Læderrustning

I middelalderen var læderrustning, især i den tidlige middelalder, en af de mest populære former for rustning, der blev brugt. I de senere faser af middelalderen blev læder mindre populært, men der var altid en plads til det i soldatens kampudstyr. Grunden til, at læderrustninger var så populære, var, at de var billige og forholdsvis lette at finde. En anden grund til, at læderrustning var populær, var, at det ikke krævede så meget dygtighed at fremstille den som ringbrynje eller pladebrynje. En soldat kunne foretage sine egne reparationer, hvis det var nødvendigt.

Læderrustning blev typisk brugt af de lavere klasser, selv om den også blev brugt af nogle adelsmænd, der ikke havde råd til dyrere rustninger. Læderrustning blev mindre populær, da ringbrynje og pladepanser blev billigere, men en typisk soldat bar altid en læderrustning, selv om det kun var omkring benene eller under sin ringbrynje. Det blev også brugt som basis til at lave andre rustninger som f.eks. brigandinrustninger.

Typer af læderrustninger

Læder blev brugt til at lave forskellige typer af rustninger. Den tidligste metode var simpelthen at bruge tykt læder til at lave en vest eller en jakke. Senere blev metalplader sat på for at forstærke læderet. Denne rustning gav beskyttelse mod skærende handlinger, men den gav ikke megen beskyttelse mod punkteringer. Læderrustninger blev sjældent lavet til en fuld rustning.

Cuir bouilli

Cuir bouilli (eller kogt læder) giver mere beskyttelse end simpelt almindeligt læder. Læderet ville blive kogt i et kar med olie eller smeltet voks. Når læderet har kogt i et stykke tid, tages det ud af gryden og formes til den form, som fremstilleren ønskede, f.eks. en brystplade. Når dette var gjort, blev læderet efterladt til hærdning og tørring. Det resulterende læder var meget lettere end metal og gav en god beskyttelse mod snit og punkteringer.

Det kogte læder ville være mindre i størrelse, når det var kogt, men det ville være tykkere og sejere. Kogt læder blev ikke kun brugt til brystplader (eller brystplader), men også til handsker (handsker) og til puder, som blev brugt til at beskytte knæ og albuer.

Et problem med cuir bouilli og andre typer læderrustninger er, at det ikke holder særlig længe og ikke gør sig godt i dårligt vejr. Rustningen skulle holdes tør og skulle jævnligt smøres med olie. Hvis soldaten ikke gjorde dette, ville rustningen begynde at revne og rådne.
På den anden side krævede det ikke mange færdigheder at reparere rustningen, og en soldat kunne typisk selv foretage reparationer. Han behøvede ikke at finde en dygtig rustningsmager på samme måde som folk, der bar pladepanser, skulle.

Læder som basis

I nogle tilfælde blev læder ikke brugt som rustning i sig selv, men blev brugt i kombination med andre rustninger for at give mere beskyttelse. Selv om en soldat bar ringbrynje eller pladebrynje, blev læder stadig brugt til at øge soldatens beskyttelse. Ofte bar en soldat en læderrustning omkring benene, så han havde beskyttelse, men stadig kunne være rimelig mobil.

Brigandine: Europæerne lærte først om brigandinrustningen af mongolerne, som invaderede Europa i det 13. århundrede. Brigandine er en anden form for læderrustning, men den havde små metalplader fastgjort til den. Pladerne var enten fastgjort på ydersiden af læderet eller var placeret mellem to lag læder. Brigandine blev hurtigt et populært stykke rustning hos både almindelige soldater og adelen.

Disse plader var forskellige størrelser, og nogle eksempler har vist større plader, der dækkede de mere sårbare områder af en soldats krop, som f.eks. lungerne og hjerteområdet. Pladerne blev nittet på plads, og disse nitter var ofte dekoreret med bladguld eller med et design på hver nitte.

Brigandinen kunne repareres af sin ejer uden at der var behov for en våbenmagers større færdigheder.
Ringpost: Den tidligste ringbrynje startede faktisk som en læderrustning med metalringe fastgjort på ydersiden af den. Senere udviklede det sig til en rustning, der var lavet helt af sammenkædede ringe.

Læderrustninger er blevet brugt i mange forskellige former gennem hele middelalderen. Selv efter at andre former for rustning blev mere populære, havde læderrustningen stadig sin plads, enten som et underlag, et overlag eller til at dække dele af kroppen som f.eks. benene, for at sikre, at soldaten var beskyttet i kamp.