DW’s Klaus Krämer forklarer, hvordan Martin Luthers offentliggørelse af 95 teser mod den katolske kirkes såkaldte “afladsbreve” startede en religiøs revolution.

Tyskland og den protestantiske verden befinder sig midt i den største “reformationsfest” nogensinde. Siden den 31. oktober 2016 har der været festlighederne i gang for at markere de revolutionære begivenheder, der begyndte på samme dag i 1517.

En lille lektion i historie: Munken Martin Luther (1483 – 1546) er frustreret over den katolske kirkes praksis med at sælge afladsbreve, som giver folk mulighed for at købe åndelig frelse. Han finder denne praksis teologisk set grundlæggende forkert.

Hans bibelstudie har efterladt ham med den urokkelige erkendelse, at et syndigt menneske, der tror på en almægtig og absolut Gud, bliver retfærdiggjort i Guds øjne gennem netop denne tro og Guds barmhjertighed – og ikke gennem penge og gode gerninger.

Luther er overbevist om, at dette er kernen i det kristne budskab. Følgelig kan de troende henvende sig direkte til deres skaber gennem bønnen. De har hverken brug for kirke eller præst som mellemmand – en radikal idé, der bryder den katolske kirkes magt, begyndende med dens religiøse doktrin.

Det handler om magt

Luthers konklusioner åbner døren for nye, uanede frihedsrettigheder. Men årtierne efter hans berømte “femoghalvfems teser” – som angiveligt blev naglet til døren til Wittenberg-kirken den 31. oktober 1517 – gør det klart, at kirken på ingen måde er parat til at opgive sin magt uden kamp.

I begyndelsen bliver Luthers momentum ved med at tage fart. Ved hjælp af bogtrykkeriet med bevægelige typer, som Johannes Gutenberg opfandt i 1450, skriver han hurtigt ud, kopierer og distribuerer denne nye samling af idéer, der udfordrer afladet, over hele landet.

Dertil kommer, at maleren Lucas Cranach den Ældre og hans søn af samme navn fra Wittenberg giver reformationen et ansigt gennem deres portrætter af Martin Luther samt gennem skildringer af teologens landsmænd.

Wittenberg er epicenteret for en bølge af ny tænkning, hvis virkninger rækker så langt som til Rom. I juni 1518 begynder en kætteriproces mod Luther, og nogle måneder senere i Augsburg afhører den pavelige udsending kardinal Thomas Cajetan reformatoren, som standhaftigt nægter at give afkald på sine ideer. Året efter bliver Karl V (1500-1558) den nye kejser. Han er endnu en Luther-modstander, der ser sig selv som en beskytter af den eksisterende kirke.

Væsentlige skrifter

Den oprørske munk, der stadig tror, at han kan reformere sin katolske kirke, udarbejder i 1520 tre store reformatoriske tekster. Den vigtigste, “Om en kristens frihed”, er mere eller mindre en grundlov for kristne, der til tider lyder som en opfordring til revolution.

Luther opsummerer meningen med det kristne liv i to teser: “En kristen er en fri herre over alle, som ikke er underlagt nogen. En kristen er en pligtopfyldende tjener for alle, underlagt alle.” Disse ord overbeviser en stor del af befolkningen, som ønsker frihed: frihed fra dødsangst, fra aflad og andre økonomiske forpligtelser, frihed fra undertrykkelse fra højere magthavere.

Men Luther, som bruger begrebet “frihed” i en rent teologisk betydning, har en helt anden forståelse af frihed. Den stammer fra apostlen Paulus i Bibelen. Menneskets grundlæggende adfærd er ikke fri, men er snarere påvirket af Djævelen og synden eller af Kristus og godheden. Luther ønsker at frigøre mennesker ved at vende dem til Kristus. Han afviser politisk radikalisering og væbnet oprør.

“Imperiet” slår tilbage

Provokative teser, reformatoriske skrifter, stædig afvisning af at tilbagekalde ideer – det er alt sammen for meget for pave Leo X, som i januar 1521 ekskommunikerer Luther.

I april samme år må Luther forsvare sig over for kejseren. I sin berømte tale den 18. april erklærer reformatoren, at han kun vil tage sine ord tilbage, hvis bibelske kendsgerninger kan modbevise dem, og han understreger, at han ikke kan handle imod sin samvittighed. “Her står jeg. Gud hjælpe mig. Amen,” sluttede han angiveligt sin tale. Kejser Karl V pålægger Luther Wormsediktet, der erklærer ham for fredløs og forbyder ham at skrive.

Produktiv tid i Wartburg

Luther skal ikke vente længe på hjælp. Hans landsmand Frederik III, prins af Sachsen, sørger for, at den fredløse bliver kidnappet på hjemvejen fra Worms og bragt i sikkerhed på Wartburg Slot, hvor han skriver under et pseudonym.

Luther bruger disse 10 måneder til at udarbejde talrige skrifter, der yderligere definerer reformatoriske spørgsmål. Han bliver også den første person til at oversætte Det Nye Testamente fra oldgræsk til tysk. Indtil da havde der eksisteret mere end 70 versioner, som alle var baseret på den latinske tekst, der i sig selv var en oversættelse fyldt med unøjagtigheder. Luthers oversættelse, der blev trykt i 1522, er et sprogligt mesterværk – og en bestseller, der har den høje pris af en halv fed okse.

Nye accenter

Trods sin status som fredløs vender Luther tilbage til Wittenberg i marts 1522, hvor han fordyber sig i diverse projekter og fortsætter med at overraske sine samtidige.

