Sagsbeskrivelse

En sund, men marginalt overvægtig asiatisk mand (48 år) var interesseret i at undersøge brugen af intermittent faste som en livsstilstil med henblik på vægttab. Han var 83 kilo (kg) tidligere og havde med succes reduceret sin vægt til 61 kg ved at indføre en streng plantebaseret kost og motion over en periode på tre år. Han var moderat aktiv og gik mindst en time dagligt, og hans skridttæller talte i gennemsnit 12.500 skridt i løbet af de sidste to år. Han blev ikke diagnosticeret med nogen kroniske sygdomme. Han havde ikke nogen historie med gastrointestinale problemer ud over en isoleret hændelse med blødende duodenalsår, da han var teenager, som siden var blevet løst efter behandling med ranitidin.

Trods fortsat opretholdelse af en plantebaseret kost og moderat motion oplevede han en gradvis vægtøgning til 66 kg i løbet af de sidste to år. Med en højde på 1,64 meter (m) var hans kropsmasseindeks 24,53 kg/m2, hvilket bragte ham tilbage i kategorien overvægt i henhold til Verdenssundhedsorganisationens retningslinjer for fedme for befolkninger i Asien og Stillehavsområdet. Hans taljeomkreds var 88,5 cm, kun lidt under grænseværdien for abdominal fedme for asiater (90 cm for mænd) . Med en familiehistorie med slagtilfælde var han ivrig efter at reducere sin vægt tilbage til normalområdet.

Interventioner og dataindsamling

Den pågældende person valgte at følge en variant af den populære fem-to (5:2) intermitterende fasteordning (en modificeret fasteordning med alvorlig energibegrænsning to dage om ugen og ad libitum-spisning de øvrige fem dage). I stedet for at indtage 20-25 % af energibehovet på to ikke på hinanden følgende fastedage om ugen som i standardprotokollen 5:2 valgte den pågældende at overholde fuldstændig faste uden indtagelse af energiholdige fødevarer eller drikkevarer i to på hinanden følgende dage om ugen, således at den samlede fastetid bliver 48 timer eller mere, men ikke over 60 timer. Personen havde tidligere været igennem 18 timers faste som led i sin religiøse praksis, hvilket gav ham tillid til, at han kunne fortsætte i to på hinanden følgende dage uden mad. Han havde også til hensigt at opretholde sit normale fysiske aktivitetsniveau i fasteperioderne så meget som muligt.

For at vurdere effektiviteten af denne vægttabsordning og dens metaboliske virkning indvilligede personen i at foretage daglige målinger af vægt, kropsfedtmasse og fedtprocent, temperatur, blodtryk, fastende blodsukker samt talje- og hofteomfang. Alle målinger blev foretaget ved hjælp af udstyr til sundhedsovervågning i hjemmet (tabel 1) ved opvågning, før der blev indtaget mad eller drikkevarer. Det daglige fysiske aktivitetsniveau (målt i det samlede antal skridt) blev også overvåget ved hjælp af en skridttæller, der blev båret i de vågne timer. Personen indvilligede også i at gennemgå blodprøver ugentligt på et kommercielt medicinsk laboratorium med henblik på sikkerhedsscreening og for at få observationer om lipidprofil, højfølsomt C-reaktivt protein (hsCRP), hæmoglobin A1c (HbA1c) og urinsyre. I fasteperioden blev blodprøverne taget om morgenen efter to på hinanden følgende fastedage før ethvert måltid.

For en sikkerheds skyld blev den enkelte opfordret til at drikke nok vand for at undgå dehydrering. Han skulle observere symptomer, herunder uregelmæssig hjerterytme, svedtendens, rysten, uro, overdreven sult og kvalme. For at forhindre hypoglykæmi blev han bedt om at drikke en til to spiseskefulde honning i varmt vand hvert 15. minut, indtil symptomerne forsvandt. Der skulle tages yderligere blodglukoseprøver for at sikre, at blodglukoseniveauet ikke faldt til under 3,0 mmol/L. Han blev bedt om at holde op med at faste og søge lægehjælp, hvis symptomerne blev ved med at vende tilbage, og blodglukoseniveauet holdt sig under 3,0 mmol/L. Han kunne også til enhver tid vælge at afbryde fasten.

