1 Korintherbrev 1.18-2.5
Biskoppens bud til ordinationskandidater, 2. juli 2005

Biskoppen af Durham, Dr. N. T. Wright

‘Jøderne kræver tegn, og grækerne søger visdom; men vi forkynder den korsfæstede Kristus, som er en anstødssten for jøderne og en tåbelighed for hedningerne, men for de kaldede, både jøder og grækere, er Kristus Guds kraft og Guds visdom’. Som dekanen så bevægende har antydet i sine taler, kommer alle visdomslinjerne fra det Gamle Testamentes rige skatkammer frem og mødes i den, som alle skrifter taler om. Når vi samler trådene fra denne retræte, finder vi ud af, at den rige gobelin, som de danner, tager form af den korsfæstede, som er velkendt, men stadig chokerende og udfordrende. Al kristen tjeneste af en hvilken som helst art er et liv i Kristus og et udlevende af Kristi liv over for verden, og det er rigtigt, at vi holder en pause på dette punkt og ekspliciterer og fokuserer på det, der hele tiden har været implicit.

Se, hvordan visdommens temaer samles, og husk naturligvis, at ordet “Kristus” aldrig blot var et egennavn for Paulus, men blot det græske ord for “Messias”. Det er, når vi ser længe på Jesus Kristus og ham den korsfæstede, at vi forstår, hvad det betyder at kalde ham Messias, Israels sande konge, den store Davids større søn, ham, der beskrev sig selv som ‘en større end Salomon’. Det er i ham, som den sande Salomon, om man vil, at vi opdager, som Paulus siger andetsteds, at alle visdommens og kundskabens skatte er gemt i ham. Det er, når vi står ved foden af korset, at vi opdager den sande identitet af Visdomsfrue, der kalder de enkle til at vende sig om og træde ind, til at spise hendes brød og drikke hendes vin. Messias er den ultimative fortolker af Gud til verden og af verden til Gud, af Gud til os selv og af os selv til Gud, ja, af os selv til os selv, og han forsikrer os om, at selv om vi måske har ment det ondt, så har Gud ment det godt. Det er i ham, at vi er rodfæstet og grundfæstet, at vi finder vores ultimative terroir, den jordbund, der nærer os og gør os til det, vi er. Og det er især i ham, at det mørke tema om lidelse kommer til fuld udfoldelse. En del af pointen i Jobs bog er, at vi ikke forstår, og aldrig vil forstå i dette liv, hvordan alt dette giver mening. Men en del af pointen i Paulus’ evangelium om den korsfæstede Messias er, at det er i denne uudgrundelige kærlighedshandling, at vi kan finde den mening. Og selv Salomos dårskab kommer i fokus på dette punkt; for en del af Guds væddemål i Det Gamle Testamente er, at han vælger at handle i og gennem Israels folk, vel vidende, at fordi de også består af syndige mennesker, vil de tage fejl, og at han selv vil komme i sin egen søns person, den sande konge, manden efter sit eget hjerte, for at påtage sig de langsigtede resultater af Israels kongelige dårskab såvel som den langsigtede udmøntning af Israels kongelige visdom. Vi finder i de gamle bibelske optegnelser selv det samme “problem med ondskab”, som vi ser i den skabte orden; men når vi gør det, opdager vi, at det også er fastholdt i mysteriet om Kristus og ham, der er korsfæstet. “O vor Guds kærlige visdom, da alt var synd og skam, kom en anden Adam til kamp og redning”. Kærlig visdom; et andet navn for vores elskede Jesus.

