Kommentar til Job 41: Vi er i dag i det 41. kapitel i Jobs bog.

Jeg regner med højst to lektioner mere efter denne.

Når vi går ind i Job 41, ser vi tilbage og indser, at vi har været igennem meget indtil nu.

Vi blev præsenteret for en mand ved navn Job tilbage i kapitel 1, som var oprigtig og ulastelig. Så beskyldte et væsen, kendt som Satan, Gud for at bestikke Job til at tilbede ham. Så Gud tillod Satan at plage Job på mange måder.

Da kom Jobs tre venner for at trøste ham. Men de endte bare med at skændes med ham og beskylde ham for hemmelige synder.

Til sidst kom Elihu og begyndte at sætte disse mænd på plads. Og så har Gud selvfølgelig i det afsnit, vi er i lige nu, afsluttet det arbejde, som Elihu begyndte med at rette Job.

Og denne rettelse er kommet i to dele.

Først har Gud stillet Job tres spørgsmål om, hvordan tingene fungerer i denne verden. Eller om Job kan gøre det ene eller det andet, som kun Gud kan gøre. Og derfor var Jobs første svar til Gud naturligvis et svar af anger og omvendelse. Det var den første del af Guds konfrontation med Job.

Vi er nu nået til anden del af Guds konfrontation med Job. Og indtil nu har vi set Gud sige til Job, at hvis han tror, at han kan gøre et bedre stykke arbejde med at “gudgøre” eller være Gud, end Gud er i stand til at gøre – ja, så værsgo og prøv det.

Herefter vendte Gud Jobs opmærksomhed mod Behemot. Og Job og du og jeg skal efterligne Behemot. Behemot levede uden bekymringer med den styrke, som Gud gav ham. Og Job og du og jeg skal også leve på den måde.

Og nu til Guds sidste tale i denne bog for at afslutte dette andet afsnit af Guds irettesættelse af Job. Og Gud vil gøre Job opmærksom på et andet væsen. Hans navn er Leviathan. Han er ikke et landdyr som Behemot – men er snarere et havdyr. Og mens det er meningen, at vi skal efterligne Behemot, ser det ud til, at Gud har et andet formål med Leviathan.

Med Leviathan skal vi tænke på Gud på samme måde som vi tænker på Leviathan. Vi skal nærme os Gud på samme måde, som vi nærmer os et farligt, uforudsigeligt og ukontrollabelt dyr som Leviathan. Og jeg har tillid til, at vi vil se den vægt, når vi begynder at studere Leviathan i dag.

Job 41 Kommentar: Q64-65: Kontrol

Det første spørgsmål, som Gud ønsker at påpege med hensyn til dette væsen, er altså, at det er umuligt at kontrollere det. Men Gud formulerer det i form af et spørgsmål. Så vers 1 indeholder det 64. og 65. spørgsmål, som Gud har stillet Job indtil nu, hvis min optælling er korrekt.

KJV Job 41:1 Kan du Leviathan med ?
eller hans tunge med et ?

Så – nej – Job kan ikke fange Leviathan med en krog eller binde hans tunge fast med et reb. Han kan ikke kontrollere dette dyr.

Og Job ville have vidst dette. Han ville have besvaret disse spørgsmål negativt.

Og derfor er det, Gud ønsker, at Job så skal gøre, at han skal erkende, at Job ikke har nogen kontrol over Gud. Hvis Job ikke kan kontrollere en af Guds skabning, hvordan skulle han så nogensinde tro, at han kan kontrollere Gud?

Og alligevel, er det ikke det, Job havde forsøgt at gøre? Ved at kræve, at Gud skulle dukke op i en retssal og forklare sine veje for Job, forsøgte Job så ikke at kontrollere den ukontrollerbare – ikke ukontrollerede, siger jeg, men – ukontrollerbare Gud?

Og hvor prøver du at kontrollere Gud i dit liv? Kan du genkende, hvor du måske gør det? Hvor du forsøger at få ham til at gøre din vilje i stedet for at underkaste dig hans vilje?

Job 41 Kommentar: Q66-67: Mere kontrol

Jo, de næste to spørgsmål fokuserer også på Jobs totale manglende evne til at kontrollere Leviathan.

2 Kan du sætte hans næse?
eller hans kæbe ?

Job kan altså heller ikke gennembore Leviatans næse eller kæbe for at fange ham.

Endnu en gang er Leviathan – og Leviatans skaber – ude af stand til at blive kontrolleret af mennesket.

Job 41 Kommentar: Q68-69: Tigger om nåde

Men Gud synes for argumentets skyld at antage, at Job kunne fange Leviathan. For i vers 3 forestiller Herren sig nemlig, at Leviathan beder om nåde, og han spørger Job, om det billede overhovedet er muligt i virkeligheden.

