Indiens coronavirus-lockdown af 1,3 milliarder mennesker er uden fortilfælde i størrelse og omfang, især i et land, hvor gaderne i byerne er så fulde af liv i alle dets afskygninger. Efter en indledende tre ugers nedlukning meddelte den indiske premierminister, Narendra Modi, at lockdown’en ville blive forlænget til den 3. maj.

Mobilitetsdata fra Google, der blev offentliggjort den 11. april, viste, at der sammenlignet med udgangspunktet var sket et fald på 52 % i antallet af besøg i parker, pladser og offentlige haver i Indien og et fald på 69 % i antallet af besøg i offentlige transportknudepunkter som f.eks. bus- og togstationer.

Overraskende billeder af Indiens forladte seværdigheder og offentlige steder bliver dagligt lagt ud på de sociale medier.

I mellemtiden fortsætter debatterne om de forskellige økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser af afspærringen.

Som arkitekt og urbanist, der interesserer sig for hverdagslivet i byerne, har jeg tænkt over den vigtige rolle, som offentlige rum spiller, og deres forhold til folks hverdagsliv i Indien.

Daglige interaktioner

I Mumbai er der blot 1,28 kvadratmeter offentligt rum pr. person, sammenlignet med 31,68 kvadratmeter i London eller 26,4 kvadratmeter i New York. I denne sammenhæng tjener offentlige rum i Indien som f.eks. jernbanestationer, busstoppesteder eller lokale parker flere funktioner. De indeholder ofte uformelle markedspladser, plads til spontane sociale sammenkomster eller interaktioner og fungerer som en matrix, hvor hverdagslivet kan foregå.

Disse offentlige rum er ofte støjende, overfyldte, pulserende og livlige. For en besøgende kan de virke kaotiske, men for lokalbefolkningen udviser de en dybt rodfæstet orden, der er forankret i den sociokulturelle mileu. At shoppe eller bare kigge rundt på lokale markeder er en integreret del af hverdagen for de fleste indere. At navigere rundt på en travl markedsplads er en spontan handling, et dagligt ritual.

Disse almindelige offentlige rum i hverdagen letter sociale interaktioner og giver økonomiske og sociale fordele, især for de fattigere dele af samfundet, som ofte lever i trange boliger.

Arkitekten David Sim taler om begrebet “blød by”, hvor oplevelsen af bylivet tilpasser sig til menneskers skiftende behov. I Indien er det disse bløde offentlige rum, der gør byerne mere levedygtige. Desværre træder betydningen af disse rum ofte i baggrunden i byplanlægning og -udvikling. For eksempel fokuserede den indiske regerings meget omdiskuterede Smart Cities Mission, der skal skabe 100 futuristiske byer inden 2022, i høj grad på effektiv energi, mobilitet og affaldshåndtering og overså oplevelsen af byernes offentlige rum.

Urbane rytmer

Mens Indiens berømte vartegn forbliver øde under afspærringen, navigerer folk stadig rundt i de offentlige rum for at købe ind hos gadesælgere og hjørnebutikker.

Der har været tilfælde af overskridelse af retningslinjerne for social distancering på landets travle markeder. I stedet for at betragte disse overskridelser som værende et resultat af manglende bevidsthed eller en bevidst overtrædelse af reglerne, er de i høj grad et spontant resultat af de eksisterende sociale adfærdsmønstre. På disse markeder bruger folk ofte tid på at snakke med deres familie, venner eller endda på at tage en afslappet diskussion med fremmede om politik, film eller sport.

Den måde, hvorpå borgerne opfører sig og interagerer i det offentlige rum, er med til at skabe en følelse af fortrolighed og tilhørsforhold i byerne og spiller en central rolle i udformningen af folks livskvalitet.

Mens folk oplever nye former for fysisk interaktion under denne coronavirus-krise, såsom at vente i køer med få meters mellemrum, mens de handler, gør den pludselige og uventede afbrydelse af deres andre udendørs aktiviteter det til et godt tidspunkt til at reflektere over betydningen af de banale, men flerstrengede rum i Indiens byer.

Når afspærringen ophæves, er det muligt, at den lange afbrydelse kan skabe større begejstring og værdsættelse af disse rum. Og folk – herunder Indiens byplanlæggere – bør tage sig et øjeblik til at værdsætte hverdagsrytmen i bylivet og den måde, hvorpå velindrettede offentlige rum kan give mulighed for noget tiltrængt langsommelighed midt i travlheden.