. Våbenhvilen brød sammen, og der udbrød en total krig mellem Sri Lankas regering og LTTE. Tusindvis af kvinder og børnesoldater blev “rekrutteret” af LTTE, som kæmpede mod 235.000 regeringsstyrker til et dødvande. LTTE blev en af verdens mest frygtede og effektive paramilitære organisationer.

Ceylon (som Sri Lanka dengang hed) blev et dominion i det britiske Commonwealth i 1948.

Den nye regering vedtog en anti-tamilsk lovgivning. Ceylon Citizenship Act nægtede statsborgerskab til tamiler af indisk oprindelse (ca. 800.000 tvangsarbejdere, som briterne hentede fra Sydindien for at arbejde på gummi-, te- og kaffeplantager, da singaleserne, der var i flertal, nægtede at arbejde på udenlandsk ejede plantager). Tamilerne var blevet set ned på ikke kun af singaleserne, men også af det indfødte mindretal af indfødte tamiler (som havde været overrepræsenteret i den kristne elite af administratorer og kontorister, som briterne havde rekrutteret til at lede landet). Ceylon Amendment Act fratog plantage-tamilerne deres stemmeret, hvilket reducerede andelen af tamiler med stemmeret i den nye lovgivende forsamling.

Landets etniske og religiøse konflikter eskalerede i takt med, at konkurrencen om rigdom og arbejde intensiveredes i det nyligt uafhængige land. Singaleserne, der følte bitterhed over deres plads under briterne, ønskede at genindføre deres kultur, sprog, skoler og buddhistiske religion.

Den kun singalesiske lov om officielle sprog blev vedtaget, hvilket gjorde singalesisk til nationalsprog og effektivt reserverede de bedste job til singaleserne. Denne “kun singalesisk” lov var delvist udformet for at rette op på den uligevægt i magtforholdene mellem flertallet af singalesere og den engelsktalende, kristent uddannede elite. Da lovforslaget blev fremsat, blev tamilske politiske ledere angrebet i et fire dage langt oprør, hvor mere end 100 tamiler blev dræbt. Loven begrænsede uddannelses- og arbejdsmulighederne for mange tamilske unge. Som følge heraf begyndte det tamilske hinduistiske mindretal at presse på for at få et føderalt regeringssystem med større autonomi i de hovedsageligt tamilske områder i nord og øst.

Den såkaldte BC-pagt blev underskrevet for at beskytte tamilske interesser med en regional autonomipakke. Pagten blev forhandlet mellem den singalesiske premierminister Bandaranaike og den tamilske leder Chelvanayakam, men blev brudt under pres fra singalesiske ultranationalistiske ekstremister (som selv blev opmuntret af buddhistiske fundamentalistiske præster). I 1959 blev Bandaranaike (B’en i “BC-pagten”) myrdet af en buddhistisk munk.

Antitamilske optøjer brød ud, da tamilerne blev fordrevet fra syd.

Den forværrede økonomiske situation lagde grunden til dybe klasseskel blandt singaleserne og et oprør mod regeringen. Titusinder af uddannede, arbejdsløse singalesiske unge voksne havde sluttet sig til JVP (Folkets Befrielseshær). I 1971 greb de til våben mod regeringen. Den srilankanske hær svarede igen ved at dræbe over 25.000 unge. Rajanis kommende mand, Dayapala, blev arresteret, tortureret og sendt i isolationsfængsel i denne periode.

Ceylon blev officielt omdøbt til Republikken Sri Lanka. I forfatningen blev buddhismen formelt gjort til landets primære religion. Der blev skåret ned på tamilske studiepladser på universitetet. Efterfølgende borgerlige uroligheder resulterede i undtagelsestilstand i tamilske områder, hvor singalesiske sikkerhedsstyrker indførte mange diskriminerende love. Som følge heraf opstod et stort antal militante tamilske grupper.

LTTE (Liberation Tigers of Tamil Eelam), kendt som De Tamilske Tigre, blev dannet for at kæmpe for en uafhængig tamilsk stat. I slutningen af 1970’erne indførte regeringen den drakoniske lov om forebyggelse af terrorisme (Prevention of Terrorism Act). Under dens myndighed blev tusindvis af tamilske unge arresteret.

