Da jeg var i min mid-trediverne, arbejdede jeg på en skole i nærheden af mit hus og cyklede derhen hver dag i mit forsøg på at reducere mit CO2-fodaftryk. Jeg plejede at elske at klæde mig ud for børnene og forsøge at få mit sartorial udtryk til at matche charmen af min pudderblå cruiser. Jeg elskede at bære søde nederdele og bluser, støvler og tørklæder. Børnene blev så glade for det – jeg var læreren, der lignede en moderne Anne Shirley (minus det røde hår).

Under dette charmerende ydre lå dog virkeligheden ved at pendle på cykel: Jeg kom næsten altid svedig på arbejde med sved på panden og et krøllet og forpustet hår.

På det tidspunkt arbejdede jeg sammen med en gruppe af unge mødre. De ankom til arbejdet i deres biler med deres små børn bag sig, frisk fra brusebadet. Deres hår var altid glat og sprøjtet på plads. De havde altid smukt lagt makeup, og deres negle – fingre og tæer – var altid fejlfrit lakeret.

Jeg husker, at jeg en morgen kom ind og var pustende og pustende efter min køretur. Jeg tog min hjelm af og forsøgte at ryste mit hår ud af rottereden, og en af mine kolleger, som var kendt for at være den mest glamourøse i vores gruppe, sagde, mens hun lagde et frisk lag lipgloss på: “Du er så jordnær, Yael.”

Jeg krympede lidt sammen, selv om jeg vidste, at hun ikke mente noget ondt med kommentaren. Jeg kiggede på mine korte, ulakerede negle. Jeg tænkte på mit knapt sminkede ansigt. Jeg vidste, at mit hår var et knudret rod, og at jeg var svedig og forpustet.

Jeg vidste, at jeg ikke var den kønneste person i verden, og bestemt ikke den mest feminine eller velplejede. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg var mere tilbøjelig til at gøre mig selv lidt finere. Lidt mere … poleret.

Men da jeg var i trediverne, kendte jeg mig selv godt nok til at vide, at jeg altid ville være lidt vild, lidt beskidt, lidt … ubehøvlet. Og det var okay for mig.

Jeg var altid en vild pige som barn, med snavsede pletter på bukserne og rodet hår. De fleste små piger er så vidunderligt frie.

Det er, når puberteten rammer os, at vi bliver sindssyge.

Når jeg var 12 år og så, hvordan verden reagerede på mit nye udseende – på både vidunderlige og forfærdelige måder – blev jeg for en kort tid besat af skønhed. Pludselig gik jeg fra at ville være forfatter eller havbiolog til at ville være Vanna White. (Ingen skygge på Vanna, men det gør mig ked af, at mine ambitioner på så kort tid pludselig skrumpede ind til at ville stå foran et kamera iført smukke kjoler og masser af makeup og vifte med armene rundt.)

Jeg havde en tandbøjle på det tidspunkt – skræmmende – og jeg blev frustreret over, at mine guldøreringe stødte sammen med sølvbeslagene på mine tænder. Min far plejede at blive så vred på mig, fordi jeg aldrig var klar til at gå hjemmefra til tiden – jeg havde for travlt med at finde øreringe, der så pæne nok ud sammen med min bøjle. Jeg plejede endda at stå op klokken fire om morgenen for at krølle mit hår – en opgave, der tog timer.

Skønhed viste sig at føles ret farlig, og i resten af mine teenageår, efter et år med endeløs mobning, chikane og overgreb, undgik jeg både at gøre mig umage med at forsøge at være smuk og samtidig forsøge at finde måder at tilpasse mig uden at gøre mig selv for meget opmærksom.

Jeg gik i baggy tøj, men jeg forsøgte at holde mine negle lakeret. Jeg brugte ikke meget makeup, men jeg børstede mit hår mellem hver time og forsøgte at holde det glat og smukt.

Jeg husker den fortvivlelse, jeg følte, da jeg læste en undersøgelse i et blad, der sagde, at de fleste mænd foretrak høje, atletiske (spinkle) brunetter med langt, glat hår, som regelmæssigt bar rød læbestift og neglelak. Jeg var middelhøj og kurvet med skulderlangt, bølget blondt hår. Og jeg gik aldrig med rød læbestift eller neglelak.

Og selv om jeg stadig kryber ved tanken om, at et blad udgiver så skadeligt affald, er jeg næsten glad for, at jeg læste det. På en måde fik det mig til at opgive at prøve så hårdt på at se smuk ud.