Globalisering, nationalisme og forholdet mellem dem har været genstand for debat blandt forskere inden for internationale relationer. Begge begreber har en vigtig position i vores moderne verden. Deres betydning ligger i skabelsen af moderne samfund og nationalstater og i deres rolle i en verden, hvor den gensidige afhængighed er blevet større. Nationalismen har faktisk haft meget svært ved at overleve i denne verden, og nogle vil hævde, at den er blevet mindre vigtig. Andre vil imidlertid sige, at nationalismen nyder godt af globaliseringen og er blevet vigtigere end nogensinde før. For at undersøge globaliseringens indvirkning på nationalismen og for at behandle deres forhold vil dette essay derfor se på begreberne globalisering og nationalisme, hvordan begge begreber kommer til at interagere med hinanden, og hvad de vigtigste aspekter er af dette samspil.

Globalisering defineres som eliminering af barrierer for handel, kommunikation og kulturel udveksling. Verden i dag er blevet meget anderledes end den var tidligere på grund af globaliseringen. Med fremskridt inden for teknologi og kommunikation bliver verden deterritorialiseret (Robertson, 1996), de geografiske begrænsninger skrumper ind, og verden bliver mere singulær og forenet (Waters, 2011). Når man taler om den positive eller negative effekt af globaliseringen, ser nogle den som en magt, der ødelægger arven og kulturen hos forskellige etniske grupper rundt om i verden. For dem er globaliseringen et mareridt, der sker i nutiden og vil fortsætte i generationer. Nogle virkninger af globaliseringen kan f.eks. ses ved at bære Adidas-tøj, lytte til iPods, se vestlige tv-serier, spise McDonalds, drikke Starbucks eller Coca Cola og endda tale et sprog, der indeholder amerikaniseret engelsk slang (Godfrey, 2008). Dette illustrerer Vestens kulturelle dominans over resten af verden. Kulturel imperialisme er et af Vestens dominerende ansigter. Efterhånden som teknologi og videnskab udviklede sig i Vesten, begyndte andre regioner i verden at låne denne teknologi, og dermed blev de ideer og værdier, der stammer fra Vesten, til standarder for hele verden. Med Peter Evans’ ord: “Produkter og idéer, der er udviklet i rige lande, former værdien og idéerne hos borgerne i fattige lande” (Evans, 1971, 638)

Denne dominans har fået nogle nationale grupper til at kæmpe imod globaliseringen og det onde, som de mener, at den indfører (Godfrey, 2008). Globalisering som begreb henviser til “komprimeringen af verden og intensiveringen af bevidstheden om verden som helhed … både den konkrete globale indbyrdes afhængighed og bevidstheden om den globale helhed i det 20. århundrede” (Robertson, 1992. S.8). Dette citat viser, hvordan verden er blevet et enkelt sted, der er forbundet på den ene eller den anden måde. Ifølge Giddens “identificeres globalisering som en intensivering af verdensomspændende sociale relationer, der forbinder fjerne lokaliteter på en sådan måde, at lokale hændelser formes af begivenheder, der finder sted mange kilometer væk og omvendt.” (Giddens, 1990). Derfor er alting forbundet med hinanden på en sådan måde, at det er svært ikke at være en del af det.

Selv om globalisering ikke er et nyt fænomen, har den seneste globalisering medført nogle reelle ændringer i forhold til omfang, hastighed og erkendelse. Med hensyn til omfanget er antallet af økonomiske, politiske og sociale forbindelser mellem samfundene blevet større. Med hensyn til hastighed indebærer globaliseringen en komprimering af tid og rum. Hvad angår kognition, er der en øget opfattelse af kloden som et mindre sted (Kinnvall: 2002 citeret i Kinnvall: 2004). Forandringer i verden har således forandret sociale, økonomiske og politiske relationer til hurtigere og mere intensive processer, der genererer transkontinentale eller interregionale strømme og aktivitetsnetværk (Held og McGrew: 2003:16).