LTTE lagde et bagholdsangreb mod en hærkonvoj og dræbte 13 personer. Nyheden om de faldne singalesiske soldater udløste et anti-tamilsk ramaskrig i Colombo og andre steder. En flok singalesere dræbte på brutal vis tusindvis af tamiler og ødelagde ejendom i pogromlignende angreb. Hæren og de valgte embedsmænd gjorde intet for at stoppe det. Mere end 2.500 mennesker blev dræbt. I den efterfølgende etniske krise forlod en halv million tamiler landet for at søge tilflugt i Indien og andre steder.

Den srilankanske regering tog til genmæle over for de militante tamiler, som havde modtaget våben og træning fra Indien. I april 1987 iværksatte regeringen Operation Befrielse, der bestod i tæppebombning af de nordlige og østlige dele af landet. Regeringen reagerede på kritikken af de utallige tilfælde af tortur og forsvindinger ved at hævde, at den var nødt til at forsvare sig mod de militante. Den væbnede separatist LTTE blev den øverste blandt de tamilske befrielsesbevægelser ved at eliminere alle andre grupper, om nødvendigt med vold.

Indien og Sri Lanka underskrev en aftale for at bringe konflikten til ophør. En indisk fredsbevarende styrke (IPKF) blev sendt til øen for at afslutte fjendtlighederne og overvåge en overgivelse af våben fra de militante tamiler, mens diplomater forsøgte at forhandle om en våbenhvile. I stedet brød en ny konflikt ud, denne gang mellem de fredsbevarende styrker og LTTE.

I den sydlige del af landet var der endnu et JVP-oprør. I det, der er blevet beskrevet som et treårigt rædselsregime, blev mange venstrefløjsaktivister målrettet af regeringens dræberpatruljer og de ultranationalistiske JVP-grupper, og det anslås, at 60.000 døde eller forsvandt.

Rajani og nogle få nære kolleger dannede University Teachers for Human Rights (UTHR) for at dokumentere menneskerettighedskrænkelser fra alle sider i konflikten. De samlede deres detaljerede vidneudsagn om grusomheder i deres manuskript “The Broken Palmyra”.

Rajani blev skudt ned, kun få måneder efter at LTTE havde indgået en aftale med Sri Lankas regering og erklæret våbenhvile.

De indiske fredsbevarende styrker forlod stedet. Våbenhvilen brød sammen, og der udbrød en total krig mellem Sri Lankas regering og LTTE. Tusindvis af kvinder og børnesoldater blev “rekrutteret” af LTTE, som kæmpede mod 235.000 regeringsstyrker til et dødvande. LTTE blev en af verdens mest frygtede og effektive paramilitære organisationer.

En formel, men skrøbelig våbenhvile mellem regeringen og LTTE blev formidlet af Norge.

De igangværende fredsforhandlinger brød sammen.

Tsunamien i december afbrød den nedadgående spiral i forholdet mellem regeringen og LTTE, men kun midlertidigt.

For at imødegå den eskalerende vold bekræftede både LTTE og Sri Lankas regering i februar 2006 deres forpligtelse til våbenhvilen fra 2002 under forhandlinger i Genève, men LTTE trak sig ud af anden forhandlingsrunde, da der opstod en uenighed om sikkerheden af deres transportmidler. I april 2006 gav Sri Lankas regering LTTE skylden for et selvmordsbombeangreb på hærens hovedkvarter i Colombo, hvorved hærchefen blev hårdt såret. Til gengæld indledte regeringen et to dage langt luftangreb mod oprørerne. LTTE har ikke indrømmet at have udført selvmordsbombeangrebet eller at have myrdet udenrigsminister Lakshman Kadirgama i august sidste år, men de er blevet beskyldt for begge hændelser. I maj 2006 var næsten 64.000 mennesker blevet dræbt i Sri Lanka, og en million mennesker var blevet fordrevet. USA har klassificeret LTTE som en terrorgruppe, der er hovedansvarlig for volden, og ser den srilankanske regering som en samarbejdspartner i USA’s krig mod terrorisme.