Kontrastforstærkning er et allestedsnærværende begreb inden for radiologi og kan bruges på tre måder.

For det første kan det henvise til enhver metode til at overdrive den synlige forskel mellem tilstødende strukturer på billeddannelse ved indgivelse af kontrastmedier/midler. Dette omfatter differentiering mellem normale strukturer. Der findes mange forskellige typer, som varierer fra modalitet til modalitet (se artiklen om kontrastmidler for yderligere oplysninger).

For det andet kan kontrastforstærkning også henvise til karakteristika ved unormale læsioner i kroppen. Diffusionen af kontrastmidlerne fra blodbanen til kroppens væv er fysiologisk set begrænset. I visse patologier, f.eks. kræft, kan der udvikles nye unormale blodkar (dvs. neoangiogenese), som har tendens til at være mere utætte end normale kapillærer, hvilket resulterer i, at læsionen er meget mere synlig på kontrastforstærkede scanninger.

For CNS’s vedkommende begrænser blod-hjerne-barrieren (BBB) diffusionen af kontraststoffer. Blod-hjernebarrieren er ofte forstyrret i forbindelse med patologier i CNS, hvilket fører til læsionsmæssig forstærkning efter indgivelse af kontraststoffer på CT/MRI-scanninger.

En tredje anvendelse af udtrykket kontrastforstærkning er i forbindelse med efterbehandling af billeder. Forbedringen af læsionernes synlighed opnås ved at omfordele gråskalaen i billederne på en ikke-lineær måde for at forbedre adskillelsen af subtile eller skjulte variationer i pixelintensiteten til en mere visuelt synlig fordeling, hvorved der drages fordel af det menneskelige syns fysiologiske egenskaber.