Chancerne er, at de lokale i Greenwich Village ikke genkender den ret kedelige og æstetisk uinteressante bygning, som de næsten hver dag passerer forbi på 52 W. 8th St. og er helt uvidende om, at deres yndlingskunstnere sandsynligvis befinder sig lige der, mens de udarbejder deres bedste hits. Electric Lady Studios, der blev skabt af rock- og guitaristlegenden Jimi Hendrix og den unge arkitekt og akustiker John Storyk, var det første kunstnerejede lydstudie, da det åbnede den 26. august 1970. Et halvt århundrede senere står det stadig som et berømt sted i musikindustrien.

Bygningen har en lang historie, før Hendrix faldt over den, da den oprindeligt blev bygget i 1929 som Film Guild Cinema af arkitekturteoretikeren Frederick Keisler, der forestillede sig, at den skulle være “den første 100 % biograf” og indarbejdede elementer af modernistisk design. Samtidig kørte den NBC’s første countrymusikprogram fra 1948 til 1950, som udspringer af den natklub med countrytema i kælderen i bygningen, der blev kaldt “The Village Barn”. Electric Lady Studios har set mere end blot set musik- og filmkultur, idet det har huset den ekspressionistiske maler Hans Hoffman, som regelmæssigt holdt foredrag i et atelier der fra 1938 og langt ind i 1950’erne. I forlængelse af bygningens filmiske tema rummede den indtil 1992 det berømte Eighth Street Playhouse, som viste “Rocky Horror Picture Show” sammen med sit gulvshow hver fredag og lørdag i 11 år.

Da det i 1967 blev omdannet til The Generation Club, et populært musiksted, der blev besøgt af musikikoner som Hendrix, Janis Joplin, B.B. King, Chuck Berry og Sly, cementerede det sin plads i New Yorks historie og fangede Hendrix’ opmærksomhed, som ønskede at omdanne det til en hybrid natklub og et kunstnerstudie. Eddie Kramer, Hendrix’ loyale tekniker, overbeviste ham dog om det modsatte. Efter at have haft med Hendrix’ pedantisk natur og hans behov for et perfekt indspilningsmiljø at gøre, samt det enorme studiegebyr, der fulgte med hans lange album “Electric Ladyland”, insisterede Kramer på at omdanne rummet til det ultimative indspilningsstudie: et studie, der var ideelt til Hendrix’ kreativitet.

Electric Lady Studios er helt sikkert en af slagsen. Det er blevet beskrevet som en slags “psykedelisk hule” med flerfarvet lys, erotiske sci-fi-malerier og -plakater og buede vægge. Det gammeldags look fuldendes af, at man i studierne foretrækker analogt frem for digitalt optage- og redigeringsudstyr. I dag er den markante runde, bobleformede dør og de store, reflekterende vinduer stadig Electric Lady Studios’ mest ikoniske kendetegn. Nu har de til huse i samme bygning som Mount Sinai Medical Centre og er kilet ind ved siden af en dyr papirvareforretning, og det er næsten rystende at forestille sig, at legender som Hendrix eller Patti Smith bare dvæler rundt om hjørnet for at ryge en hurtig smøg.

Det runde vindue og det karakteristiske logo med bobbelbogstaver blev bibeholdt som en hyldest til Hendrix, som døde af en overdosis heroin blot tre uger efter åbningen af sit drømmestudie. Electric Lady Studios fungerede som stedet for Hendrix’ sidste studieindspilning: det instrumentale stykke “Slow Blues”, men det var bestemt ikke den sidste store indspilning, der har prydet dets vægge.

Siden da har bemærkelsesværdige punk- og rockkunstnere som Kiss, Led Zeppelin, Bob Dylan, John Lennon, Patti Smith, David Bowie, The Rolling Stones’, AC/DC og Daft Punk alle skrevet musikalsk historie der. Electric Lady Studios var absolut summende frem til begyndelsen af 2000’erne, og mange kunstnere genbesøger det med glæde, på samme måde som man genbesøger sin første lejlighed. Med fremkomsten af billigere og revolutionerende optagelsesteknologi, som nu gjorde det muligt for kunstnere at optage hjemmefra, stod studiet ubesat i 10 måneder i 2005 og blev solgt videre til investor Keith Stoltz flere år senere.

