Mizraim (hebraisk: מִצְרַיִם / מִצְרָיִם, moderne Mitzráyim Tiberisk Miṣrāyim / Miṣráyim \ ; jf. Arabisk مصر, Miṣr) er det hebraiske og aramæiske navn for landet Egypten, med det dobbelte suffiks -āyim, der måske henviser til de “to Ægypten”: Øvre Egypten og Nedre Egypten. Mizraim er den dobbelte form af matzor, der betyder en “høj” eller “fæstning”, navnet på et folk, der nedstammer fra Ham. Det var det navn, som hebræerne generelt gav landet Egypten og dets folk.

Neo-Babyloniske tekster bruger betegnelsen Mizraim for Egypten. Navnet var f.eks. indskrevet på Ishtarporten i Babylon. Ugaritiske indskrifter omtaler Egypten som Mṣrm, i Amarna-tabletterne fra det 14. århundrede f.Kr. kaldes det Misri, og assyriske optegnelser kalder Egypten Mu-ṣur. Det klassiske arabiske ord for Egypten er Miṣr / Miṣru, det navn, der henviser til Egypten i Koranen, selv om ordet udtales som Maṣr på egyptisk dagligdagsarabisk. Nogle gamle egyptiske inskriptioner fra farao Amenhotep IV’s tid henviser til Egypten som Masara og til egyptere som Masrawi.

I henhold til 1. Mosebog 10 var Mizraim, søn af Ham, yngre bror til Kush og ældre bror til Phut og Kanaan, hvis familier tilsammen udgjorde den Hamitiske gren af Noas efterkommere. Mizraims sønner var Ludim, Anamim, Lehabim, Naphtuhim, Pathrusim, Casluhim (af hvem Philistim kom) og Caphtorim.

I henhold til Eusebius’ Chronicon havde Manetho foreslået, at den store oldtidsalder, som de senere egyptere pralede af, faktisk var gået forud for syndfloden, og at de i virkeligheden nedstammede fra Mizraim, der bosatte sig der på ny. En lignende historie fortælles af middelalderlige islamiske historikere, såsom Sibt ibn al-Jawzi, egypteren Ibn ‘Abd al-Hakam og perserne al-Tabari og Muhammad Khwandamir, der hævder, at pyramiderne osv. var blevet bygget af de onde racer før syndfloden, men at Noas efterkommer Mizraim (Masar eller Mesr) fik til opgave at genbesætte området bagefter. De islamiske beretninger gør også Masar til søn af en Bansar eller Beisar og sønnesøn af Ham, snarere end en direkte søn af Ham, og tilføjer, at han levede til 700 års alderen. Nogle forskere mener, at det er sandsynligt, at Mizraim er en dobbeltform af ordet Misr, der betyder “land”, og blev oversat bogstaveligt til oldegyptisk som Ta-Wy (de to lande) af de tidlige faraoer i Theben, som senere grundlagde Mellemste Rige.

Men ifølge George Syncellus identificerede Sothis-bogen, der tilskrives Manetho, Mizraim med den legendariske første farao Menes, som siges at have forenet Det Gamle Rige og bygget Memphis. Mizraim synes også at svare til Misor, der i den fønikiske mytologi siges at have været far til Taautus, som fik Egypten, og senere lærde bemærkede, at dette også minder om Menes, hvis søn eller efterfølger siges at være Athothis.

Forfatteren David Rohl har imidlertid foreslået en anden fortolkning:

Mellem Meskiagkashers (sumerisk hersker) tilhængere var hans yngre ‘bror’ – i sin egen ret en stærk og karismatisk leder af mennesker. Han er leder af falke-stammen – efterkommere af Horus den ‘fjerntstående’ Horus. Bibelen kalder denne nye Horus-konge for “Mizraim”, men dette navn er i virkeligheden ikke andet end et epitet. Det betyder ‘Asr’s tilhænger’ eller ‘Asar’ (egyptisk arabisk m-asr med den egyptiske præposition m ‘fra’). Mizraim er blot m-Izra med den majestætiske flertalsendelse “im”. På samme måde kaldte det andet store semitisk-talende folk – assyrerne – faraonernes land for ‘Musri’ (m-Usri).