Data blev indsamlet over tre perioder på fem uger (35 dage): baseline (en uge); faste (tre uger); efter fasten (en uge). Varigheden blev bestemt af den pågældende person, da han havde til hensigt at bruge fastekuren som en kortvarig vægtvedligeholdelsesmetode. Sammenligning af de syv dages gennemsnit af de daglige målinger af vægt og kropsfedt efter fasten med baseline-gennemsnittet blev brugt til at bestemme diætplanens effektivitet. Personen blev også rådet til at føre en dagbog om sin subjektive oplevelse af fasten. Vi brugte R Studio version 1.1.453, der kører på R version 3.5.1 til visuel dataanalyse.

Resultater

Kropsvægt

Tidsforløbet for ændringerne i kropsvægt er vist i figur 1. Ved baseline varierer de daglige vægtmålinger mellem 65,5 kg og 66,4 kg med et gennemsnit på 65,9 kg (W̅b). Der ses et øjeblikkeligt vægttab på to på hinanden følgende fastedage, og faldet fortsætter en dag mere med genoptagelse af spisning, før der igen kommer en stigning de efterfølgende dage. Efter tre cyklusser med intermitterende faste falder vægtmålingerne i ugen efter fasten mellem 64,2 kg og 65,1 kg med et gennemsnit på 64,6 kg (W̅p). Der observeres en reduktion på 1,3 kg (W̅b – W̅p), hvilket svarer til et tab på 2 % af den oprindelige kropsvægt.

Kropsfedtforhold og masse

I modsætning til ændringer i kropsvægten over tid, fremgår der ikke noget klart mønster af den visuelle analyse af målinger af kropsfedtforholdet, som vist i figur 2. Baseline-gennemsnittet for kropsfedtforholdet (F̅Rb) er 19,1 % (interval: 18,6 % til 19,5 %). Til sammenligning er det gennemsnitlige kropsfedtforhold efter faste (F̅Rp) 18,8 % (interval: 18,2 % til 19,4 %). Denne ændring i kropsfedtprocenten (F̅Rb – F̅Rp = 0,3 %) anses for at være for lille til at have nogen klinisk betydning.

Tidsforløbet af ændringerne i kropsfedtmassen, der følger tæt op på ændringerne i kropsfedtforholdet, er vist i figur 3. Den indledende gennemsnitlige kropsfedtmasse (F̅Mb) er 12,61 kg (interval: 12,35 kg til 12,83 kg), og gennemsnittet af kropsfedtmassen efter faste (F̅Mp) er 12,17 kg (interval: 11,83 kg til 12,45 kg). Der er konstateret et fald på 0,44 kg (F̅Mb – F̅Mp), hvilket svarer til ca. 3,6 % af den oprindelige kropsfedtmasse.

Fysisk aktivitet

Figur 4A viser den daglige fysiske aktivitet målt i antal registrerede skridt. Selv om personen havde til hensigt at opretholde sit normale fysiske aktivitetsniveau i hele fasteperioden, syntes der at være et fald i det fysiske aktivitetsniveau i løbet af fastedage. Vi kan dog ikke udlede noget klart mønster, da han også registrerede et lavere fysisk aktivitetsniveau på flere dage uden faste. I figur 4B sammenlignes det gennemsnitlige antal skridt pr. uge over fem perioder. Det ser ud til, at personen naturligt reducerede sit fysiske aktivitetsniveau i fasteperioder. Derfor kan eventuelle ændringer i kropsvægt og fedt ikke være et resultat af et øget fysisk aktivitetsniveau.

Blodglukose

De daglige udsving i fasteblodglukoseniveauet er vist i figur 5. Bortset fra en tilsyneladende nedadgående tendens i baselineperioden før den første fasteuge synes fasteblodglukoseniveauet at svinge omkring 5,0 til 5,8 millimol pr. liter (mmol/L). Den indledende nedadgående tendens i baselineperioden er ganske vist interessant, men har ingen klinisk betydning, da sådanne udsving ligger inden for normalområdet.

Der observeres et drastisk fald i fasteblodglukoseniveauet ved starten af hver fasteperiode, især i den første fasteperiode, hvor det måles til 3,4 mmol/L. Ved genoptagelse af spisning genoprettes fasteblodglukoseniveauet hurtigt til det tidligere ikke-fasteblodglukoseniveau. Denne observation er i overensstemmelse med en normal ikke-diabetisk person.