3 Vil han bønfalde dig?
vil han tale ord til dig?

Og selvfølgelig er det billede, som Gud tegner, ironisk. Et væsen, der er som Gud beskriver Leviathan i dette kapitel, ville aldrig blive sat i den situation at blive fanget af Job – og slet ikke blive fundet i at bede om nåde fra denne imaginære fangevogter.

Og Gud antyder her, at han heller ikke vil være i nåde hos noget menneske. Og det lyder som en overflødig udtalelse at komme med – ligesom hvorfor har Gud brug for at bringe dette punkt på bane? Det er en selvfølge, ikke sandt?

Jamen, det er det. Og alligevel kan vi – ligesom Job – i tider med prøvelser, lidelser og usikkerhed komme til det punkt, hvor vi begynder at tale og tænke, som om vi kunne få Gud i et eller andet kvælergreb, hvor han er nødt til at bede os om nåde.

Men ikke engang patriarken Jakob, der kæmpede med Gud, fik den slags svar fra Herren. Herren sagde blot til ham, at han skulle lade ham gå. Der var ingen bønner om nåde. Ingen overtalelse. Det var en ligefrem erklæring. Og når det kommer til stykket, var det eneste, Gud behøvede at gøre for at få Jakob til at give slip på ham, at røre ved hans lår. Det virkede ret godt.

Så, Gud er ikke i nåde for nogen.

Job 41 Kommentar: Q70-71: Tjener

Og alligevel vil Gud endnu en gang gå med på sit farceagtige skuespilsscenarie med den hjælpeløse Leviathan, der beder Job om nåde i vers 4. Og nu forestiller Gud sig, at Leviathan lover at tjene Job for evigt som tjener.

4 Vil han gøre med dig?
tage ham for ?

Og endnu en gang er svaret på Guds spørgsmål “nej”. Skabninger som Leviathan indgår ikke pagter, og de indgår ikke en bevidst aftale om at tjene mennesker.

Og Gud selv er ikke forpligtet til at tjene nogen. Nu er det utroligt nok, at han tjener sine skabninger – og det gjorde han i allerhøjeste grad i personen Jesus Kristus, som tog en tjeners skikkelse på sig – som ikke kom for at lade sig tjene, men for at være tjener.

Men alligevel er Gud på ingen måde tvunget til at tjene nogen som helst. Han er ikke nogens slave. Ingen har noget krav på hans person til at tvinge ham til at gøre noget som helst.

Og jeg er bange for, at Job og hans venner i grunden kom til det punkt, hvor de opfattede Gud som en person, der var forpligtet til at tjene dem og gøre deres vilje. Hvis de gør noget godt, så var Gud i deres optik forpligtet til at tjene dem gode ting.

Men det er ikke derfor, Gud giver gode ting – ikke fordi han på en eller anden måde er vores tjener. Men han giver os snarere gode ting, fordi han er barmhjertig. Og slaver er ikke barmhjertige – de gør bare, hvad de skal gøre. Og det er ikke sådan Gud opererer. Ikke for Job og hans venner – og ikke for os.

Det øjeblik vi blander denne formel sammen, er det øjeblik, hvor vi fjerner os fra virkeligheden. Vi er Guds tjenere. Vi er hans slaver. Ikke omvendt.

Job 41 Kommentar: Q72-73: Leviathan et domesticeret kæledyr?

Og alligevel fortsætter Gud det latterlige scenarie mellem Job og Leviathan i vers 5. Og denne gang spekulerer Gud i, at Leviathan måske ville være villig til at blive Jobs kæledyr!

5 Vil du ham som med en fugl?
eller vil du for din …

Nu har min familie ingen kæledyr. Vi var lige ved at få et, da en kattekilling kravlede ind i vores motorrum forleden aften efter bønnemødet – men vi var fast besluttet på ikke at tage den kat med hjem!

Også du har måske et kæledyr. De havde åbenbart kæledyr på Jobs tid – det var der i hvert fald nogle mennesker, der havde.

Og de fleste mennesker, der har kæledyr i dette land, har måske en hund eller en kat. Måske har du måske en fugl – som Gud nævner her.

Men jeg garanterer dig, at ingen nogensinde har haft en Leviathan som kæledyr. Og selv om vi ikke præcist ved, hvad dette væsen var – mit bedste gæt ud fra teksten er, at det er noget i retning af en kæmpekrokodille, der ånder ild!

Og selv om jeg aldrig har set den slags dyr i virkeligheden, vil jeg vove at påstå, at den slags dyr ikke er noget særligt godt kæledyr – en ildspydende superstørrelse krokodille!

Og ved du, hvad der ville være et endnu mere bizart og usandsynligt kæledyr? Gud. Du og jeg kan ikke lægge Gud i snor. Han vil ikke hente for os som en hund. Du ville være vanvittig at tro, at du kan få ham til at tigge. Du vil i hvert fald ikke lære ham at spille død.

