LIANE HANSEN, vært:

I denne weekend er der i små og store byer planlagt festligheder i anledning af den fjerde juli, uafhængighedsdagen, for at fejre de amerikanske koloniers afbrydelse af forbindelserne med den britiske krone. Set med amerikanske øjne var den nye nations grundlæggere alle ædle og ledet af høje idealer. Men set med britiske øjne blev begivenheder og mennesker, ikke overraskende, opfattet helt anderledes. Historikeren Stanley Weintraub giver dette perspektiv i sin nye bog, “Iron Tears: America’s Battle for Freedom, Britain’s Quagmire, 1775-1783.” Da han talte med os i sidste uge, forklarede han, at briterne følte, at kolonierne stod i gæld til dem og burde være mere taknemmelige.

Professor STANLEY WEINTRAUB (forfatter, “Iron Tears”): De følte, at de amerikanske kolonister skyldte dem en hel del for beskyttelse, for at levere deres kultur, for at forsyne dem med fabrikanter. Men det, de ikke sagde, var, at de forhindrede, at der selv blev fremstillet fabrikanter i de amerikanske kolonier; de ønskede at holde økonomien afhængig af England. Så da den amerikanske revolution faktisk begyndte, var der ingen mulighed for at fremstille krudt i Amerika. Der var ingen våbenhaller til at fremstille rifler eller kanoner; de var nødt til at importere dem eller tage dem fra briterne. Vi var helt uforberedte på krig, fordi briterne sørgede for, at vi ikke var det ved at gøre dem afhængige. Og derfor var den vrede, der opstod i Amerika, afhængighed.

HANSEN: Nå, men hvad med det britiske parlament? Jeg mener, var alle enige om, hvordan de skulle håndtere de amerikanske kolonier?

Prof. WEINTRAUB: Nej. Det britiske parlament var ganske lidt repræsentativt. Det britiske parlament var i vid udstrækning baseret på mænd, der blev valgt fra de små byer og landbrugsområder og ikke fra de spirende storbyer, der voksede frem med den industrielle revolution. Så Manchester eller Birmingham havde ingen pladser i parlamentet, og briterne sagde: “Hvorfor klager du, du i Amerika? Det samme er tilfældet herovre. Vi er ikke repræsentative, men vi er glade”.

HANSEN: Hmm. Men hvor vigtige var kolonierne egentlig for Storbritannien?

Prof. WEINTRAUB: De var meget vigtige som en kilde til råstoffer, især landbrugsmaterialer og tobak. Men kolonierne var også vigtige som en kilde til stolthed. Vi tænker i termer af “juvelen i kronen” anvendt på Indien, men det udtryk blev i virkeligheden først anvendt på de amerikanske kolonier. De var juvelen i kongens krone.

HANSEN: Så du har denne dybe vrede, der vokser på begge sider, på den britiske side og på den amerikanske side, og protesterne mod skatterne begyndte at vokse. Begyndte synspunktet at ændre sig? Begyndte modviljen at vokse?

Prof. WEINTRAUB: Vreden voksede hos patrioterne, patrioter, som virkelig var ekstremister, hovedsageligt i det nordøstlige Massachusetts. Og da Tea Party fandt sted, og te-ballerne blev smidt over bord, sagde Benjamin Franklin faktisk: “Dette var en pirathandling, og amerikanerne burde betale briterne tilbage for teen”. Så det tog lang tid, før folk, som vi betragter som landets superpatrioter, fik øjnene op for det ekstreme synspunkt om adskillelse.

HANSEN: Lad os gå tilbage til den 19. april 1775; britiske tropper skyder på amerikanske militser ved Lexington og Concord. Tanken om at gå i krig – mente alle briterne, at det var en god idé at gå i krig med Amerika?

Prof. WEINTRAUB: De blev meget overraskede, da vi gik i krig. De blev især overrasket, da de tabte.

(Lydbid af latter)

HANSEN: Men var – ja, de var overraskede, da det faktisk begyndte.