Tegnet “nationalisme” henviser til de følelser af tilknytning til hinanden, som medlemmer af en nation har, og til en følelse af stolthed, som en nation har over sig selv (Kacowicz: 1998). Nationalisme er i sig selv en international ideologi, som kan bruges til at fremme og forsvare en bestemt kultur og levevis (Godfrey, 2008). Et eksempel på nationalisme er, når en person flytter ud af sit hjemland, men stadig hepper på sit hjemlands sportshold og fortsætter med at holde sig ajour med de lokale nyheder. Nationalisme er grundlaget for det moderne samfund og social solidaritet; den bruges også af politikere til at fremme national enhed og patriotisme. Med Westfalske Traktat i 1648 blev nationalstaten etableret, og medlemskabet af denne stat blev den identitet, som er grundlaget for det moderne samfund. Nationalisme proklameres som målet for stater, der søger at fremme deres interesser i fred eller krig, for at galvanisere den offentlige mening til støtte for deres mål.

Som Riggs siger: “Folk bliver kun i stand til at udøve suverænitet, når de nyder en vis følelse af solidaritet baseret på fælles værdier og skikke. Denne solidaritet er reificeret i begrebet nation.” (Riggs, 2002). Nationalismen har bidraget til de store krige i det 21. århundrede, f.eks. gennem grænsestridigheder, der opstår som følge af opdelingen af etniske grupper ved territoriale grænser . Nationalisme har således en lang historie, selv før globaliseringen, og det har altid været noget, som folk kæmper for.

En variant af nationalisme, den økonomiske nationalisme, skader på mange måder de stater, der praktiserer den. En af de vigtigste manifestationer af økonomisk nationalisme er protektionisme, som er dyrt for den globale økonomi i almindelighed (Campe, 2008). Efterhånden som verden bliver indbyrdes afhængig, er en stats skæbne forbundet og knyttet til en anden stats skæbne. Dette er på mange måder det grundlæggende træk ved globaliseringen; derfor vil en stat, der ønsker at kappe alle bånd til andre stater, komme til at sakke bagud.

Når det kommer til forholdet mellem globalisering og nationalisme, kan det siges, at der har været tre hovedargumenter, der omhandler dette forhold. Det første argument siger, at globaliseringen har mindsket nationalismen, gennem øget indbyrdes afhængighed og svækkelse af de nationale barrierer mellem landene. Desuden gør komprimeringen af tid og rum det muligt for folk at interagere hurtigere, således at nationale forskelle er forsvundet eller i det mindste er blevet mindre vigtige og mærkbare. Det andet argument går ud på, at globalisering og nationalisme har et blandet forhold, hvor det ene fører til det andet og det ene fremmer det andet. Dette argument understreger, at nationalstatssystemet blev etableret før globaliseringen, og at hver enkelt stat har bidraget til fremkomsten af et globalt system. Under globaliseringen fungerer nationalstaten imidlertid stadig og fremmer det globale system. Det tredje argument siger, at globaliseringen har øget de nationalistiske følelser. Dette essay vil undersøge alle disse tre argumenter og på baggrund af beviserne konkludere med et klart svar på spørgsmålet i titlen, der favoriserer et af de ovennævnte argumenter.

I det første argument, hvor globaliseringen synes at mindske nationalismen, hævder John Kusumi, at “Globalisering er nationalismens antitese, da den antyder, at der ikke er nogen grænser, blot én klode” (Godfrey, 2008). Betydningen af nationalisme mindskes, da “vi lever i en verden, der på samme tid skrumper og udvider sig, vokser tættere og længere fra hinanden, nationale grænser er i stigende grad irrelevante”. (Attale: 1991, citeret i Lerche: 1998). Med globaliseringen har nationalismen således mistet sin magt til at holde folk fra en nation sammen og trække en rød tråd mellem forskellige nationaliteter.