Så da Paulus lærer de forvirrede korintherne, der var splittede og forvirrede som de var om mange ting, hvor de kan finde den visdom, der overgår verdens visdom, bringer han dem tilbage til selve kernen i det hele, centrum for al kristen levevis og dermed centrum for al kristen tjeneste. At blive ordineret handler til dels om at stille sig op offentligt som et tegn – Gud hjælpe os! – at der findes sådan noget som kristen tro og kristen levevis, og at det giver mening; og vi, der er “professionelle”, tør ikke et sekund glemme, at den eneste måde at give ordinationen mening på er at være stadig dybere rodfæstet og forankret i Jesus Messias og ham, der er korsfæstet. Hør igen, hvad Paulus siger: Han (dvs. Gud) er kilden til jeres liv i Messias, Jesus, som blev Guds visdom for os, ja, retfærdighed, helliggørelse og forløsning, så at, som der står skrevet, den, der roser sig, skal rose sig af Herren. Faktisk er den første linje endnu strammere på græsk, idet den bogstaveligt talt lyder: “Fra ham er I i Kristus Jesus”. Fra Gud i Kristus, det er hvem vi er, hvad vi er, hvor vi er, og hvorfor vi er. Alt, hvad vi skal gøre i dag og i morgen (ikke mindst den første nadver, som de nye præster skal fejre), og alt, hvad vi skal gøre fra mandag morgen og fremefter, hvad enten det er at gå ned ad High Street med et nyt hundehalsbånd, at aflægge et begravelsesbesøg eller endda tage en kort pause med familien – alt skal ses i disse vendinger: Fra Gud i Kristus. En ordineret person er i allerhøjeste grad det, som enhver kristen er: en gave fra Gud, pakket ind i Kristus – en gave ikke kun til kirken, men også til verden. Som Paulus siger senere i brevet: “I er ikke jeres egne, I er købt for en pris. Gud gik ud for at købe en gave til den verden, som han elsker så højt; han valgte dig, pakkede dig ind i sin egen søns helbredende og rensende liv og død og præsenterer dig nu for verden som en gave af hans kærlighed, hans visdom.

Det billede går selvfølgelig i stykker, for med en almindelig gave smider man indpakningen væk og beholder det, der er indeni. Men når Gud klæder dig på med Kristus, bliver du et andet menneske, et nyt menneske, i ham, og alle de fejl og mangler, som vi alle kun er alt for bevidste om, bliver optaget i hans liv. Ikke mange af jer, siger Paulus, var kloge eller stærke eller ædle efter menneskelige standarder; men Gud valgte de tåbelige til at gøre de kloge til skamme, de svage til at gøre de stærke til skamme, de ydmyge til at nedbryde de mægtige. Man kunne tro, at Paulus havde læst Magnificat, og det havde han måske også. Det er det vidunderlige paradoks, der er kernen i al jeres uddannelse og kvalifikationer, al den forberedelse, som I med rette har gennemgået; at når I til sidst, når I står foran menigheden, og vi erklærer, at de, hvis opgave det er, har undersøgt jer og fundet, at I er mennesker, der er klar til at påtage jer denne tjeneste, siger vi også, at hvis Herren ikke bygger huset, arbejder bygherrerne forgæves, at vi er uduelige tjenere, der kun har til hensigt at gøre vores pligt, at ingen kan prale i hans nærvær, fordi vores eneste tilstrækkelighed kommer fra ham og ham alene. Fra Gud i Kristus. Når du står der i aften eller i morgen, når du står foran din egen menighed som nyligt ordineret diakon eller præst, når du går på arbejde mandag morgen, er det selvfølgelig vigtigt, at du har gjort dit hjemmearbejde, læst bøgerne, bestået eksamen, lært at være præst – men det er langt, langt vigtigere, at du er i Kristus, at du vil tale om Kristus, at du vil leve Kristus for verden, Kristus, som blev til visdom, retfærdighed, helliggørelse og frelse for os. Hvis det ikke var sandt, burde vi alle løbe væk og gemme hovedet i et hul af skam ved tanken om, at vi kunne vove at tale sandt om den levende Gud, om den kærlige Kristus, eller at leve hans liv foran den seende verden.

