I denne måned for kvinders historie hylder vi glemte kvinders historie og forestiller os en ny fremtid for kvinder og kønsafvigende personer. Læs mere om vores mission her.

Jeg kan huske, at jeg for mange år siden tænkte, at det at blive kneppet vaginalt ville være højdepunktet af lethed i mit liv – ikke kun fysisk let og ligetil, men også følelsesmæssigt og måske endda rumligt lettere.

Jeg formodede, at blot det at udskifte ‘a’ med ‘b’ eller, mere præcist, at upcycle min penis til en neo-vagina ville besvare alle de spørgsmål, der havde svævet rundt i mit rodet hoved i mange år. Jeg formodede, at det hele ville give mening og ville være festen for alle parter med hensyn til mine livsmål og med hensyn til sex. Jeg ville vagina-komme, og hele verden ville være på sin rette plads.

Det var binær og reducerende tænkning fra min side. Jeg troede ærligt talt, at hvis jeg bare gik over en køns-kønsskel, ville min krop og mit sind synkronisere sig og blive logiske. Det, jeg ikke gjorde og måske ikke kunne tage højde for, var det boblende liv i min trans-hed, og hvor stort et Queer-liv det liv kunne blive – og hvor tomt og fjernt det mediedannede “transkønnede vendepunkt” efterfølgende ville føles.

Mens transfællesskabet fortsat kæmper for at blive tildelt simpel værdighed og respekt i vores hverdag, varslede vendepunktet vores accept i et patriarkat, der allerede er optaget af at forsøge at dele og herske over kvinder. Mens tipping point uddelte priser og magasinforsider, tilskyndede det til en mediebrænderi for vores historier uden at give os den nødvendige respekt til at gå dybere ned under huden.

Se: The Reality of Trump’s Trans Military Ban

Jeg har aldrig følt mig så godt tilpas med samfundets ønsker om at kontrollere mig og træffe beslutninger om min egnethed til at komme ind i deres rum. Queer er pr. definition altid blevet afvist af samfundet. For mig er det begyndt at føles meget mere som et hjem.

Jeg blev opdraget på et tidspunkt, hvor fortællingen omkring transidentitet handlede om at bevæge sig så hurtigt som muligt fra en “forkert” krop til en “rigtig” krop og aldrig stoppe op for at tage temperaturen undervejs eller se seværdighederne. Ordene “stealth” og “passing” og sætningen “they’ll never know” var mål at stræbe efter. At være transperson blev behandlet som en uønsket etiket, en etiket, der skulle skjules og kasseres. Jeg husker tydeligt, at jeg var vred over ordene “transkønnet” eller “transseksuel”, fordi jeg følte, at processen med at blive mig selv blev anset for at være så desperat skamfuld, skræmmende åben og sårbar. Jeg ville gerne føle mig naturlig, perfekt puss-ied og glat. Jeg reducerede “trans” i mit liv til netop det, der holdt mig tilbage og ikke til det, der gav mig liv.

Det tippende punkt fungerede på samme måde. Den fejrede selve reduktionen af trans-hed ved at fremhæve, hvor meget vi kunne ligne cis-folk. Den gjorde mange flere til skamme, end den bød velkommen som standard. Caitlyn Jenners nu berømte Vanity Fair-fotografering og Laverne Cox’ forside på Time Magazine er så indhyllet i normativ skønhed og seksuel tiltrækningskraft, at deres bidrag til samtalen om kønsidentitet virker små i sammenligning hermed. Hvis politisk forandring kunne indkapsles i et magasinomslag, ville vi ikke være så rørte over den sjældne forekomst af en sort model på forsiden af Vogue.