Dertil kommer, at Hobsbawm hævder, at nationalismens højdepunkt er passeret, og at dens styrke, magt og relevans ikke er den samme som i det 19. århundrede. Før i tiden var der klare nationale grænser, en stærk traditionel og national følelse blandt folk i en nation og færre muligheder for at komme i kontakt med andre. Men i vores nuværende verden er alting blevet hurtigt og integreret i en sådan grad, at man ikke kan identificere folk og deres nationalitet. Den øgede kontakt mellem mennesker som følge af integrationen af verdenssamfundene er ofte forbundet med flere stereotyper og had til andre og øgede konflikter (Butt, 2012). I takt med at flere mennesker af forskellige nationaliteter mødes og interagerer, vil der opstå flere tvister. I multikulturelle uddannelsesprogrammer er der f.eks. en løbende kamp om præsentationen af identitetskrav. Ifølge Giddens 1991 “lever man med en kalkulerende holdning til de åbne handlemuligheder, positive og negative, som vi som individer og globalt set kontinuerligt konfronteres med i vores nutidige sociale eksistens” (Robertson, 1996). Et sådant samspil kan ses som en effekt af globaliseringen på nationalismen, hvor man ikke kan leve med andre.

På det kulturelle plan er verden gået fra nationale kulturer til blandede kulturer på tværs af kloden, hvilket har resulteret i en homogeniseret global kultur snarere end nationalisme. De TNC’er, som handler globalt, spiller en rolle i etableringen af det globale marked, hvilket gør en stats skæbne afhængig af andre staters økonomiske skæbne. Udviklingen af et globalt fællesskab gennem indbyrdes afhængighed, nye teknologier og endda medieproduktioner udfordrer den nationalistiske tankegang. Globaliseringen “besidder således mange trusler mod nationalismen fra deltagelse i internationale organisationer, tab af dele af staternes suverænitet, til avancerede teknologier og nem mobilitet for mennesker rundt om i verden.” (Campe, 2008)

Et andet problem er, at indvandringen har et janusansigt, hvor det ene ansigt understøtter argumentet om den aftagende nationalisme, mens det andet ansigt understøtter den stigende nationalitetsfølelse. Det første ansigt er, at globaliseringen gennem den stigende indvandring introducerer risici og sikkerhedsmæssige udfordringer for nationalismen (Natalie, 2010). Ud fra et kulturelt og traditionelt synspunkt vil flere mennesker, når de immigrerer til et andet land, påvirke den sociale struktur og dermed ændre det pågældende lands demografi, hvilket resulterer i en faldende nationalitetsfølelse. Det andet ansigt er beskrevet af Godfrey: “Migration af mennesker fra den 3. verden til de vestlige nationer er et resultat af globaliseringen, som resulterede i race- og kulturspændinger i mange dele af Europa og Amerika (Godfrey, 2008). Derfor har sådanne forandringer og udfordringer påvirket

Den beskyttende ramme af det lille samfund og af traditioner, der erstatter disse med mange større upersonlige organisationer. Individet føler sig berøvet og alene i en verden, hvor han eller hun mangler den psykologiske støtte og den følelse af sikkerhed, som mere traditionelle rammer giver” (Giddens: 1991 citeret i Kinnvall: 2004).

Det andet argument er, at globalisering og nationalisme har et blandet forhold, hvor det ene har ført til det andet, og det ene fremmer det andet. Nogle ser globaliseringen som et resultat af nationalisme, fordi hver nation har deltaget og giver noget til kloden i en vellykket kollektiv handling (ukendt, Nationalisme og globalisering, 2009). Dette tyder på, at hver selvstændig nation på den ene eller anden måde har været med til at skabe kloden, som den er nu. Dette kunne være sket gennem samspillet i samhandelen i gamle dage. Uden eksistensen af nationalisme ville globaliseringen således ikke finde sted.