Der er derfor tre ting, der vokser ud af denne passage og dette tema, som jeg vil opfordre dig til at være særlig opmærksom på, når du kommer til ordinationen, og når du vokser i din nye stilling i de kommende dage. De er meget indlysende, men i tider som denne er vi nødt til at sige de indlysende ting, så vi derefter kan se hinanden i øjnene herefter og holde hinanden ansvarlige over for dem.

Det første er bønnens liv, bønnen hos de mennesker, der er fra Gud i Kristus. Der er flere hjælpemidler til bønnen til rådighed nu end nogensinde før – nogle af dem er faktisk skrevet af biskop John! – og du har allerede læst nogle af dem. Forskellige mønstre og stilarter for bøn er passende for forskellige mennesker på forskellige tidspunkter i deres liv, og du må hele tiden arbejde på at finde det rigtige mønster for dig selv. Nogle af jer har talt med mig om den vanskelighed, som jeg selv kun kender alt for godt, der ligger i at finde et passende mønster, når man jonglerer med arbejde, kirke og familie. At bede for sig selv, at bede sammen med sin ægtefælle, at bede sammen med sine kolleger i kirken, alt dette er vigtigt, og at afsætte regelmæssig tid til det er den afgørende opgave, som, hvis man ikke gør det, vil gøre en svag og dårligt rustet til det arbejde, man skal udføre. I min tjeneste oplever jeg gang på gang, at jeg midt i en travl hverdag med alle dens krav, i mit hjerte og sind vender tilbage til bønnen tidligt om morgenen og henter styrke fra den. Men midt i al organisation og teknikker er det eneste, der er nødvendigt, som Jesus sagde til Martha, at være rodfæstet og grundfæstet i Jesus selv: fra Gud, i Kristus. Det kræver tid; tid til at tænke over en passage fra evangelierne, indtil man bliver en figur i historien, der følger Jesus og lytter til hans ord; tid til igen at stå ved foden af korset eller til igen at gå ad Emmausvejen og høre ordene: “I tåber, I som er langsomme af hjerte til at tro, var det ikke nødvendigt, at Messias skulle lide og komme ind i sin herlighed? Det kan meget vel føre dig ind i et af de bønnemønstre, som vores østlige fætre og kusiner kender så godt, hvad enten det er Jesus-bønnen, som gentages igen og igen, indtil den bliver en boblende brønd af Jesu liv og kærlighed dybt inde i dig, eller noget andet. Paulus giver os i det samme brev, hvad jeg opfatter som hans kristne version af den gamle jødiske bøn, Shema (“Hør, Israel, YHWH vor Gud, YHWH er én”, som den fromme jøde kunne gentage ikke bare tre gange om dagen, men igen og igen); Paulus’ version, der er tæt knyttet til temaet om fra Gud i Kristus, lyder således: én Gud, Faderen, fra hvem alle ting er, og vi til ham; og én Herre, Jesus Kristus, gennem hvem alle ting er, og vi gennem ham. Det er en bøn (du finder den i 1 Korinther 8,6), som du kunne gøre værre end at bede, langsomt og meditativt, mens du holder den kommende dag eller den netop overståede dag for Gud, mens du søger at kende dig selv igen som fra Gud i Kristus, mens du står i Kristus foran nådens trone med dit folk på dit hjerte.

Naturligvis er bøn ofte vanskelig. Den ville ikke være meget værd, hvis den ikke var det. Gud trækker sig nogle gange tilbage fra os, så vi kan gå ud og lede endnu mere ivrigt efter ham. Igen og igen trænger andre bekymringer sig på og truer med at forstyrre vores bønner. Det er forventeligt. Du må tage den daglige udfordring op og se disse distraktioner komme op og undgå dem, næsten som et af de der computerspil, hvor du er på en rejse, og der bliver lagt forhindringer i vejen, og små grønne mænd kommer for at angribe dig. Det bliver sværere, ikke lettere, men en del af tricket er at erkende, at vanskelighederne i sig selv er et tegn på, at bønnen betyder noget, at fjenden ved, at hvis han kan forhindre dig i at være rodfæstet og grundfæstet i Kristus og opdage den sande visdom i ham, vil han have neutraliseret din effektivitet. Én Gud, Faderen, fra hvem alle ting kommer og vi til ham; én Herre, Jesus Kristus, gennem hvem alle ting kommer og vi gennem ham. Fra Gud i Kristus: gør det til en daglig virkelighed gennem bøn.

