonomisk mangfoldighed og ufleksibilitet på arbejdsmarkederne blev anset for at være de største hindringer for, at EU-medlemsstaterne fuldt ud kunne udnytte fordelene ved den monetære union. Monetær integration blev anset for at gøre nogle økonomier særligt sårbare over for asymmetriske (eksterne) chok, da de nationale beslutningstagere ikke længere havde kontrol over de nominelle rentesatser. (Se også eurozonens gældskrise.)
Som følge heraf udgør oprettelsen af en monetær union en udfordring på både nationalt og overnationalt plan. Det rejser spørgsmålet om den institutionelle udformning af en fælles pengepolitik og nødvendigheden af en samtidig integration af de makroøkonomiske politikker. Da disse spørgsmål berører centrale aspekter af den nationale suverænitet, forbindes monetære unioner undertiden med overgangen fra et statsforbund til et føderalt system. Som eksemplet med Den Europæiske Økonomiske og Monetære Union viser, kan en centraliseret pengepolitik imidlertid være forenelig med en decentraliseret ramme for den økonomiske politik. Inden for disse rammer er de nationale regeringer fortsat eneansvarlige for den økonomiske politik, men de er forpligtet til at koordinere politikken. De skal også overholde et sæt fælles regler for gennemførelsen af deres finanspolitik. Dette omfatter navnlig reglen om at undgå uforholdsmæssigt store offentlige underskud.