I løbet af de sidste par år har jeg fundet sandheden og livet i min skæve queer-krop. Jeg eksisterer i min vidunderlige trans-hed. Min neo-fisse er ikke en cis-vagina. Nej, for mig er den langt mere elegant og mangfoldig end nogen simpel kopi eller simulering. Det er et kunstværk, en vaginal-skulptur skabt af de dele af en penis og kugler, der er nyttige og dynamiske nok til at indeholde et andet liv. De ar, der løber langs begge sider af mine skamlæber, er mine æresmedaljer. De rummer den stolte sandhed, at jeg havde modet til at søge helheden.

Min neo-vagina er et feministisk værk, og at nå frem til denne forståelse var mit eget mere stille, kvikkere vendepunkt. Det føles kvindeligt at forstå, acceptere og omfavne, at min neo-vagina faktisk ikke er en vagina. Jeg beundrer hende nu for alt det, hun er, og ikke for hvor meget hun måske ser ud til at være den “ægte vare”. Måske kan vi nu arbejde hen imod at få råd og omsorg for vores skeder, som de virkelig er. Rådgivning om sikker sex til transfolk er så sørgeligt utilstrækkelig, at det næsten ville være latterligt, hvis det ikke var for de forbløffende hiv-rater inden for transkvindebefolkningen. I øjeblikket er vi globalt set den gruppe med størst risiko for hiv-smitte – en kendsgerning, som jeg ikke har glemt, da jeg har været hiv-positiv i over 25 år.

I de sidste par år har mit forfatterskab gjort det muligt for mig at finde en plads for mig selv i et voksende fællesskab af queer trans- og kønsflydende mennesker. Det er mennesker, der ikke ønsker at slukke deres trans-hed eller queerness i et cis-normativt hashtag – det er folk, der udforsker den medfødte kraft i vores forskellighed, vores “anderledeshed”. Ingen af de mennesker, som jeg for nylig har talt med, ønsker at behage eller “passere”, men de ønsker og fortjener sikkerhed, uanset om det er på arbejdet, på gaden eller mellem lagnerne.

Jeg føler mig beriget af fortællinger, hvor tidligere ejede pikke diskuteres med respekt og ikke med rædsel; hvor trans femme-toppe åbent kan diskutere kunsten at bruge strap-on pikke for at blive dygtige til at kneppe; hvor queeridentiteter er det første punkt for fejring, og diskussioner, hvor vores kroppe ses som fuldstændig smukke i sig selv; hvor kirurgi ses som et middel til at skabe nye lande, snarere end faksimiler af cis-eksistensen.

Der er en voksende gruppe af transfolk, som afviser en cis-fortælling og et hierarki, der subjektivt er baseret på, at vi gør lige nok for at passe ind. Den reducerende idé om at være “ligesom dem” – at være en cis-kopi – bliver stadig mere forældet. Mange transpersoner, ligesom jeg, holder fast i deres operationsar som totem for deres rejser og bedrifter. Mange er på en søgen efter nye ord og et nyt sprog til at beskrive os selv og vores kroppe. Vores vendepunkt er endnu ikke nået.

Vi skaber nye rum og nye orgasmer – mangfoldige ting, der kan involvere kønsorganer, åndedrætsarbejde, fantasier i vores hoveder eller bare gammeldags sved og dryp. Fortællingen er virkelig inkluderende og ikke-dømmende, fordi den har som udgangspunkt uopdagede lande – ikke lånte, hierarkiske lande.

I dette nye rum beslutter vi, hvordan vi ønsker at fejre vores trans-hed, og hvordan vi vil definere de ændringer, vi måtte foretage på vores kroppe. Vi bevæger os væk fra simple binære modeller til en tid, hvor mange forskellige modeller af trans-hed har lige stor værdi; hvor fluiditet og binær usikkerhed er OK. Når vi endelig når vores vendepunkt, håber jeg virkelig, at den daglige trummerum med at skulle kæmpe for plads vil få en ende. Jeg har trods alt ikke fået foretaget en vaginoplastik blot for at få adgang til patriarkatet. Fuck det.

Queer Sex udkommer i Storbritannien den 19. april og kan forudbestilles nu på Amazon.