Sammen med bønnen følger hellighedens liv. Igen, det er indlysende, men de indlysende ting har brug for at blive sagt fra tid til anden. Paulus skriver, at Jesus Messias er blevet til visdom, retfærdighed, helliggørelse og forløsning for os. Store, klodsede ord som tre enorme verbale elefanter, der vogter over en central sandhed. Rækkefølgen er interessant; man kunne have troet, at han ville have sat forløsningen først; men det lader vi være til en anden gang. Pointen er, at vi ikke kan hævde at være “fra Gud i Kristus”, vi kan ikke forsøge at bebo den guddommelige visdom, som overvinder verden, medmindre vi også bebor retfærdigheden, som er den pagtsstatus, vi har i ham, helliggørelsen, som er forvandlingen af hele vores personlighed, så den virkelig afspejler hans billede, og forløsningen, som fejrer vores udfrielse fra syndens slaveri og vores skæbne i det forjættede land i Guds nye skabelse. At leve og være “fra Gud i Kristus” betyder den daglige og timelige forpligtelse til at stå fast i hans retfærdighed, til at kæmpe for at bebo hans helliggørelse og til at nægte, ligesom israelitterne i ørkenen, at gå tilbage til slaveriet i Egypten.

Jeg kan ikke understrege, hvor vigtigt dette er. Presset vil konstant være på dig, netop fordi du med rette ønsker at komme sammen med dit folk, at være inkarnationel i din tjeneste, at være på alle fire med der, hvor folk befinder sig – presset vil konstant være på dig for at gå på kompromis med de standarder, som virkelig afspejler og legemliggør Kristi liv. Det sker i små ting, i forhold til hvad vi siger og hvordan vi siger det, vores kropssprog og ansigtssprog, vores små valg om hvordan vi bruger vores tid, hvad vi prioriterer i små ting som i store ting. Det er langt fra mig at tilskynde til paranoia; det, jeg tilskynder til, hos mig selv såvel som hos dig, er en stadig dybere selvbevidsthed og at bringe denne selvbevidsthed ind i lyset af rubrikken “fra Gud i Kristus”, ikke for at du kan tænke på dig selv hele tiden, men netop for at du ikke behøver at gøre det. Det er her, at en god åndelig vejleder virkelig kan hjælpe enormt meget. Men det har naturligvis også betydning (men igen skal det siges) i de større sager også. De tre store spørgsmål, som vi alle står over for – penge, sex og magt – giver store problemer og rejser store spørgsmål. Jeg har set præster lide stort skibbrud på disse områder, og det virkelig foruroligende ved det er, at de tydeligvis havde formået at narre sig selv meget grundigt til at tro, at Gud i Kristus ikke blot godkendte, men faktisk tilskyndede dem til at opføre sig forkert. Vær venlig, vær venlig at føre korte regnskaber med Gud, med eller uden hjælp fra en skriftefader, på alle disse områder, og når du er under pres på et af dem, som nogle af jer vil være det fra tid til anden, så vær ikke for stolt til at få hjælp. Det skylder du dig selv; det skylder du kirken; det skylder du Gud. Du er “fra Gud i Kristus”, og han er blevet vores retfærdighed, vores helliggørelse, vores frelse. Lev efter denne sandhed; lev i denne sandhed; husk endnu en gang, at du blev købt for en pris.