Dertil kommer, at globaliseringen har fremmet nationalismen, som i tilfældet med den vestlige samfundsvidenskab, hvor den bliver en kulturel ressource i forskellige globale regioner. For eksempel var Durkheims arbejde om temaet civilreligion indflydelsesrigt i forbindelse med oprettelsen af den nye tyrkiske republik i 1920 (Robertson, 1996). Dette viser, at det, der er sket eller blevet skabt i en bestemt region eller et bestemt land, har påvirket andre regioner eller lande på en positiv måde. hvilket uddybede følelsen af nationalisme. Lad os ikke glemme det faktum, at nationalismen først blev etableret i Europa i Westphalia-traktaten fra 1648 (Vensatd, 2012). Derfor kan både globalisering og nationalisme leve sammen i harmoni og drage fordel af hinanden. Ifølge Natalie “er deres sameksistens ikke en kamp, hvor kun den ene er bestemt til at gå ud som vinder og den anden som taber; det er snarere en gensidigt fordelagtig sameksistens af to kompatible tendenser” (Natalie, 2010). Nogle eksempler på dette forhold kan ses i Georgien, hvor nationalistiske kræfter har søgt større globalisering gennem integration i den euro-atlantiske struktur og tiltrækning af udenlandske direkte investeringer. Desuden har eliterne i de østeuropæiske lande også formuleret deres tiltrædelseskampagner til den euro-atlantiske struktur i form af opfyldelse af nationale forhåbninger, herunder at opnå accept, anerkendelse og sikkerhedsgarantier. Dette indebærer, at nationalisme har fungeret som “en doktrin, der fastlægger de grundlæggende spilleregler for enhver bevægelse, der søger at opnå eller bevare politisk magt” (Benner, 2001). I denne henseende tjener kulturpolitikken magtpolitikken, og derfor kan nationalisme og globalisering eksistere sammen og gør det også. (Natalie, 2010)

Det tredje argument siger, at globaliseringen har øget følelsen af nationalisme på en sådan måde, at der er opstået national ekstremisme. Ifølge Douglas Kellner,

Inde fra slutningen af 1980’erne og frem til i dag har der været en genopblussen af nationalisme, traditionalisme og religiøs fundamentalisme sideløbende med tendenserne til voksende globalisering. eksplosionen af regionale, kulturelle og religiøse forskelle i det tidligere Sovjetunionen og Jugoslavien samt eksplosive stamme-konflikter i Afrika og andre steder tyder på, at globaliseringen og homogeniseringen ikke var så dybtgående, som dens fortalere håbede og kritikere frygtede. Kultur er således blevet en ny kilde til konflikt og en vigtig dimension i kampen mellem det globale og det lokale. (Godfrey, 2008)

Fra citatet kan vi se, at nationalisme i globaliseringens tidsalder er et svar på økonomiske og politiske problemer. Da globaliseringen er en ekstern kraft, der presser på lokaliteterne, hvilket resulterer i en faldende nationalfølelse, har lokaliteterne reageret meget stærkt på dette pres ved at antage en stærkere nationalfølelse. Ifølge Giddens: “The revival of local nationalism and an accentuating of local identities are directly bound up with globalizing influences to which they stand in opposition to” (Giddens: 1994 quoted in Natalie: 2010).

Mere kommunikation og interaktioner fører til en større bevidsthed om ens identitet og kulturelle forskelle, hvilket fører til en øget projektion af etniske, kulturelle og nationale forskelle, hvilket fører til flere konflikter. Som eksempel kan nævnes, at nogle nationale bander og grupper er dannet af studerende på nogle europæiske universiteter (Bloom: 1993 citeret i Butt: 2012). Trykpressen har også en massiv effekt, da den gør det muligt for folk at udtrykke deres kultur og nationalitet over for andre, hvilket gør det muligt for andre at se langt ud over deres samfund og grænser. Desuden har den øgede migration ført til en stigning i højrefløjspartier som i Europa og Storbritannien (Butt: 2012). Alt dette viser én vigtig kendsgerning, nemlig stigningen af nationalisme som et svar på globaliseringen. Normalt drives den radikale højrenationalisme af partiorganisation snarere end af massebevægelser, og den indebærer mere end racisme og neofascistisk ideologi: det er en politisk ideologi og kulturel autoritarisme (Delanty og O’Mahony, 2002, s. 148).