Og du vil ikke kunne imponere nogen med den kontrol, du har over Gud, som du ville gøre det med et tæmmet dyr i snor. Virkeligheden er – du har ingen kontrol over Gud. Han gør efter sin vilje i himlens hære og blandt jordens indbyggere, og ingen kan standse hans hånd eller sige til ham: “Hvad gør du?”

Job 41 Kommentar: Q74-75: Rist Leviathan????

Nå, tilbage til Leviathan. Og, du ved, i vores kultur spiser vi typisk ikke dyr, som ellers ville være kæledyr – ikke sandt? Den typiske amerikanske kost består ikke af kat og hund og gerbil og marsvin.

Og så hvis Leviathan ikke kan være Jobs kæledyr – så kan han måske være Jobs middagsmad. Vers 6.

6 ham?
de ham blandt købmændene?

Nu, denne anden linje forestiller Jobs ledsagere – som tilsyneladende skulle være handlende eller købmænd – der deler Leviathan op blandt sig selv – enten som mad eller som en sjælden vare – som: “Se, jeg har et stykke Leviathan!”

Og alligevel gør Gud – når han foreslår dette – det på en måde, som vi kunne karakterisere som absurd. Som om – det ville aldrig nogensinde ske.

Og Gud kommer til sidst til sin hovedpointe i dette kapitel. Men indtil videre er vi nødt til at blive ved med at tage imod det absurde i Guds spørgsmål. Og de er med vilje absurde. Og vi vil se grunden til det om et par vers.

Men ligesom Leviathan er ingen i stand til at dele Gud op. Ingen er i stand til at fortære og fortære ham. Ingen kan bytte ham eller forhandle om ham. Han er ikke til salg.

Job 41 Kommentar: Q76-77: Dræb Leviathan?

Okay, så hvis du ikke kan fange eller gøre dig til slave eller domesticere eller spise eller handle med Leviathan – så kan du måske bare dræbe ham. Gud spørger, om det er muligt i vers 7 – med den underforståede tanke, at det faktisk ikke ville være muligt.

7 Kan du fylde hans med?
eller hans hoved med spyd?

Og disse to retoriske spørgsmål indebærer, at dette dyr skal aflives. At fylde hans skind med harpuner og spyd ville betyde Leviathan’s død. Og alligevel antyder Gud, at dette ikke kan ske.

Og selv om udtrykket “Gud er død” blev opfundet omkring slutningen af 1800-tallet og er en idé, som nogle hævder, så kan Gud ikke dø. Han vil aldrig dø.

Og alligevel lod han sig selv blive dræbt i Jesu Kristi skikkelse. Men selv da kan Gud ikke forblive død. Jesus Kristus opstod fra de døde og lever til sin tid og kommer tilbage når som helst nu.

Så ingen kan dræbe Leviathan. Ingen kan dræbe Gud.

Job 41 Kommentar: Bekæmpelse af Leviathan

Og nu – efter så mange af disse spørgsmål, der forventer et negativt svar – går Gud lige til sagen og fortæller Job, hvad der ville ske, hvis nogen skulle forsøge at gøre noget af disse ting mod Leviathan.

8 Læg din hånd på ham,
husk på ,

Så hvis nogen skulle forsøge at lægge hånd på dette væsen, ville de helt sikkert huske den kamp, og de ville aldrig gøre det igen.

Og nu, mens Job lytter til Guds irettesættelse, spekulerer jeg på, om Job har det på samme måde. Han kæmpede med Gud. Han satte spørgsmålstegn ved Guds godhed og retfærdighed. Og han oplever nu en lille smule brydning tilbage fra Herren. Og vi vil se i slutningen af denne bog – han vil aldrig gøre det igen!

Job 41 Kommentar: Q78: Intet håb

Og selv om Job har resigneret med at han aldrig vil nærme sig Gud på denne måde, så kunne en rigtig sej fyr måske tro, at han faktisk kunne overvinde dette uhyre. Og Gud siger som svar: “Det er et forgæves håb!”

9 Se, er :
skal man ikke blive ligeglad ved synet af ham?

Så, bare det at se på dette væsen er nok til at lægge et menneske ned. Man tør ikke engang se på Leviathan!

Og det er her, Gud begynder at afsløre formålet med at nævne Leviathan på dette tidspunkt i sit svar til Job.

Job 41 Kommentar: Q79: Gud vs. Leviathan

Og formålet er i det næste vers – vers 10. Gud vil i den første linje pege på dette væsens uovertrufne vildskab. Og så … taler Gud om sig selv i forhold til dette væsen.

