Kronisk hypertension under graviditet er forbundet med en øget forekomst af negative resultater for moder og foster både akut og på lang sigt. Disse negative resultater ses især hos kvinder med ukontrolleret svær hypertension, hos kvinder med skader på målorganer og hos kvinder, der ikke overholder de prænatale besøg. Desuden er der en betydelig stigning i antallet af negative resultater hos kvinder, der udvikler overlejret præeklampsi eller abruptio placentae. Kvinder med kronisk hypertension bør evalueres enten før konceptionen eller ved det første prænatale besøg. Afhængigt af denne vurdering kan de inddeles i kategorier med enten “høj risiko” eller “lav risiko” for kronisk hypertension. Kvinder med høj risiko bør modtage aggressiv antihypertensiv behandling og hyppige evalueringer af moderens og fostrets velbefindende, og lægerne bør anbefale livsstilsændringer. Desuden har disse kvinder en øget risiko for postpartumkomplikationer som f.eks. lungeødem, nyresvigt og hypertensiv encefalopati, som de bør have aggressiv kontrol af blodtrykket og overvåges nøje. Hos kvinder med kronisk hypertension med lav risiko (essentiel ukompliceret) er der usikkerhed om fordelene eller risiciene ved antihypertensiv behandling. Det er min erfaring, at størstedelen af disse kvinder har et godt graviditetsforløb uden brug af antihypertensiv medicin. Antihypertensive midler anbefales og anvendes i vid udstrækning hos disse kvinder på trods af manglende beviser for hverken fordele eller skade ved denne behandling. Disse anbefalinger er baseret på dogmer og konsensus snarere end på videnskabelig dokumentation. Der er et presserende behov for at gennemføre randomiserede forsøg med kvinder med let kronisk hypertension under graviditet.