Komplementarisme mener, at “Gud har skabt mænd og kvinder lige i deres væsentlige værdighed og menneskelige personlighed, men forskellige og komplementære i deres funktion med mandligt overhoved i hjemmet og i kirken.” Fortalere for komplementarisme ser generelt Bibelen som Guds ufejlbarlige ord.

Den komplementariske holdning hævder at opretholde det, der har været den mest traditionelle lære om kønsroller i kirken. Udtrykkene traditionalist eller hierarkist undgås dog normalt af komplementarianere, da førstnævnte “indebærer en uvilje mod at lade Skriften udfordre traditionelle adfærdsmønstre”, mens sidstnævnte “overbetoner struktureret autoritet uden at give nogen antydning af lighed eller skønheden i gensidig afhængighed”. Derfor foretrækker de udtrykket komplementarisme, “da det både antyder lighed og gavnlige forskelle”.

Selv om de ikke nødvendigvis bruger udtrykket “komplementarisme”, er mange katolikker fortalere for komplementarisme med hensyn til Kirkens sociale doktrin. Den katolske kirkes katekismus hævder, at “Gud giver mand og kvinde en ligeværdig personlig værdighed”, men også at harmonien i samfundet “afhænger til dels af den måde, hvorpå komplementariteten, behovene og den gensidige støtte mellem kønnene udleves”.”

I modsætning til tilhængere af det bibelske patriarkat er komplementarianere åbne over for muligheden for, at kvinder kan påtage sig ledende roller i det civile og kommercielle liv.

Roller i ægteskabetRediger

Den komplementære opfattelse af ægteskabet hævder kønsbaserede roller i ægteskabet. En mand anses for at have det af Gud givne ansvar for at forsørge, beskytte og lede sin familie. En hustru skal samarbejde med sin mand, respektere ham og tjene som hans hjælper i forvaltningen af husholdningen og i opdragelsen af den næste generation. Komplementarister hævder, at Bibelen pålægger ægtemænd at lede deres familier som hushoveder og at elske deres hustruer, som Kristus elsker kirken. De citerer Bibelen for at instruere hustruerne i at respektere deres mænds lederskab af ærbødighed over for Kristus. Det er også meningen, at manden skal stå moralsk til ansvar for sin hustru og udvise en opofrende kærlighed til hende. Det er meningen, at hustruen skal svare på sin mands kærlighed til hende med kærlighed i naturalier og ved at modtage hans tjeneste og lederskab villigt.

Et eksempel på det komplementære syn på ægteskabet findes i Southern Baptist Convention’s Baptist Faith and Message (2000), hvoraf et uddrag er citeret her:

Manden og hustruen er lige meget værd for Gud, da de begge er skabt i Guds billede. Ægteskabsforholdet er et forbillede for den måde, hvorpå Gud forholder sig til sit folk. En mand skal elske sin hustru, som Kristus elskede kirken. Han har det af Gud givne ansvar for at sørge for, beskytte og lede sin familie. Hustruen skal underkaste sig nådigt sin mands tjenende lederskab, ligesom kirken frivilligt underkaster sig Kristi lederskab. Da hun er i Guds billede ligesom sin mand og således er ligeværdig med ham, har hun det af Gud givne ansvar for at respektere sin mand og tjene som hans hjælper i forvaltningen af husholdningen og i opdragelsen af den næste generation.

– Artikel XVIII. Familien. Baptist Faith and Message 2000

The Council on Biblical Manhood and Womanhood lærer, at “Kristus er den øverste autoritet og vejleder for mænd og kvinder, således at ingen jordisk underkastelse – hverken indenlandsk, religiøs eller civil – nogensinde indebærer et mandat til at følge en menneskelig autoritet ind i synd.”

Udtrykket Sponsa Christi bruges undertiden af komplementære trosretninger som Lutheran Church-Missouri Synod. De hævder, at apostlen Paulus gik ind for sådanne synspunkter i Det Nye Testamente. Ifølge den katolske doktrin symboliserer Kristus brudgommen, mens kirken (Ecclesia) repræsenterer bruden.

Roller i kirkenRediger

Baseret på deres fortolkning af visse skriftsteder betragter komplementarianere kvinders rolle i tjenesten, især i kirkelige sammenhænge, som begrænset. Det komplementære synspunkt går ud på, at kvinder ikke bør have lederstillinger i kirken, som indebærer undervisning eller autoritet over mænd. f.eks. har Frank Page, en tidligere præsident for Southern Baptist Convention, skrevet, at “…mens både mænd og kvinder er begavede til tjeneste i kirken, er embedet som præst begrænset til mænd som kvalificeret af Skriften”, mens embedet som diakon er åbent for både mænd og kvinder (bortset fra katolicismen) Ifølge komplementarismen er kvinder ikke helt forbudt at tale i en kirke, da Paulus taler om kvinder, der profeterer i kirken.

The Council on Biblical Manhood and Womanhood mener, at “n kirken giver frelsen i Kristus mænd og kvinder en lige stor andel i frelsens velsignelser. Ikke desto mindre er de stærkt overbevist om, at visse ledelses- og lærerroller i kirken er forbeholdt mænd (1 Kor 14:33-38; 11:2-16; 1 Tim 2:11-15; 1 Tim 3:1-7).” De fleste komplementarianere mener, at kvinder ikke bør ordineres som præster eller som evangelister i visse tilfælde, mens andre mener, at det er acceptabelt, at kvinder kan være evangelister, men ikke præster. Dette ville ikke støtte at placere kvinder i øverste lederstillinger i kirken eller familien, som ville indebære eller give nogen autoritet over mænd. Hvilke andre specifikke ministerroller, der er åbne for kvinder, varierer blandt komplementaristerne.

I sin artikel “Women Preachers, Divorce, and a Gay Bishop-What’s the Link?” hævder sydstatsbaptistteolog og seminariedirektør Albert Mohler, at “The arguments used in support of the ordination of women require the dismissal or ‘reinterpretation’ of specific biblical texts which disallow women in the teaching office” (De argumenter, der anvendes til støtte for ordination af kvinder, kræver afvisning eller ‘omfortolkning’ af specifikke bibeltekster, som ikke tillader kvinder i lærerembedet). Han mener, at det samme gælder for argumenter for ordination af fraskilte personer og for homoseksuelle.

Disse traditionelt katolske lande er blevet kaldt matriarkalske på grund af den høje værdi, der blev tillagt kvinder. Talrige kvinder er blevet saligkåret, og som er æret blandt de hellige. Den katolske kirke begrænser dog ordinationen til mænd, da “Herren Jesus valgte mænd (viri) til at danne kollegiet af de tolv apostle, og apostlene gjorde det samme, da de valgte samarbejdspartnere til at efterfølge dem i deres tjeneste”.