Prof. WEINTRAUB: Da det startede. De var ikke forberedt på det, og de havde ikke indset, at de amerikanske militser, der var ved at blive opbygget på det tidspunkt, især i steder som Virginia og i Massachusetts, var bevæbnede. De var bevæbnede, hovedsagelig fordi de havde jagtgeværer. De havde meget få kilder til ammunition. Og briterne ved Bunker Hill mistede en masse mænd, og det tog så lang tid, før nyheden nåede England – patrioterne var meget snu. De sendte nyhederne og aviserne til England hurtigere, end briterne kunne sende deres officielle kommunikéer. Så det amerikanske spin, patrioternes spin på krigen, påvirkede England, før regeringen kunne sætte sit eget spin på krigen.

HANSEN: Så hvordan reagerede den britiske offentlighed først på tanken om krig med…

Prof. WEINTRAUB: De reagerede med chok, især med de tab, der kom over. Og de reagerede med chok, da de indså, at deres skatter ville skulle stige. De kunne ikke få beskatning ud af Amerika. Og ikke alene steg deres skatter, deres skatter var på alle de små ting, man kunne forestille sig. Ikke blot te eller frimærker eller aviser, men selv kaninhår til kvindehatte blev beskattet. Blæk, papir, alle mulige ting blev beskattet. Og disse skatter var en gene, fordi briterne ikke ønskede at hæve ejendomsskatten, men det blev de også nødt til at gøre til sidst. Og så krigen var i høj grad upopulær, fordi den var et økonomisk knæk for briterne.

HANSEN: Så når vi taler om gennemførelsen af krigen, var Storbritannien så virkelig engageret i den?

Prof. WEINTRAUB: Ikke købmændenes hjerte. Købmændene var meget fjendtlige over for krigen. Det var det radikale centrum for krigen, fordi forretningsmændene blev ramt hårdt af krigen. De ønskede, at handelen skulle fortsætte, og der var ingen handel.

HANSEN: Hmm. Så i sidste ende, hvorfor tror du, at Storbritannien tabte krigen?

Prof. WEINTRAUB: Storbritannien tabte krigen, fordi general Washington havde to andre generaler på sin side. Den ene var `General Demography’, befolkning. Befolkningen voksede voldsomt. Og den anden general, som Washington havde på sin side, var `General Atlantic,’ det vil sige Atlanterhavet. Det tog to og en halv måned at krydse Atlanterhavet med sejl i modvind. Da denne krigs Donald Rumsfeld, sekretæren for Amerika, Lord George Germaine, sendte sine ordrer over til Amerika 3000 miles væk, var det for sent; ordrerne var uaktuelle. Tingene havde ændret sig. Det tog to og en halv måned. Så general Atlantic, som betyder “general Distance”, og “general Demography”, som betyder befolkning, var virkelig generaler, som hjalp Washington enormt meget.

HANSEN: Hvorfor var det vigtigt for dig at præsentere revolutionskrigen fra det britiske synspunkt?

Prof. WEINTRAUB: Det er sjældent taberne, der skriver historien. Vi har altid haft historier med flagsvajende historier. Og det er rart at have flagsvajende historier, men jeg tror, at vi havde brug for en vis balance for at se, hvordan krigen var set fra briternes synsvinkel. Hvordan så de det? Hvordan tog de imod den?

HANSEN: Stanley Weintraub er Evan Pugh Professor Emeritus of Arts and Humanities ved Pennsylvania State University. Hans nyeste bog er “Iron Tears: America’s Battle for Freedom, Britain’s Quagmire, 1775-1783”, udgivet af Free Press.

Mange tak, fordi du kom ind.

Prof. WEINTRAUB: Det var så lidt. Glad for at være sammen med dig.

Copyright © 2005 NPR. Alle rettigheder forbeholdes. Besøg vores sider om brugsbetingelser og tilladelser på www.npr.org for yderligere oplysninger.

NPR-transskriptioner udarbejdes på en hastefrist af Verb8tm, Inc., en NPR-leverandør, og produceres ved hjælp af en proprietær transskriptionsproces, der er udviklet sammen med NPR. Denne tekst er muligvis ikke i sin endelige form og kan blive opdateret eller revideret i fremtiden. Nøjagtighed og tilgængelighed kan variere. Den autoritative optagelse af NPR’s programmer er lydoptagelsen.