For det tredje og sidste skal du huske, hvad det hele er til for. Gud valgte det tåbelige i verden for at gøre de kloge til skamme. Gud valgte det svage i verden for at gøre de stærke til skamme. Gud valgte det, der er ydmygt i verden, herunder dig og mig, til at gøre de høje og mægtige til skamme. Hvis en kristen er en person, der er fra Gud i Kristus, og hvis en ordineret kristen er en person, der bringer dette klart og fokuseret til udtryk for at gøre resten af kirken i stand til at være kirke, er vores kald altid for missionens skyld, kirkens mission til at tale Guds kloge tåbelighed, til at handle i Guds svage styrke, til at leve Guds ædle ydmyghed. Vi skal være det omvendte folk, eller rettere det opadvendte folk, hvis liv fra Gud i Kristus er et muntert stående spørgsmålstegn, en udfordring, en irettesættelse, en advarsel og en invitation til resten af verden. Bøn og hellighed rodfæster os i Kristus, så vi kan stå i spidsen for Guds mission til verden og kan lede vores folk i denne mission, som er deres såvel som vores. Gudskelov, at vi i vore dage har lært, eller i det mindste er ved at lære, at kirkens mission ikke er at redde sjæle til en uopnåelig himmel eller blot at forbedre menneskers vilkår på den nuværende jord, men at sigte mod noget større, som overskrider begge dele. Paulus taler senere i 1 Korintherbrevet, som er brevets højdepunkt, om håbet om opstandelse til Guds nye skabelse, og læg mærke til, hvad der sker, hvis vi får det rette perspektiv. Hvis man blot tænker på, at sjæle ender i en uhøjtidelig himmel, vil man foregribe det i nutiden ved at leve en stille, løsrevet spiritualitet og fornægte alle de ting, der taler om universet med rum, tid og materie. Det er platonisme, ikke kristendom. Hvis man blot tænker på at hjælpe folk med at forbedre deres sociale, kulturelle og samfundsmæssige situation i den nuværende verden, har man intet at sige, som John Sentamu for nylig påpegede, når folk har alting materielt og alligevel ikke aner, hvad meningen med det hele er. Hvis vi kun har håbet på Kristus for dette liv, så er vi af alle mennesker mest beklagelige. Men hvis vi i stedet sætter vores blik fast på Guds løfte om nye himle og en ny jord, om hele skabningen fornyet fra Gud i Kristus, ser vi, at vores forventning om denne fremtid i nutiden skal være en rig blanding af det, vi har kaldt “åndelighed” og det, vi har kaldt “arbejde for riget”. De hører sammen, fordi de sammen foregriber den tid, hvor jorden skal fyldes med Guds herlighed, som vandet dækker havet.

I øjeblikket ser verdens visdom dette ikke, og vores tåbelige visdom må gøre den til skamme. Opgaven med at formulere og redegøre for det kristne verdensbillede er fortsat central for vores kald. I øjeblikket udøver politikerne og økonomerne magt på en bestemt måde, og vores svage styrke må gøre dem til skamme. Opgaven med at leve sammen og vidne over for verden om en anden form for magt og herlighed er fortsat central for vores kald. I øjeblikket har de store på jorden ingen idé om, hvor den sande storhed ligger, og vores ydmyge adel må gøre dem til skamme; opgaven med at leve på en ægte modkulturel måde (ikke blot en kristen udgave af omvendt snobberi!) er fortsat kernen i vores kald.

Som bøn og hellighed vokser kirkens mission således direkte ud af den friske visdom i 1. Korintherbrev 1 og 2, idet vi forkynder og lever Kristus korsfæstet, som er en anstødssten og tåbelighed for andre, men for os Kristus, Guds kraft og Guds visdom. I er fra Gud i Kristus; det er jeres ære og centrum for jeres kald. Gå til jeres opgaver med glæde og med et enkelt hjerte. Vores tro og vores kald, og i særdeleshed det kald, som I nu siger ja til, hviler ikke på menneskelig visdom, men på Guds kraft.