10 Ingen er så voldsom :
Hvem kan da stå over for mig?

Ah hah! Så, der er den altså. Det er her, Gud begynder at smelte vores opfattelse af Leviathan og sig selv sammen. Jeg har antaget dette i hele kapitlet, fordi jeg vidste, at dette ville komme. Men indtil dette punkt har Gud ikke gjort det særlig klart, hvorfor han nævner Leviathan. Men han har netop forbundet prikkerne her i vers 10.

Så vi skal tænke på dette frygtindgydende, mægtige, voldsomme væsen. Og vi kan ikke fange ham. Vi kan ikke gøre ham til slave. Vi kan ikke have ham som kæledyr. Vi kan ikke spise ham. Vi kan ikke slå ham ihjel.

Og vi skal sammenligne dette væsen, og hvordan vi tænker på ham, med hvordan vi tænker på den fantastiske Skaber af dette fantastiske væsen.

Og husk, vi studerede Behemoth sidste gang. Og pointen med Behemoth var, at det var meningen, at vi skulle efterligne ham. Han levede frygtløst med den styrke, som Gud havde givet ham. Og det er det, Job og vi skal gøre med dette bæst.

Men Leviathan er anderledes. Med Leviathan skal vi ikke efterligne ham. Det kan vi ikke! Se bare, hvordan han bliver beskrevet – kan man sige det samme om dig? Nej – i stedet skal vi tænke på Gud, som vi ville tænke på dette væsen. Vi er som Behemoth – eller burde være det. Gud er som Leviathan – bare endnu større og bedre og stærkere og farligere og mere ukontrollabel!

Vi frygter Leviathan – eller det ville vi gøre, hvis den fandtes i dag. Men indrømmer vi Gud den samme sunde frygt?

Vi er klar over, at mennesket på ingen måde kan manipulere Leviathan til sine egne formål. Men, er vi klar over, at intet menneske kan manipulere Gud til sine egne egoistiske formål?

Job og hans venner havde opført sig, som om Gud kan manipuleres. Vil I have noget godt fra Gud? Så skal du bare gøre det gode. Det skal nok virke som et urværk! Som at skubbe dit kreditkort ind i benzinpumpen og få en fuld tank til gengæld.

Nu nærmede Job sig ikke Gud på den måde i virkeligheden. Han tjente virkelig Gud for ingenting – i modsætning til, hvad Satan beskyldte ham for. Men den måde, som Job tænkte på, hvordan Gud burde behandle ham, grænsede til den måde at tænke på. Gud gav ham dårlige ting, selv om Job stadig var god. Og det generede Job voldsomt. Og derfor skal Job her advares om at holde op med at behandle Gud på den måde.

Job 41 Kommentar: Q80: Gud skylder ingen mennesker noget

For at tro, at hvis jeg giver Gud noget, så skylder han mig noget til gengæld, er bare tåbeligt. At tro, at hvis jeg gør noget godt, så vil Gud give noget godt til gengæld, er ikke sådan, som denne verden fungerer, og det er ikke sådan, som Gud fungerer – og det er det, han siger i vers 11.

11 Hvem mig, at jeg skal betale ham tilbage?
under .

Sådan, hvem skylder Gud noget? Er Gud forpligtet til at behandle Job eller os på en bestemt måde ud over det, som han faktisk har sagt i sit ord? Er Gud forpligtet til at give dig sundhed og rigdom og lethed? Har du givet ham nok til, at han ville være tvunget til at betale dig tilbage?

Nej, ingen er i den slags position hos Gud. Og det er forbløffende, når man tænker over det. For de fleste af os er i en position, hvor vi har en eller anden form for forpligtelse over for nogen. Du er nødt til at betale din skoleregning eller din ejendomsskat eller din husleje. Du og jeg er forpligtede over for nogen. Vi skylder nogen noget.

Men ikke Gud. Gud skylder ingen mennesker noget.

Og det er fordi Gud ejer alt. Der er intet, der ikke er hans.

Og det omfatter Jobs liv og dit liv og mit liv. Hvis vi på en eller anden måde var i stand til at give vores liv til Gud – bogstaveligt talt, ikke i metaforisk forstand – hvis vi gav vores liv til Gud, giver vi kun det tilbage til ham, som retmæssigt tilhører ham. Han har skabt os. Han gav os åndedræt. Han ejer os!

Og dette er altså budskabet i Leviathan. Lad os behandle Gud med respekt og værdighed. Lad os ikke opføre os, som om vi på en eller anden måde kan manipulere den Almægtige til vores egne formål. Lad os give ham den frygt og ærbødighed, der tilkommer selv en af hans skabninger. Hvor meget mere værdig til en sådan respekt er Skaberen ikke end skabningen?

Må Herren hjælpe os til at interagere med ham mere på dette niveau, end vi har kendt til på dette tidspunkt i vores liv.