I vores globale verden er det allerede blevet et tabu i mange henseender at være stolt af sin arv, kultur og nationalitet (Godfrey, 2008). Globaliseringen øger bevidstheden om social heterogenitet, fordi demokratiet giver folk mulighed for at deltage, og ytringsfriheden er garanteret, så grupper, hvis identitet er baseret på race, etnicitet, religion, sprog, er blevet mere og mere højlydte og har brugt de globale medier til at gøre deres utilfredshed kendt. Efter den kolde krig, da staten blev svækket af globaliseringen, var mindretal i stand til mere effektivt at hævde deres identitet som reaktion på hegemoniske kulturelle kræfter. Derfor mener de fleste forskere, at nationalismen kun vil blive intensiveret, efterhånden som staten står over for den voksende udfordring, som globaliseringen udgør. Det vil sige, at når staten er svag, bliver nationalfølelsen stærkere (Hobsbawm, 1992).

Eviden viser, at i de tidligere sovjetrepublikker blev den nye nationalisme født ud fra usikkerhed og søgen efter etnisk renhed. På grund af globaliseringen mobiliserer minoriteter i mange lande sig for at kræve retfærdighed og respekt, og de etablerede samfund modsætter sig ofte disse krav (Riggs, 2012). Sovjetunionen er brudt sammen, og mange nationaliteter og mindretal var under Sovjetunionens beskyttelse eller undertrykkelse; disse mindretal ånder frihed efter sammenbruddet, og derfor kræver de deres ret til at bestemme over sig selv på baggrund af deres identitet og nationalitet. Ifølge Delanty og O’Mahony: “Nationalist identity claims as a basis for mobilisering. National mobilisering trives på usikkerhed og usikkerhed, da kategorier af gruppetilhørsforhold bliver skærpet i kampens hede.” (Delanty og O’Mahony, 2002, S.144) Dette har ført til flere konflikter, da nye nationaliteter blev født: “Nationale kulturer har skabt konfrontationer mellem serbere, muslimer og kroater, armeniere og aserbajdsjanere.” (Godfrey, 2008). Så som et svar på en svag stat, der ikke længere er en promotor og beskytter af indenlandske interesser, men snarere en samarbejdspartner med eksterne kræfter, har minoriteterne rejst deres nationale stemme (Scholte: 1997 citeret i Lerche: 1998).

I globaliseringen er de magtfulde lande dem, der kan have en massiv effekt på resten af kloden. Derfor vil “Vestens bestræbelser på at fremme sine værdier som demokrati og liberalisme som universelle værdier for at bevare sin militære overlegenhed og fremme sine økonomiske interesser kun afføde modreaktioner fra andre civilisationer” (Huntington: 1993 citeret i Lerche: 1998). Igen ser vi her en reaktion fra andre nationaliteter og andre civilisationer, der føler sig underlegne eller mindre magtfulde i globaliseringens tidsalder på grund af den sociale, økonomiske og politiske status over for Vesten.

Ifølge Fuller (1995),

Systemer for international markedsføring og kommunikation skaber motorveje for masseimport af udenlandsk kulturelt materiale, mad, narkotika, tøj, musik, film, bøger, tv-programmer, med det deraf følgende tab af kontrol over samfundene. Sådanne kulturelle bekymringer er et velkomment brændstof for mere radikale politiske grupper, der kræver kulturel autenticitet, bevarelse af traditionelle og religiøse værdier og afvisning af de fremmede kulturelle antigener (Fuller: 1995 citeret i Lerche: 1998).

Forfatteren er her klar i sin påpegning af, hvordan det globale system er udformet på en måde, der gør det muligt for andre at reagere. Så i stedet for en udvidelse af den vestlige kulturelle dominans “er vi vidne til et omstridt og decideret møde mellem globale kulturstrømme og nedarvede lokale identiteter” (Waters: 1995 citeret i Lerche: 1998). På den anden side har Giddens også udtalt, at “globaliseringsprocessen har en transformativ og ujævn effekt på alle dele af det globale system. Dette tyder på, at globaliseringen ikke blot er en envejsproces, der overfører den vestlige civilisation til resten af verden. Erfaringerne har tværtimod vist det stik modsatte.” (Giddens, 1992) I stedet for at ødelægge lokale kulturer har globaliseringen således en tendens til at fremme reaktioner gennem fremkomsten af lokaliteter og nationalistiske bevægelser rundt om i verden.

