Kemiske kampmidler (CWA’er) defineres som ethvert kemisk stof, hvis giftige egenskaber anvendes til at dræbe, skade eller uskadeliggøre en fjende i krigsførelse og tilknyttede militære operationer. Kemiske stoffer har været anvendt i krig siden tidernes morgen, men deres anvendelse nåede et højdepunkt under Første Verdenskrig. Under Anden Verdenskrig var det kun tyskerne, der anvendte dem i de berygtede gaskamre. Siden da er de med mellemrum blevet brugt både i krig og i terrorhandlinger. Mange lande har lagre af disse stoffer. Der har været en lovgivningsmæssig indsats på verdensplan for at forbyde brugen af kemiske kampmidler i henhold til konventionen om kemiske våben, som trådte i kraft i 1997. Fremstillingen af disse stoffer kan dog ikke helt forbydes, da nogle af dem kan anvendes industrielt. På trods af de afhjælpende foranstaltninger, der er truffet indtil nu, og den verdensomspændende fordømmelse er det desuden stadig et stærkt våben at regne med, fordi det er let at fremstille disse stoffer, og fordi de er effektive i kamp eller under mindre terroraktioner. Disse stoffer klassificeres efter deres toksicitetsmekanisme hos mennesker i blæregifte, nervegift, kvælningsmidler, kvælningsmidler, kvælningsmidler og uarbejdsdygtige/adfærdsændrende stoffer. Nogle af disse stoffer kan være lige så ødelæggende som en atombombe. Ud over de umiddelbare skader, som kemiske agenser forårsager, er nogle af dem forbundet med langtidssygdom og psykologiske problemer. I denne gennemgang vil vi kort diskutere den historiske baggrund, egenskaber, fremstillingsteknikker og industriel anvendelse, toksicitetsmekanisme, kliniske træk ved eksponering og farmakologisk behandling af tilskadekomne forårsaget af kemiske agenser.