Download/Print

I en tid, hvor engagement er en sjælden vare, bør det ikke komme som nogen overraskelse, at kirkemedlemskab er en så lav prioritet for så mange troende. Desværre er det ikke ualmindeligt, at kristne flytter fra kirke til kirke uden at underkaste sig de ældstes omsorg og uden at forpligte sig til en gruppe af trosfæller.

At forsømme – eller nægte – at blive medlem af en kirke som et formelt medlem, afspejler imidlertid en misforståelse af den troendes ansvar over for Kristi legeme. Og det afskærer også en fra de mange velsignelser og muligheder, der følger af dette engagement. Det er vigtigt for enhver kristen at forstå, hvad kirkemedlemskab er, og hvorfor det er vigtigt.

Definitionen af kirkemedlemskab

Når en person bliver frelst, bliver han medlem af Kristi legeme (1 Kor. 12:13). Fordi han på denne måde er forenet med Kristus og de andre medlemmer af legemet, er han derfor kvalificeret til at blive medlem af et lokalt udtryk for dette legeme.

At blive medlem af en kirke er at forpligte sig formelt til et identificerbart, lokalt legeme af troende, som har sluttet sig sammen til specifikke, guddommeligt bestemte formål. Disse formål omfatter at modtage undervisning fra Guds ord (1 Tim. 4:13; 2 Tim. 4:2), at tjene og opbygge hinanden gennem den rette brug af åndelige gaver (Rom. 12:3-8; 1 Kor. 12:4-31; 1 Pet. 4:10-11), at deltage i ordinationerne (Luk. 22:19; ApG 2:38-42) og at forkynde evangeliet for dem, der er fortabte (Matt. 28:18-20). Når man bliver medlem af en kirke, underkaster man sig desuden omsorg og autoritet fra de bibelsk kvalificerede ældste, som Gud har placeret i denne forsamling.

Grundlaget for medlemskab af kirken

Og selv om Skriften ikke indeholder en udtrykkelig befaling om formelt at blive medlem af en lokal kirke, gennemsyrer det bibelske grundlag for medlemskab af kirken det Nye Testamente. Dette bibelske grundlag kan ses tydeligst i (1) den tidlige kirkes eksempel, (2) eksistensen af en kirkeledelse, (3) udøvelsen af kirkedisciplin og (4) formaningen til gensidig opbyggelse.

Den tidlige kirkes eksempel

I den tidlige kirke var det at komme til Kristus at komme til kirken. Tanken om at opleve frelse uden at tilhøre en lokal kirke er fremmed for Det Nye Testamente. Når enkeltpersoner omvendte sig og troede på Kristus, blev de døbt og føjet til kirken (ApG 2:41, 47; 5:14; 16:5). Dette betød mere end blot at udleve en privat forpligtelse over for Kristus, det betød, at de skulle slutte sig formelt sammen med andre troende i en lokal forsamling og hengive sig til apostlenes undervisning, fællesskab, brødbrydning og bøn (ApG 2:42).

Den nytestamentlige epistel blev skrevet til menigheder. I forbindelse med de få, der er skrevet til enkeltpersoner – såsom Filemon, Timotheus og Titus – var disse personer ledere i menighederne. Selve epistlerne i Det Nye Testamente viser, at Herren gik ud fra, at de troende ville være engageret i en lokal forsamling.

Der er også tegn i Det Nye Testamente på, at ligesom der var en liste over enker, der var berettiget til økonomisk støtte (1 Tim. 5:9), kan der også have været en liste over medlemmer, der voksede i takt med, at folk blev frelst (jf. ApG 2:41, 47; 5:14; 16:5). Når en troende flyttede til en anden by, skrev hans menighed faktisk ofte et anbefalingsbrev til hans nye menighed (ApG 18:27; Rom 16:1; Rom 16:1; Kol 4:10; jf. 2 Kor 3:1-2).

I Apostlenes Gerninger passer en stor del af terminologien kun til begrebet formelt kirkemedlemskab. Sætninger som “hele menigheden” (6,5), “menigheden i Jerusalem” (8,1), “disciplene” i Jerusalem (9,26), “i alle menigheder” (14,23), “hele menigheden” (15,17) og “menighedens ældste” i Efesus (20,17) tyder alle på et anerkendelsesværdigt kirkeligt medlemskab med veldefinerede grænser (se også 1 Kor. 5:4; 14:23; og Hebr. 10:25).

Eksistensen af kirkestyret

Det gennemgående mønster i hele Det Nye Testamente er, at en flerhed af ældste skal føre tilsyn med hvert lokalt troende legeme. De specifikke opgaver, der er givet til disse ældste, forudsætter en klart defineret gruppe af menighedsmedlemmer, som er under deres varetægt.

