Af alle de vanskeligheder, som jeg har tænkt mig at skrive om i denne blog, er dette måske den mest almindelige. At tænke er det, som mennesker gør. Det er det, vi er. Men nogle gange tager det overhånd. Det officielle navn for dette er Generalized Anxiety Disorder.

På et meget grundlæggende plan tænker vi, fordi det at finde ud af ting forbedrer vores liv og vores chancer for at overleve. Så den naturlige udvælgelse har ført dette til sit højdepunkt: homo sapiens, “mennesker, tænkerne”. Nogle gange synes jeg dog, at vi burde kaldes homo anxietudo…

Som du sikkert kan se nu, kan jeg godt lide at tænke på psykologiske problemer i forhold til, hvorfor naturen overhovedet ville bygge et sådant system. Her tror jeg, at det, der skete, var, at vi har et angstsystem, der er bygget til “situationsangst”, (se mit tidligere indlæg). Hvad naturen imidlertid ikke havde forudset, var fantasi eller det, psykoterapeuter kalder “fantasi.”

Alle dyr undtagen mennesker lever her og nu, og deres sind er næsten udelukkende fokuseret på det, der virkelig er foran dem. Hvis de kommer i en situation, der minder om en anden situation, der har forårsaget et problem, vil de opleve angst og undgå den pågældende situation.

Enestående i verden er menneskets evne til at forestille sig ting, der ikke sker. Disse forestillinger kan komme sammen med hele scenarier, i bund og grund en hel film i vores hoveder. Dette er meget nyttigt, hvis vi laver en præcis forudsigelse af noget, der i det mindste er nogenlunde sandsynligt, at det vil ske. Vi kan derfor være bedre end andre dyr til at beskytte os mod situationer, fordi vi kan tage skridt til at undgå ting, der endnu ikke er ved at ske.

Nogle mennesker synes dog at være født med et højere niveau af angst. Nogle har haft et liv fyldt med problemer, som har gjort, at de er programmeret til at forvente problemer, selv om de ikke længere befinder sig i det urolige miljø, de voksede op i. Nogle gange er der faktisk tale om en reel situation, men i et forsøg på at tænke den igennem begynder vi at fantasere om ting, der kunne ske, men som slet ikke er sandsynlige at ske. Vi kan blive fokuseret på katastrofer og de værst tænkelige scenarier.

Det næste skridt er det, der virkelig skaber problemer. Vi reagerer med fulde følelser på vores fantasier; med samme niveau af følelser, som hvis situationen var virkelig. Tænk på, hvordan vi reagerer på film. Vi ved, at de ikke er virkelige, men alligevel finder vi os selv i at bide negle, sidde på kanten af vores sæder, græde eller juble.

Som problemløsere forsøger vi at finde på løsninger til disse imaginære scenarier. At tænke på det skaber dog ofte kun mere uro, ikke løsninger. Dette fremkalder så flere ængstelige fantasier, som gør os mere ængstelige, hvilket sætter gang i en ond cirkel, der kan fortsætte i dagevis eller længere tid; måske hele livet.

Det er desværre ironisk nok sådan, at de fleste af de ting, vi bekymrer os om, aldrig bliver til virkelighed. Og de ting, der sker, er ofte ikke dem, vi bekymrede os om i første omgang. “Ingen slagplan overlever et opgør med fjenden.” Eller med et citat, der ofte fejlagtigt tilskrives Mark Twain: “Jeg har levet et forfærdeligt liv … hvoraf det meste aldrig er sket.”

Så hvad kan man gøre? Der findes en form for psykoterapi, der er kendt som kognitiv adfærdsterapi eller CBT. Den beder specifikt folk om at være opmærksomme på, hvad de tænker, og hvad de siger til sig selv. Den hjælper dem derefter med at undersøge disse tanker, se efter beviser for, om de er korrekte eller ukorrekte, og lære at genkende de typer af karakteristiske “kognitive fejl”, som de begår. De får derefter hjælp til at finde på alternative fortællinger at sige til sig selv, som ikke blot er “happy talk”, men legitimt bedre måder at tænke på.

Mindfulness er en anden vigtig tilgang. Det er en idé, der kommer til udtryk i ordsprog som “glem ikke at dufte til roserne” og også i østlig filosofi, yoga og meditation. Den grundlæggende idé er at fokusere dine tanker væk fra at bekymre dig om fremtiden eller fortryde fortiden og fokusere på her og nu. Tænk kun på det, du gør lige nu. Hvis du ikke laver noget, så fokuser på dine omgivelser. Yoga-åndedræt er en beslægtet teknik. Her tager du dybe indåndinger, der starter i maven og arbejder sig op til spidsen af dine skuldre. Mens du gør dette, forsøger du kun at tænke på åndedrættet. Du kan ikke beordre dit sind til at være tomt, men du kan fokusere på noget simpelt og gentagende som at trække vejret. Meditation er i det væsentlige at gøre dette i længere perioder, men ofte vil blot ti langsomme, dybe vejrtrækninger gøre meget for at berolige angst.

Dertil kommer, at medicin, der oprindeligt er udviklet til depression, SSRI’erne (Prozac, Paxil, Zoloft, Lexapro, Effexor, Cymbalta m.fl.), også er i stand til at sænke det underliggende angstniveau, hvilket tager meget af dampen ud af dette fænomen. Disse lægemidler er forebyggende, men de skal tages hver dag for at være effektive. Som med al medicin kan de have bivirkninger, som heldigvis er milde og sjældne, men som omfatter ting som døsighed, hovedpine, maveforstyrrelser og seksuel dysfunktion.

Den medicin, der synes at blive ordineret oftest, er efter min mening også den mest problematiske. Benzodiazepinerne (Ativan, Xanax, Klonopin, Valium) er alle vanedannende. Hvis man giver et vanedannende stof til en person med en kronisk lidelse, skal man ikke være raketvidenskabsmand for at forudsige, at det vil ende med tolerance over for medicinens virkninger og afhængighed. Desuden vil man, medmindre man ønsker at være konstant påvirket af disse stoffer, som deler mange egenskaber med alkohol, først tage dem, når man allerede er blevet urolig. Derfor foretrækker vi generelt SSRI’erne, fordi de er forebyggende.

Der er helt klart en rolle for “efter behov”, ikke vanedannende alternativer til disse lægemidler, og der findes nogle, herunder hydroxyzin, Neurontin, BuSpar og ekstremt lave doser af “antipsykotika”. Effektiviteten af disse er varierende, men hvis de virker, har du en holdbar, ikke vanedannende løsning.

Selv om vi måske aldrig helt kan befri os selv fra bekymringer, kan vi helt sikkert gøre meget for at kontrollere dem.

Anmod om en TMS-konsultation