I lyset af dette argument vil en person som Smith 1998 hævde, at nationalismen er stærkere end globaliseringen, og at den derfor ikke kan mindskes eller gøres mindre vigtig. Han udtalte, at “nationer har dybe rødder, og de er baseret på før-politiske, kulturelle og etniske identiteter, og deres sociale og moralske betydning opretholder deres magt og forklarer deres modstand”. (Smith: 1991 citeret i Natalie: 2010). Han tilføjede, at globaliseringen ikke betyder nationalismens endeligt. En kosmopolitisk kultur, der eksisterer i dag, har ikke evnen til at drive folk som nationalisme; dog er verden vidne til en stigning af ekstrem nationalisme (Smith, A. 1998)

I denne opfattelse fremstår nationalisme som en kulturel doktrin, der søger at bevare og fremme en nations identitet, kultur og autonomi. Smith (1991) støtter dette synspunkt såvel som Tamer (1993), når hun siger, at: “Nationale bevægelser er motiveret af et ønske om at sikre eksistensen og blomstringen af et bestemt samfund for at bevare dets kultur, tradition og sprog”. (Natalie, 2010, s. 170) pointen her er, at nationalisme som et svar på globaliseringen er opstået som en kulturel beskytter, der ønsker at bringe samfund tilbage til deres traditioner og værdier. Ifølge Beyer,

Som reaktion på den moderne udvikling kan religiøse og nationalistiske ledere tale om moralsk eller etisk forfald ved at pege på det moderne samfunds mangel på moral, tab af etiske værdier og øget korruption. Derfor er løsningen at vende tilbage til traditionelle værdier og religiøse normer (Beyer: 1994 citeret i Kinnvall: 2004).

Nu, efter at have behandlet det sidste argument, der hævder, at nationalismens fremvækst er et svar på globaliseringen, ligger der i dette argument en fremvækst af fundamentalisme. Fundamentalisme som begreb henviser til de grupper, der ikke kun modsætter sig globaliseringen, men også klodens struktur som helhed. Ifølge Robertson: “Modstand mod den moderne globalisering, f.eks. den radikale side af den generelle islamiske bevægelse, ville blive betragtet som modstand ikke blot mod det homogeniserede system, men mod opfattelsen af verden som en række kulturelt ligeværdige.” (Robertson, 1996) Således modsætter fundamentalismen sig ideen om en homogenitet af kulturer og nationaliteter og fremkalder ekstrem nationalisme.

Ifølge Barber 1996 beskriver han den fundamentalistiske bevægelse som: “Parochial rather than cosmopolitan, angry rather than loving, zealous rather than rationalist, ethnocentric rather than universalizing, fractious and pulverizing, never integrating.” (Barber, 1996). Dette citat antyder således, at globaliseringen synes at trække alle identitetsgrupper på planeten ud af deres forskellige grader af isolation og skubbe dem ind i den globale strukturs strøm og dermed tvinger dem til at omdefinere temaer i forhold til globale tendenser (Lerche, 1998). Her ser vi, hvordan globaliseringen har været en direkte årsag til fundamentalismens fremkomst ved at tvinge forskellige nationaliteter og kulturer til at integrere sig sammen og tilpasse sig til den nye struktur. Som en konsekvens heraf rejste fundamentalismen sig mod globaliseringens kraft.

Dertil kommer, at forholdet mellem globalisering og fundamentalismens fremkomst er formet af nødvendigheden for samfund, regioner, civilisationer og subnationale enheder til at erklære deres identiteter til både interne og eksterne formål på grund af rum-tidskompressionen. Derfor er fundamentalisme en reaktion på globaliseringen (Robertson, 1996). Som jeg har forklaret tidligt i dette essay, at nationalisme er dybt rodfæstet i forhistoriske og før-politiske processer, kan fundamentalisme som begreb på samme måde misfortolkes af forskellige sider. Nogle ser det som en destruktiv bevægelse for nationer og for kloden som helhed, mens andre ser det blot som en tænkemåde og praksis, der er blevet globalt institutionaliseret, hvor normer for national og kulturel selvbestemmelse føles. I sidste ende får fundamentalismen globaliseringen til at fungere. (Robertson, 1996)