Denne nye teknologi burde have markeret afslutningen på Electric Lady Studios, ligesom den på daværende tidspunkt udhulede andre indspilningsstudier på Manhattan (som The Hit Factory, Power Station og Sony Studios), men studiet overlevede og blomstrede på mirakuløs vis under ledelse af dets nye studieleder Lee Foster, en dengang 27-årig tidligere Electric Lady-praktikant fra Tennessee. Hans enorme loyalitet og respekt for de berømte studios tidligere storhed førte ham direkte tilbage til dets bobledør og reflekterende vinduer, blot for at finde det i ruiner; en pizzakasse var blevet brugt til at fylde pladsen for en ødelagt loftsplade, og væggene var dækket af billige indrammede udskæringer fra en Jimi Hendrix-kalender. Han beskrev Electric Lady som et “sygt menneske”, et menneske, der var “bleggråt og udmagret og træt”. Mens alle andre var demoraliserede, var Foster fast besluttet på at genoprette studiets omdømme.

Foster overanstrengte sig nådesløst og vågnede kl. 7.30 om morgenen for at tage en hurtig tur rundt i nabolaget, efter at have tilbragt natten i studiet ved at bruge klaverovertræk som tæpper, kun for at vende tilbage i tide til, at dørene blev åbnet. I første omgang tog han sig selv i kast med at omarbejde fundamentet for studiet: tømrerarbejde, maling og VVS-installationer. Lidt mindre end to år senere var han blevet forfremmet til studieleder og havde fået et år til at give Electric Lady ny energi, ellers ville det lukke for altid. Dette fik ham til at hænge ud bag scenen på downtown-klubber, hvor han jagtede alle, der kunne få et godt ord med på vejen for ham, og hvor han spejdede efter potentielle kunstnere.

En skæbnesvanger morgen blev Foster vækket af et telefonopkald kl. 5 om morgenen fra Ryan Adams, som ventede lige uden for studiet. Han indspillede improviseret sangen “Two” og fortsatte i løbet af 9 måneder med at indspille resten af hans album “Easy Tiger”. Succesen med dette album fik Patti Smith til at booke studiet til hendes album “Twelve” fra 2007. Siden da har Electric Lady Studios været tilbage i drift og har oplevet denne generations musikalske giganter inden for alle genrer, fra Kanye West til Taylor Swift.

Foster og Stoltz driver nu Electric Lady Studios som ligeværdige forretningspartnere, og Foster opsummerer, hvorfor deres partnerskab fungerer perfekt: “Vi har et fantastisk forhold. Han giver mig frihed til at fejle og lære af det – at være modig i erhvervslivet.”

Eighth Street i sig selv giver en piskesmæld, næsten som om nogen har forsøgt at samle et enkelt puslespil med brikker fra to forskellige sæt. Der er de gamle bygninger, der er fyldt til randen med historie, men som alligevel forsvinder i baggrunden, og de nye butikskæder, der på en akavet måde forsøger at finde deres plads blandt dem. Det lille Mount Sinai-hospital er måske den eneste måde, hvorpå en person uden baggrund i musikbranchen tilfældigt ville støde på Electric Lady Studios. En Goodwill butik og en Hustler sexlegetøjsbutik ligger også i gaden. Ingen af disse etablissementer fjerner dog den autenticitet og kulturelle betydning, som Eighth Street har, men tilføjer blot til dens karakter og fortæller os en anden historie: historien om, hvordan Eighth Street i Greenwich Village modstod gentrificeringen og formåede at komme ud manglet, men i live. Eksistensen af Electric Lady Studios er et bevis på dette. Det ligger der blandt de andre puslespilsbrikker, helt ubetydeligt, indtil man er nået frem til det, men umuligt at se bort fra, når man først er nået frem til det.

E-mail Vaishnavi Naidu på