Enken i Zarepta arbejder under en dødsdom.

Dette præger hendes ord og adfærd: “Jeg er nu ved at samle et par pinde, så jeg kan gå hjem og tilberede det til mig selv og min søn, så vi kan spise det og dø” (1 Kong. 17:12). Ligesom Hagar før hende (1. Mosebog 21:16) har den unavngivne enke fra Zarefath affundet sig med, at hun og hendes barn er på en langsom nedtur til underverdenen. I stor fortvivlelse finder Elias enken i færd med at forberede sin egen “sidste nadver”. Som det fremgår af Elias-fortællingerne, har Israels Gud imidlertid specialiseret sig i at give mad til de sultne (1 Kong. 17:1-7) og genoplive de døde (1 Kong. 17:17-24). Og denne fortælling er ingen undtagelse.

Som i den umiddelbart forudgående fortælling bliver Elias drevet til et nyt sted af Herrens ord (1 Kongebog 17:2, 8-9). På overfladen er der tale om steder med ufrugtbarhed og knaphed. I den foregående beretning får Elias f.eks. befaling om at “gemme dig ved Wadi Cherith” (1 Kongebog 17:3) øst for Jordanfloden. Wadi Cherith forsyner Elias med vand, og Gud får ravne til at bringe profeten brød og kød morgen og aften (1 Kong. 17:6). Skabelsen bliver tilkaldt for at sørge for Guds trofaste profet. I 17:8-16 befaler Gud Elias at drage til Zarepta, hvor en enke (som erstatter ravnerne) får besked på at give ham mad. Da han ankommer, opdager Elias, at enken er en usandsynlig kilde til gæstfrihed. Faktisk har hun så lidt mad, at hun forbereder sig på sin egen død (1 Kong. 17:12).

Når han ankommer til Zarefath, befaler Elias enken at bringe ham lidt vand og en bid brød (1 Kong. 17:10-11). Ved at sværge en ed konfronterer hun profeten direkte med de hårde kendsgerninger om sin situation: “Så sandt Herren din Gud lever, jeg har intet bagt, kun en håndfuld mel i en krukke og lidt olie i en kande; jeg er nu ved at samle et par pinde, så jeg kan gå hjem og tilberede det til mig selv og min søn, så vi kan spise det og dø.” Enken modsiger skarpt det, som Elias ved ved et løfte: “Jeg har befalet en enke der at give dig mad” (1 Kong. 17:9). Og det er midt i denne modsigelse, at Gud får en mulighed for at handle.

Men lad os først reflektere over Elias’ ord. Han taler vanvittige ord. Når hans øjne kun ser knaphed, taler han om overflod. Profeten forudsætter forsyning, når enkens ord kun taler om ødelæggelse. Elias bringer et troens ord ind i et øjeblik med dyb frygt og resignation. Efter at have hørt om enkens forberedelser til døden giver Elias enken det samme løfteord, som Gud gav Hagar: “Frygt ikke” (1 Kong. 17,13; jf. 1. Mosebog 21,17). Profeten fortsætter med at tale, som om Guds løfte allerede var gået i opfyldelse: “Frygt ikke … men lav først en lille kage af den og bring den til mig, og bagefter skal du lave noget til dig selv og din søn” (1 Kong. 17,13). Elias’ ord, selv om de synes absurde, inviterer faktisk enken til at deltage i den nye virkelighed, som Guds løfter var ved at skabe, men som for øjeblikket forbliver skjult for øjnene.

Elija præciserer derefter yderligere Guds løfter: “For så siger Herren, Israels Gud, således: Kanden med mel skal ikke tømmes, og oliekanden skal ikke svigte, før den dag Herren sender regn over jorden” (1 Kong. 17:14). Gud vil give enken og hendes søn midlerne til at overleve denne frygtelige tørke, som Gud er ansvarlig for (jf. 1 Kong. 17,1-7). Ligesom Hagar og hendes søn blev denne enke og hendes søn ikke glemt af Israels Gud, som lægger mærke til tabet af selv en enkelt spurv (Matthæus 10,29-31). Enken, der engang var dømt til sult, død og lidelse, får et nyt ord, som ophæver hendes oprindelige dødsdom. Døden bliver opslugt i løfte, fortvivlelse i håb. Omvendelsen af døden i denne historie (v. 8-16) foregriber den bogstavelige omvendelse af døden i den næste (v. 17-24).

Den smertefulde modsigelse mellem Guds ord om løfte og en dødsdom er anskueliggjort i denne historie. Elias’ tjeneste i denne fortælling er at bringe et ord udefra, som gør den dødsdom, der hviler over enken og hendes søns hoved, tavs og til sidst ophæver den dødsdom, der hviler over dem. Denne nådige gave af frelse kommer i form af næring – det daglige brød. Selv om de fleste af os ikke vil komme til at prædike for tørkeplagede mennesker, vil vi prædike for mennesker, der på forskellig vis lever under en dødsdom. Og ligesom Elias er vi også kaldet til at bringe et opretholdende ord af løfte udefra.