Andre daglige målinger

Målinger af kropstemperatur med et gennemsnit på 35.78 grader Celsius (°C) og et interval på 35,3 til 36,4 °C, systolisk blodtryk med et gennemsnit på 101,24 millimeter kviksølv (mmHg) og et interval på 89 til 111 mmHg samt diastolisk blodtryk med et gennemsnit på 60,24 mmHg og et interval på 52 til 72 mmHg, som blev taget i hele observationsperioden, ligger godt inden for de normale intervaller. En visuel analyse af datamønstret over tid afslører ikke nogen virkning af faste på disse parametre. Målinger af talje- og hofteomkredsen viser heller ingen påviselige ændringer.

Lipidprofil

Figur 6 viser ændringerne i lipidprofilen over tid. Der ses et fald i alle lipidprofilparametre efter de første to på hinanden følgende fastedage. Det samlede kolesterolniveau ser imidlertid ud til at komme tilbage og stige efter efterfølgende fastecyklusser og nå sit højdepunkt på 206 milligram pr. deciliter (mg/dL) en uge efter de sidste to på hinanden følgende fastedage, før det falder tilbage til 186 mg/dL, et niveau, der er højere end 175 mg/dL ved baseline. Derfor synes flere cyklusser med fuldstændig 5:2 faste at hæve det samlede kolesterolniveau fra det ideelle niveau til et niveau på grænsen til det høje niveau (200 og 239 mg/dL).

Svingningerne i det samlede kolesterolniveau skyldes hovedsageligt ændringer i low-density lipoprotein (LDL)-kolesterol og triglycerider, som vist i figur 6. HDL-kolesterolet (high density lipoprotein) synes at blive nedsat af faste, og som følge heraf stiger forholdet mellem det samlede kolesterol og HDL-kolesterol efter de sidste to fastecyklusser (figur 7A).

På trods af svingningerne i parametrene forbliver forsøgspersonens lipidprofil på et sundt niveau efter fasten.

Højfølsomt C-reaktivt protein, hæmoglobin A1c og urinsyre

Inflammationsmarkøren hsCRP reduceres drastisk fra 2,0 milligram pr. liter (mg/L) ved baseline til 0,6 mg/L efter de første to på hinanden følgende fastedage, som det fremgår af figur 7B. Det falder yderligere i de næste to cyklusser og forbliver konsekvent på 0,3 mg/L efter fasten.

I modsætning til hsCRP påvirkes HbA1c ikke af intermitterende faste, da det konsekvent forbliver inden for intervallet 5,3 % til 5,6 % hele tiden (Figur 7C). Dette mål for glykæmisk kontrol på længere sigt forbliver uændret ved kortvarig intermitterende faste.

Niveauet af urinsyre er en anden biomarkør, der tydeligt påvirkes af praktisering af intermitterende faste. Som det fremgår af figur 7D, stiger urinsyreniveauet fra 7,0 mg/dL til over 9,0 mg/dL i fasteperioderne og falder tilbage til 7,0 mg/dL efter fasten. Fasten skubber serumurinsyreniveauet ud over normalområdet.

Bivirkning og subjektive oplevelser

Alle blodprøver viser ingen abnormitet eller drastisk ændring i leverprofilen og komplet blodtælling gennem de tre perioder.

Den pågældende person rapporterede ingen alvorlig bivirkning og ingen gastrointestinale klager. Hans fastedagbog indeholdt noteringer om “sværere at komme i søvn end normalt” og “afbrudt søvn” på den anden fastedag og om at føle sig “svag og svimmel, når han først stod op efter at være vågnet” i løbet af den første fastecyklus. Han beskrev også følelsen af “en let trykkenhed i hovedet, som ligner den, man oplever i stor højde”. Dette var symptomer på mild hypoglykæmi, da hans blodglukoseniveau nåede et lavt niveau på 3,4 mmol/L (figur 4). Som anbefalet drak personen et glas honningvand som en forebyggende foranstaltning, og symptomerne forsvandt. Han fandt det ikke nødvendigt at overvåge sit blodglukoseniveau igen. I løbet af de næste to cyklusser aftog disse oplevelser, da kroppen “må have vænnet sig til det”. Oplevelsen af “sværere at falde i søvn end normalt” forblev dog gennem de tre cyklusser.

Samlet set var forsøgspersonen tilfreds med resultaterne af den intermitterende faste og ville overveje at gøre det igen.