Hvor mange horn har en enhjørning? Det er den slags trickspørgsmål, som man kan støde på, når man ser den britiske tv-serie QI. Én, hører jeg dig sige – det ved alle. Enhjørninger har kun ET horn (ledetråden ligger i navnet). Det plejede jeg også at tro, men det lader til, at vi alle er blevet snydt. Nogle gange kan en enhjørning have TO horn. Det ved jeg godt, ikke? Hvad er det næste?

En løveagtig enhjørning: British Library Burney MS 97, f. 18r

Jeg stødte første gang på den berygtede to-hornede enhjørning, da jeg udvalgte genstande til British Library’s nye udstilling, Harry Potter: A History of Magic (#BLHarryPotter). Den trykte bog, der er illustreret nedenfor, og som er udstillet i udstillingen, har et diagram med fem forskellige arter af enhjørninge. Den blev udgivet i Paris i 1694 og er et værk af Pierre Pomet, en fransk farmaceut. Ud over at man indser, at man opdager noget nyt hver dag – det er utroligt at lære, at der er blevet identificeret så mange arter af enhjørninge – bliver ens øjne også draget af dyret i det nederste venstre hjørne. Den har tydeligvis et par horn. Det er vel snyd?

Fem arter af enhjørning, i Pierre Pomet, Histoire générale des Drogues, traitant des plantes, des animaux et des mineraux (Paris, 1694): British Library 37.h.7., part 2, p. 9

Ved nærmere eftersyn fandt jeg ud af, at den mystiske enhjørning, der er tale om, er kendt som en pirassoipi. Vi kunne være tilbøjelige til at kalde den en enhjørning. Ved at dykke dybere ned lærer vi, at den blev beskrevet som værende så stor som et muldyr og så behåret som en bjørn. Men så tager vores historie en temmelig foruroligende drejning. Pomet bemærkede, at enhjørningehorn var “velanvendt på grund af de store egenskaber, der tilskrives det, især mod giftstoffer”. Enhjørninger blev med andre ord værdsat for deres kropsdele. Det temmelig grusomme billede nedenfor, der stammer fra en undersøgelse af enhjørningen af Ambroise Paré, som blev offentliggjort i 1582, viser i baggrunden drabet og flåningen af en pirassoipi. Paré var kirurg for den franske krone og havde en stor interesse for mærkelige fænomener (hans bog indeholder også kapitler om mumier og giftstoffer). I sin kommentar indrømmede han, at han var usikker på, om kropsdelene fra enhjørningen ville have nogen medicinsk virkning.

En italiensk enhjørning, i Discours d’Ambroise Paré, Conseiller et Premier Chirurgien du Roy. Asçavoir, de la mumie, de la licorne, des venins, et de la peste (Paris, 1582): British Library 461.b.11.(1.), f. 27r

Lad os tage et nyt kig på den usædvanlige enhjørning, som blev illustreret i begyndelsen af dette blogindlæg. Den findes i et græsk manuskript fra det 16. århundrede, der ledsager et digt af Manuel Philes med titlen Om dyrenes egenskaber. Ifølge digtet var enhjørningen et vildt dyr med et farligt bid: den havde et vildsvins hale og en løves mund. Det er ikke særlig enhjørning-agtigt, er det ikke?

Enhjørningen med en vildsvinehale og en løvemund: Burney MS 97, f. 18r

Enhjørningen er ikke det eneste dyr, der er illustreret i dette manuskript. Dets sider er fyldt med tegninger af hejrer og pelikaner, en ulv og et pindsvin og endda en blæksprutte. En af mine favoritter er illustrationen af den mytiske kentaur: den har et par overstrakte menneskearme, der fungerer som forben. Manuskriptets skribent er Angelos Vergekios, en cypriot, der havde bosat sig i Frankrig, og illustratoren skulle efter sigende have været hans datter. Her er et udvalg af disse billeder for at vække din appetit. (For et par år siden afsluttede vi digitaliseringen af alle British Library’s græske manuskripter takket være Stavros Niarchos Foundation’s generøsitet: hele manuskriptet kan ses på vores websted for digitaliserede manuskripter). Vi vil meget gerne have, at du kigger på dem alle og fortæller os dine favoritter (brug venligst Twitter eller kommentarfeltet nedenfor).

En hejre: Burney MS 97, f. 4r

Ugler: Burney MS 97, f. 10r

En løvinde: Burney MS 97, f. 16v

En kentaur: Burney MS 97, f. 19v

Et pindsvin: Burney MS 97, f. 26v

Er det sikkert at gå tilbage i vandet? En sværdfisk, en narhval, en hammerhaj og en hval: Burney MS 97, f. 31v

En omvendt blæksprutte: Burney MS 97, f. 40r

En blæksprutte: Burney MS 97, f. 41v

Og dette bringer os tilbage til det tema, der blev introduceret i begyndelsen af dette blogindlæg. Det er en central præmis for vores udstilling, Harry Potter: A History of Magic, at der er masser af ting i den virkelige verden, som vi ikke forstår ordentligt eller ikke engang kender til. Da kuratorerne begyndte deres research for et par år siden, kunne jeg aldrig have forestillet mig, at vi ville støde på en enhjørning med to horn, og at vores rejse samtidig ville præsentere os for et så smukt illustreret manuskript. Og nu kan du også vise det frem til dine venner, når nogen spørger “hvor mange horn har en enhjørning?”.

Harry Potter: A History of Magic kan ses på British Library i London indtil den 28. februar 2018.