Den bulgarske nationale alliance erklærer, at de går ind for at etablere en forenet nationalistisk front mod globaliseringen, NATO og EU i dets nuværende form samt korrupt bulgarsk politik (Godfrey, 2008). Dette er et eksempel på den ekstreme nationalisme, der i høj grad understøtter argumentet til fordel for nationalismens fremkomst under globaliseringen. Et andet eksempel er New Right-aktivisterne og de nationale anarkister, som valgte sætningen “globalisering er folkedrab” på deres banner ved APEC-protesten tilbage i september 2007. Dette viser igen, hvad disse grupper mener om det globale system, og det viser også, hvor stærke disse bevægelser er ved at blive. Således kæmper nationalistiske grupper, der ønsker at bevare deres identitet, tilbage mod globaliseringens destruktive dagsorden. I sidste ende giver globaliseringen, da den søger et globalt fællesskab uden nationale barrierer, faktisk næring til en voksende nationalfølelse (Godfrey, 2008).

Sammenfattende har denne artikel argumenteret for, at globaliseringen er et tveægget sværd, og at der er sket en markant stigning i nationalismen under globaliseringen. Med den voksende globalisering og de forandringer, som den har medført i verden, er minoriteter, nationaliteter og lokaliteter vågnet op og blevet mere opmærksomme på truslen fra globaliseringen. Denne trussel består i globaliseringens homogeniserende karakter, som får mennesker og nationaliteter til at smelte sammen til én. Dette har ført til en øget nationalfølelse som et svar på globaliseringens kraft for at beskytte kulturer, traditioner og nationaliteter mod at smelte sammen eller tilpasse sig den nye verdensstruktur, der er forårsaget af globaliseringen. Nationalismen har imidlertid skabt fremmedhad, hvor folk frygter, at deres nationalitet og traditioner vil forsvinde i lyset af globaliseringen. Derfor skaber eller opfinder de traditioner eller genetablerer gamle traditioner, hvor de bevarer deres identitet. Som Deutsch sagde: “Fremmedhad er skrevet ind i hjertet af nationalismen” (Delanty og O’Mahony, 2002, s. 167). Således har frygten for globaliseringens kraft ført til en øget følelse af nationalisme og flere defensive midler til at beskytte eller endog opfinde traditioner blot for at modstå globaliseringen.

På den anden side kan globaliseringen ses som en udfordring for nationalismen på den måde, at den øger indvandringen og folkebevægelsen, hvilket kan skabe nye kilder til spændinger og skabe nye vanskeligheder for forvaltningen af kulturel og etnisk mangfoldighed (Natalie, 2010). Nogle andre trusler omfatter deltagelse i internationale organisationer og tabet af dele af en stats suverænitet over sit eget territorium samt regional integration, der udhuler den nationalistiske ideologi. Dette argument kan virke overbevisende og velargumenteret, men beviserne viser det modsatte. For eksempel er EU en international organisation, og samtidig styrker den Europa.

I en globaliseret verden synes mange træk ved nationalismen at være blevet genoplivet. Stigende migrationsbevægelser fremmer fremmedhadet blandt folk. Blanding af kulturer og nyopståede hybridkulturer gør det svært for folk at finde deres identitet og lader dem vende sig mod deres egen kultur (Campe, 2008). Dette betyder, at globaliseringens kraft har fået nationalismen til at blive rejst igen og være vigtigere end nogensinde før, da folk indser, at de er fortabte uden deres identitet og nationalitet. At finde en identitet er meget vigtigt af sikkerhedsmæssige årsager i den moderne verden med usikkerhed. Tendensen til en stærk nationalitetsfølelse er blevet næret af “frygten for faldende økonomiske ressourcer for de socialt usikre”. (Delanty og O’Mahony, 2002, S.156)

Det er sandt, at globaliseringen har potentiale til at dæmme op for aggressiv nationalisme, der trives på isolation og usikkerhed. Den skaber også incitamenter til løsning og forebyggelse af konflikter på grund af integrationen. Men samtidig skaber den nationalistiske reaktioner i form af højreradikalisme eller religiøs fundamentalisme, der reagerer på visse aspekter af globaliseringen som f.eks. indvandring og omstrukturering af traditionelle økonomier (Sassen, 1998).

