I Hannah and Her Sisters klager Woody Allen over Nietzsches teori om den evige gentagelse, som siger, at vi er dømt til at gentage det samme liv igen og igen. “Fedt,” stønner Allen, “det betyder, at jeg bliver nødt til at se Ice Capades igen.” Woody behøver ikke at frygte længere. The Ice Capades er død. USA’s mest glorværdige iskarneval, som i næsten seks årtier var i centrum af byerne, forsvandt for omkring fem år siden. Det er forbløffende, at dets død stort set ikke er blevet rapporteret. På trods af alle sine æstetiske mangler – nemlig gråhårede eks-OL’ere, der blander sig med mænd i smølfekostumer – er det sidste, Ice Capades ønsker at blive husket som, at det er tilbagetrukket og diskret.

Ice Capades begyndte sit liv som et halvlegsshow. I 1940 bemærkede John H. Harris, en ejer af en skøjtehal i Pittsburgh, at hans ishockeypublikum svulmede op, da han bookede en kunstskøjteløber til at optræde mellem perioderne. Harris forestillede sig et iskarneval, som kunne underholde publikum i skøjtehaller over hele USA. Han hyrede professionelle skøjteløbere, komikere, klovne, jonglører, tøndespringere og sværme af sparsomt klædte korpiger. Med en Ziegfeldiansk streg døbte han disse piger … Ice Ca-pets! Et souvenirprogram fra 1942 indeholder en liste over kæledyrenes livsstatistikker med Playboy-lignende præcision: “Deres gennemsnitsalder er 20 år; gennemsnitshøjden er 1,5 meter og 3,5 tommer; gennemsnitsvægten er 116 pund. Der er 21 blondiner, 24 brunetter; 2 med sorte lokker og én med rødt hår i gruppen.”

Til de tidlige Ice Capades-shows lånte Harris rigeligt fra vaudeville. En forestilling kunne begynde med en olympisk Megan Taylor, der som en olympier glider ud for en dramatisk isbåren fortolkning af Tchaikovsky. Herefter svævede Ice Ca-pets til lettere musik som “Our Dutch Treat” og “Pan Americonga”. Mellem numrene afslørede producenterne en af showets elskede figurer. I 1940’erne betød det vaudevillian Joe Jackson Jr. som optrådte med sit trampcykelnummer. Årtier senere var stjernen den enestående “Mr. Debonair” (Richard Dwyer) – en lothario, der svævede hen til kanten af banen for at overrække et dusin roser til en kvindelig tilskuer.

Iskarnevalet var et brag af en succes. I en tidlig notits i Pittsburgh Press hæftede kritikeren Kaspar Monahan sig ved skøjteløbernes svulmende bevægelser, men indrømmede, at “på stålløbere bliver disse vulgarismer til noget, der nærmer sig kunst.” Pittsburgh Post-Gazette udtalte, at truppen var “rinkdomens overklasse”. Ice Capades havde opnået det samme nirvana, som Broadway-showmænd som Florenz Ziegfeld søgte: exhibitionisme kombineret med amerikansk kitsch. Deborah Brandt, en tidligere Ice Ca-pet, understreger denne dobbelthed, når hun siger: “Det var en Las Vegas-revy på is for familier”.

Efter årtier med en storslået indtjening begyndte Ice Capades sørgelige nedgang i 1980’erne. Ice Capades-producenterne, der var desperate efter at skabe spektakel i en tid med tegneserier og videospil, stablede årtiers popaffald på. Souvenirprogrammerne indeholdt numre lige fra “The Explosive Russian Cossacks” til “Hey, Kids, Meet the Snorks!” Forestillingen fra 1997 omfattede bl.a. nik til Den Lyserøde Panter, West Side Story, Rocky IV, Macarenaen, Goldfinger, All Dogs Go to Heaven og Sister Sledge. Showets deus ex machina var en indgang af en skøjteløber klædt ud som James Bond, der fik fyrværkeri til at sprøjte ud af sin krop.

I mellemtiden stod Ice Capades over for et dybere problem: Kunstskøjteløb var blevet for respektabelt. OL-deltagerne Dorothy Hamills og Scott Hamiltons genialitet overbeviste offentligheden om, at kunstskøjteløb var en legitim sport, der fortjente sin egen scene. De ville ikke længere lide under tegneseriefigurernes pjat for at se de olympiske kunstnere optræde. Det ville olympierne heller ikke: Hamilton blev medlem af Ice Capades i 1984, hvorefter han skred for at stifte Stars on Ice, en turné, der præsenterede skøjteløb i olympisk stil. Champions onIce dannede en lignende turné, som gav skøjteløbere mulighed for at bevare deres amatørstatus. “Fra da af kunne skøjteløbere tjene penge, masser og masser af penge, ved at være sig selv,” siger journalisten Christine Brennan. “De behøvede ikke at hoppe ud af fødselsdagskager. De behøvede ikke at være Goofy eller Dopey.” I mellemtiden lokkede Disney on Ice, hvor både Goofy og Dopey var med, de storøjede præ-adolescenter væk.

I 1990 var Ice Capades ved at bløde penge, og i 1991 indgav moderselskabet en konkursbegæring. Ud af ørkenen dukkede Dorothy Hamill op, som købte Ice Capades på et likvidationssalg. Hun lånte millioner for at holde sig oven vande, inden hun i 1994 solgte virksomheden til Pat Robertson, evangelisten fra 700 Club, i 1994. I første omgang virkede Robertson som en ideel forvalter. Hans medieimperium omfattede Mary Tyler Moores produktionsstudie og Family Channel, og han håbede, at Ice Capades kunne krydsbefrugte sig og genvinde sin tidligere glans. I 1996 indgik showet et samarbejde med MGM og indledte en turné i 64 byer. Robertsons søn, Timothy, annoncerede med stor fanfare, at Ice Capades ville lave en tv-special med Askepot-tema på Tiananmen-pladsen i Kina. Men Amerika gabte. Stillet over for halvtomme arenaer fra kyst til kyst aflyste Robertsons kumpaner turnéerne og afviklede Ice Capades for altid.

Ligesom andre fornøjelser i borgernes centrum – Harlem Globetrotters, Lipizzaner Stallions – var Ice Capades syntetisk i sin kerne. Den lovede ingen atletisk konkurrence, ingen spænding, ingen varians fra Birmingham, Alabama, til Halifax, Nova Scotia. Dets død har ikke ligefrem rystet kunstskøjteløbsverdenen. OL-deltagerne gik videre til andre ture, og hr. Debonair lever på halvpension i Californien. I sidste ende var Ice Capades en lille og flygtig begivenhed. Det føltes kun evigt.