I 1525 gifter den tidligere cølibatære munk sig med den tidligere nonne Katharina von Bora. Sammen opfostrer de seks børn og grundlægger den første protestantiske præstegård, der tjener som model for et sogns åndelige og organisatoriske centrum langt ind i det 20. århundrede.

I 1526 træffer rigsdagen i Speyer den bemærkelsesværdige beslutning at lade fyrster og stater selv bestemme, om de vil forblive katolske eller konvertere. Dette fører til de første officielle lutherske kirker og protestantiske skoler.

Læs mere: Luther-effekten: Hvordan protestantismen blev global

Grundlag for tro

Under Luthers rejser indser han, at de fleste af hans landsmænd faktisk ved meget lidt om den kristne tro. Dette ansporer ham til i 1529 at skrive både “Den lille katekismus” for den almindelige mand og “Den store katekismus” for præsteskabet, der tilsammen er de grundlæggende lærerige værker for protestantisk tro frem til i dag.

Det samme år protesterer reformorienterede fyrster på rigsdagen i Speyer mod det igangværende Wormsedikt. Deres handlinger giver “protestantismen” sit navn. Luther havde tidligere omtalt sin bevægelse som “evangelistisk.”

Sidste forsøg på forening

I slutningen af juli 1530 indkalder kejser Karl V til en rigsdag i Augsburg. Imperiet risikerer at bryde sammen, bl.a. på grund af de religiøse splittelser, som Luther har vakt til live. Da Luther stadig er religiøst forbudt og politisk bandlyst, kan han ikke deltage uden at sætte sin sikkerhed på spil. I stedet repræsenterer hans ven og religiøse reformatorkollega Philip Melanchton ham i Augsburg.

I møjsommelige høringer forsøger Melanchton at opnå anerkendelse af det protestantiske trossamfund fra katolsk side, idet han argumenterer for offentliggørelsen af den “Augsburgske Bekendelse”, som fastslår, at den protestantiske lære går imod den katolske kirke. Hans kamp viser sig at være forgæves.

Læs mere: Luther er berømt, men vi ved kun lidt om ham

Indflydelse af det politiske klima

Kejser Karl V har imidlertid ikke råd til at slå hårdt ned på protestanterne. Den osmanniske hær truer både det kristne Vesten og det Hellige Romerske Rige, hvilket gør ham afhængig af enhver form for militær hjælp. For at sikre den interne enhed giver kejseren protestanterne religionsfrihed til gengæld for militær deltagelse i de osmannisk-habsborgske krige. Konflikterne mellem katolikker og protestanter bliver dog først løst med freden i Augsburg i 1555.

Luther-bibelen: bestseller

I 1534 afslutter Luther og medarbejdere oversættelsen af Det Gamle Testamente fra hebraisk til tysk. Reformatorens levende og mindeværdige sprog er med til at uddanne indbyggerne i det Hellige Romerske Rige i læse- og skrivefærdigheder og fremmer følelsen af national enhed. Hundredvis af talemåder og ordsprog fra Luthers bibeloversættelse er stadig vævet ind i det tyske sprog i dag.

Men det vigtigste resultat af Luthers oversættelser var, at det gjorde bibellæsning tilgængelig for alle og enhver – og ikke kun for de højere uddannede klasser. I løbet af de første tolv år solgte Luther-bibelen fra 1534 mere end 100.000 eksemplarer, hvilket gjorde dens oversætter til den mest udbredte publicist i det 16. århundrede.

Luthers antisemitisme

Luthers opfattelse af jøder og deres tro var på ingen måde påvirket af kristen næstekærlighed og tolerance. I denne henseende er han typisk for sin tid. I begyndelsen anbefalede han venlighed over for jøderne, da Jesus selv var født som jøde, og i 1523 argumenterede han for, at jøder, der konverterede til kristendommen, skulle have lov til at arbejde i alle erhverv og ikke kun i pengeudlån.

Luthers direkte had afslørede sig ca. 20 år senere. I sin tekst “Om jøderne og deres løgne” fra 1543 gik han et skridt videre med middelalderens religiøse had til jøderne, idet han betegnede dem som “Kristi mordere” og opfordrede til at ødelægge deres synagoger og huse og til sidst til at udvise dem. Nogle forskere kalder Luthers udtalelser for “førmoderne antisemitisme”.

Ressourcerne til Luthers meningsændring er fortsat ren spekulation. Ændringen kan være opstået på grund af skuffelse. Han håbede angiveligt, at jøderne ville konvertere til den nyetablerede protestantiske tro – hvilket de ikke gjorde. Uanset årsagen er denne grimme side af Luther stadig en del af hans arv den dag i dag.

Luthers livsværk.

Da Martin Luther døde den 18. februar 1546 i sin fødeby Eisleben, efterlod han sig et gigantisk værk. Reformationens ideer havde spredt sig over hele det kristne rige. Selv om det var en velsignelse for nogle og en forbandelse for andre, var de forandringer, han satte i gang, ustoppelige og nåede alle områder af det sociale og politiske liv. De åbnede døren til en ny æra – selv om ingen på det tidspunkt anede, hvor voldsom den deraf følgende religiøse konflikt ville blive.

Det var først i 1999, at den katolske kirke anerkendte Luthers doktrinære berettigelse. Øjeblikket var en milepæl i den katolsk-protestantiske dialog, da det betød en stiltiende accept af Luthers urokkelige tro på, at kristne er hellige alene gennem Guds barmhjertighed og ikke gennem gerninger – uanset hvor store de måtte være.

07:49 mins.

Klaus Krämer (cmb)