Til støtte for den brøkreservebaserede bankmodelRediger

Skabelsen af kredit og overførsel af de skabte midler til en anden bank skaber et behov for, at den “nettolångivende” bank skal låne for at dække behovet for kortfristede udbetalinger (fra indskyderne). Dette skyldes, at de oprindeligt skabte midler er blevet overført til en anden bank. Hvis der (konceptuelt set) kun var én forretningsbank, ville al den nye kredit (penge), der blev skabt, blive genindskudt i denne bank (eller opbevaret som fysiske kontanter uden for den), og behovet for interbankudlån til dette formål ville falde. (I en model med fractional reserve banking ville det stadig være nødvendigt for at imødegå problemet med et “run” på den pågældende bank).

En kilde til midler for bankerneRediger

Interbanklån er vigtige for et velfungerende og effektivt banksystem. Da bankerne er underlagt regler som f.eks. reservekrav, kan de komme til at mangle likviditet i slutningen af dagen. Interbankmarkedet giver bankerne mulighed for at udjævne sådanne midlertidige likviditetsmangler og reducere “finansieringslikviditetsrisikoen”.

FinansieringslikviditetsrisikoRediger

Finansieringslikviditetsrisiko omfatter en finansiel mæglers manglende evne til at opfylde sine forpligtelser, når de forfalder. Denne type risiko er særlig relevant for banker, da deres forretningsmodel indebærer finansiering af langfristede lån gennem kortfristede indskud og andre passiver. Et velfungerende interbankudlånsmarked kan bidrage til at reducere finansieringslikviditetsrisikoen, fordi bankerne kan opnå lån på dette marked hurtigt og til lave omkostninger. Når interbankmarkederne fungerer dårligt eller er anstrengte, står bankerne over for en større finansieringslikviditetsrisiko, som i ekstreme tilfælde kan resultere i insolvens.

Længerevarende tendenser i bankernes finansieringskilderRediger

Tidligere var checkbare indskud USA’s vigtigste finansieringskilde for bankerne; i 1960 udgjorde de checkbare indskud mere end 60 procent af bankernes samlede passiver. Over tid har sammensætningen af bankernes balancer imidlertid ændret sig betydeligt. I stedet for kundeindskud har bankerne i stigende grad vendt sig mod kortfristede passiver som f.eks. commercial paper (CP), indskudsbeviser (CD), genkøbsaftaler (repos), swappede valutaforpligtelser og formidlede indskud.

Benchmarks for kortfristede udlånsrenterRediger

Rentesatserne på det usikrede interbankudlånsmarked tjener som referencesatser ved prisfastsættelsen af en lang række finansielle instrumenter som f.eks. variabelt forrentede obligationer (FRN), realkreditlån med justerbar rente (ARM) og syndikerede lån. Disse referencesatser anvendes også ofte i virksomheders cashflow-analyser som diskonteringssatser. Betingelserne på det usikrede interbankmarked kan således have vidtrækkende virkninger i det finansielle system og realøkonomien ved at påvirke virksomhedernes og husholdningernes investeringsbeslutninger.

En velfungerende funktion af markederne for sådanne instrumenter er afhængig af veletablerede og stabile referencesatser. Den referencerente, der anvendes til at prissætte mange amerikanske finansielle værdipapirer, er den tre måneders Libor-rente i amerikanske dollar. Indtil midten af 1980’erne var statsobligationsrenten den førende referencesats. Den mistede dog til sidst sin status som benchmark til Libor på grund af prisvolatilitet forårsaget af periodiske, store udsving i udbuddet af statsgældsbeviser. Generelt foretrækkes offshore-referencerenter som f.eks. den amerikanske dollar Libor-rente frem for onshore-benchmarks, da førstnævnte er mindre tilbøjelige til at blive forvrænget af statslige reguleringer som f.eks. kapitalkontrol og indskudsforsikring.

Pengepolitisk transmissionRediger

Centralbanker i mange økonomier gennemfører pengepolitikken ved at manipulere instrumenter for at opnå en bestemt værdi af et operationelt mål. Instrumenter henviser til de variabler, som centralbankerne har direkte kontrol med; eksempler herpå er reservekrav, den rente, der betales for midler, der lånes fra centralbanken, og balancesammensætningen. Operationelle mål er typisk mål for bankreserver eller kortfristede rentesatser som f.eks. dag-til-dag interbankrenten. Disse mål er fastsat for at opnå specificerede politiske mål, som er forskellige fra centralbank til centralbank, afhængigt af deres specifikke mandater.1

USA’s føderale pengemarkedRediger

Den amerikanske gennemførelse af pengepolitikken indebærer, at der gribes ind på det usikrede interbankudlånsmarked, der er kendt som fed funds-markedet. Federal funds (fed funds) er udlån uden sikkerhedsstillelse af reservesaldi i Federal Reserve-banker. Størstedelen af udlånet på fed funds-markedet sker overnight, men nogle transaktioner har længere løbetider. Markedet er et OTC-marked (over-the-counter), hvor parterne forhandler lånevilkårene enten direkte med hinanden eller gennem en fed funds-mægler. De fleste af disse dag-til-dag-lån bogføres uden en kontrakt og består af en mundtlig aftale mellem parterne. Deltagerne i Fed Funds-markedet omfatter: forretningsbanker, sparekasser og låneforeninger, filialer af udenlandske banker i USA, føderale agenturer og primary dealers.

Depositoriske institutioner i USA er underlagt reservekrav, regler fastsat af Federal Reserves Board of Governors, som forpligter bankerne til at holde et bestemt beløb af midler (reserver) på deres konti hos Fed som en forsikring mod udstrømning af indskud og andre udsving i balancen. Det er almindeligt, at banker ender med at have for mange eller for få reserver på deres konti hos Fed. Indtil oktober 2008 havde bankerne et incitament til at låne uudnyttede midler ud, da Fed ikke betalte renter på overskydende reserver

Rentekanal for pengepolitikkenRediger

Rentekanalen for pengepolitikken henviser til virkningen af pengepolitiske tiltag på renten, som påvirker husholdningernes og virksomhedernes investerings- og forbrugsbeslutninger. Langs denne kanal er transmissionen af pengepolitikken til realøkonomien afhængig af sammenhængen mellem centralbankens instrumenter, operationelle mål og politiske mål. Når Federal Reserve f.eks. gennemfører markedsoperationer på det føderale pengemarked, er det instrument, som den manipulerer, dens beholdninger af statsobligationer. Fed’s operationelle mål er renten på dag-til-dag midlerne, og dens politiske mål er maksimal beskæftigelse, stabile priser og moderate langfristede renter. For at pengepolitikkens rentekanal kan fungere, skal de åbne markedsoperationer påvirke overnight federal funds-renten, som skal påvirke renten på lån ydet til husholdninger og virksomheder.

Som forklaret i det foregående afsnit er mange amerikanske finansielle instrumenter faktisk baseret på Libor-renten i amerikanske dollar og ikke på den effektive federal funds-rente. En vellykket pengepolitisk transmission kræver således en sammenhæng mellem Feds operationelle mål og referencerenterne for interbankudlån som Libor. Under finanskrisen i 2007 skabte en svækkelse af denne sammenhæng store udfordringer for centralbankerne og var en af de faktorer, der motiverede oprettelsen af likviditets- og kreditfaciliteter. Forholdene på markederne for interbankudlån kan således have vigtige virkninger for gennemførelsen og transmissionen af pengepolitikken.