Barber, R. (1992). “Jihad V. McWorld”. The Atlantic Monthly.

Benner, E. (2001). Is There a Core National Doctrine? Nations and Nationalisms. S.157

Butt. A. (2012). What Does Globalization Mean for Nationalism?

Campe, Ch. (2008). Globalisering og dens virkninger på nationalisme.

Delanty, G. og O’Mahony, P. (2002). Nationalisme og samfundsteori: Modernity and the Recalcitrance of the Nation. London, Sage Publications.

Evans, Peter (1971). “National Autonomi og økonomisk udvikling: Critical Perspectives on Multinational Corporations in Poor Countries,” International Organization 25(3): 675-692.

Giddens, A. (1990). Konsekvenserne af moderniteten. Cambridge: Polity Press.

Giddens, A. (1992). The Transformation of Intimacy. Cambridge: Polity Press.

Godfrey, C. (2008). Kampen mellem nationalisme og globalisering Tilgængelig på: http://www.newrightausnz.com/2008/08/27/the-struggle-between-nationalism-globalization-part-1-by-colin-godfrey/ Tilgået (05/05/13).

Held D. og McGrew, A. (2003). The Global Transformation Reader: An Introduction to the Globalization Debate. Cambridge, UK: Polity Press.

Hobsbawm, E. (1992). Nations and Nationalism Since 1780. Cambridge: Cambridge University Press

Kacowicz, A. (1998). REGIONALISERING, globalisering og nationalisme: Konvergent, divergerende eller overlappende? Kellogg Institute, Working Paper #262

Kinnvall, C. (2004). Globalisering og religiøs nationalisme: Self-identity and the Search for Ontological Security (Selvidentitet og søgen efter ontologisk sikkerhed). Lund University

Lerche, Ch. (1988). Globaliseringens konflikter. International Journal of Peace Studies , Vol. 3 No. 1

Natalie, S. (2010). Kapitel 6. Globalisering og nationalisme: forholdet revurderet i: Globalisering og nationalisme: The Cases of Georgia and the Basque Country . Budapest: Central European University Press

Riggs, F. (2002). Globalisering, etnisk mangfoldighed og nationalisme: en udfordring for demokratier. The Annals of American Academy of Political and Social Science. Sage.

Robertson, R. (1992). Globalization: Social Theory and Global Culture. London: Sage.

Robertson, R. (1996). Globalization: Social Theory and Global Culture. London. Sage.

Sassen, S. (1998). Globalization and Its Discontents (Globalisering og dens ubehageligheder). New York: New Press.

Smith, A. (1998). Nationalisme og modernisme. London, Routledge.

Ukendt, 2009. Nationalisme og globalisering. Web. Tilgængelig på: http://www.mrglobalization.com/governing-globalisation/167-nationalism-and-globalization Tilgængelig (05/06/13).

Venstad, T. (2012) The Westphalian Imaginary Tilgængelig på:

Venstad, T. (2012) The Westphalian Imaginary Tilgængelig på: http://scinternationalreview.org/2012/10/the-westphalian-imaginary-5/ (Besøgt 17/05/13).

Waters, M. (2001): Globalization, Second Edition: Routledge

–
Skrevet af: Tammam O. Abdulsattar
Skrevet på: Tammam O. Abdulsattar
Skrevet på: Skrevet på: Middle East Technical University
Skrevet for: Luciano Baracco
Dato: skrevet: Juni 2013

Videre læsning om E-International Relations

• Globalisering: En skabt mekanisme for omstruktureringen af udviklingslandene
• Er du en forklædt realist? En kritisk analyse af økonomisk nationalisme
• Hvad er “neoliberalisme”, og hvordan hænger den sammen med globaliseringen?
• Nationalismens indvirkning på den kinesiske udenrigspolitik over for Japan
• Er nationalisme i sig selv voldelig?
• Den panarabiske nationalismes formørkelse