Disse gudfrygtige mænd er blandt andet ansvarlige for at være hyrder for Guds folk (ApG 20:28; 1 Pet. 5:2), at arbejde flittigt blandt dem (1 Thess. 5:12), at have ansvaret for dem (1 Thess. 5:12; 1 Tim. 5:17) og at våge over deres sjæle (Heb. 13:17). Skriften lærer, at de ældste skal aflægge regnskab over for Gud for de personer, der er tildelt deres ansvar (Heb. 13:17; 1 Pet. 5:3).

Disse ansvarsområder kræver, at der er et adskilt, gensidigt forstået medlemskab i den lokale menighed. Ældste kan kun være hyrder for folket og aflægge regnskab over for Gud for deres åndelige velbefindende, hvis de ved, hvem de er; de kan kun yde tilsyn, hvis de kender dem, som de er ansvarlige for; og de kan kun opfylde deres pligt til at være hyrde for flokken, hvis de ved, hvem der er en del af flokken, og hvem der ikke er det.

De ældste i en kirke er ikke ansvarlige for det åndelige velbefindende for hver enkelt person, der besøger kirken, eller som deltager sporadisk i den. De er snarere primært ansvarlige for at være hyrder for dem, der har underkastet sig de ældstes omsorg og autoritet, og dette sker gennem medlemskab af kirken.

Men omvendt lærer Skriften, at de troende skal underkaste sig deres ældste. I Hebræerbrevet 13:17 står der: “Adlyd jeres ledere og underkast jer dem.” Spørgsmålet for hver enkelt troende er: “Hvem er jeres ledere?” Den, der har nægtet at slutte sig til en lokal kirke og overlade sig selv til de ældstes omsorg og autoritet, har ingen ledere. For den person er det umuligt at adlyde Hebræerbrevet 13:17. For at sige det enkelt, indebærer dette vers, at enhver troende ved, hvem han skal underkaste sig, hvilket igen forudsætter et klart defineret kirkemedlemskab.

Udøvelsen af kirkedisciplin

I Matthæus 18:15-17 skitserer Jesus den måde, hvorpå kirken skal søge at genoprette en troende, der er faldet i synd – en proces i fire trin, der almindeligvis er kendt som kirkedisciplin. Først, når en broder synder, skal han konfronteres privat af en enkelt person (v. 15). Hvis han nægter at omvende sig, skal denne person tage en eller to andre troende med for at konfrontere ham igen (v. 16). Hvis den syndige broder nægter at lytte til de to eller tre, skal de derefter fortælle det til menigheden (v. 17). Hvis der stadig ikke er nogen omvendelse, er det sidste skridt at smide personen ud af forsamlingen (v. 17; jf. 1 Kor. 5:1-13).

Udøvelsen af kirketugt i henhold til Matthæus 18 og andre steder (1 Kor. 5:1-13; 1 Tim. 5:20; Titus 3:10-11) forudsætter, at de ældste i en kirke ved, hvem deres medlemmer er. For eksempel har de ældste i Grace Community Church hverken ansvar eller myndighed til at disciplinere et medlem af kirken længere nede ad gaden. Desværre har den udbredte mangel på forståelse af kirkemedlemskab gjort det nødvendigt for vores ældste at disciplinere ikke kun formelle medlemmer, men også dem, der regelmæssigt har fællesskab i Grace Community Church. Bibelens lære om kirkedisciplin forudsætter imidlertid kirkemedlemskab.

Formaningen til gensidig opbyggelse

Det Nye Testamente lærer, at kirken er Kristi legeme, og at Gud har kaldet hvert enkelt medlem til et liv, der er viet til legemets vækst. Med andre ord formaner Skriften alle troende til at opbygge de andre medlemmer ved at praktisere det nytestamentlige “en-til-anden” (f.eks. Hebr. 10:24-25) og ved at udøve deres åndelige gaver (Rom. 12:6-8; 1 Kor. 12:4-7; 1 Petr. 4:10-11). Gensidig opbyggelse kan kun finde sted inden for rammerne af Kristi legeme. Formaninger til denne form for tjeneste forudsætter, at de troende har forpligtet sig over for andre troende i en bestemt lokal forsamling. Medlemskab af kirken er blot den formelle måde at indgå denne forpligtelse på.

Slutning

At udleve en forpligtelse over for en lokal menighed indebærer mange ansvarsområder: at give et eksempel på en gudfrygtig livsstil i samfundet, at udøve sine åndelige gaver i flittig tjeneste, at bidrage økonomisk til tjenestens arbejde, at give og modtage formaning med sagtmodighed og i kærlighed og trofast at deltage i den fælles gudstjeneste. Der forventes meget, men der er også meget på spil. For kun når alle troende er trofaste mod denne form for engagement, er kirken i stand til at leve op til sit kald som Kristi repræsentant her på jorden. For at sige det enkelt, så betyder medlemskab noget.