Selvom den første rapporterede anvendelse af brint synes at stamme fra Antoine Lavoisier (1743-1794), som lod marsvin indånde den, tilskrives den første anvendelse af denne gas i dykning normalt forsøg udført af den svenske ingeniør Arne Zetterström i 1945.

Zetterström viste, at brint var perfekt anvendeligt på store dybder. Efter en fejl i forbindelse med brugen af overfladeudstyret døde han under et demonstrationsdyk. Undersøgelsen af brint blev først genoptaget flere år senere af den amerikanske flåde og af Compagnie maritime d’expertises (Comex), først i forbindelse med deres Hydra I- og Hydra II-forsøg i 1968 og 1969. Comex udviklede efterfølgende procedurer, der gjorde det muligt at dykke mellem 500 og 700 meter (1650 og 2300 fod) i dybden, mens man indåndede gasblandinger på basis af brint, kaldet hydrox (brint-oxygen) eller hydreliox (brint-helium-oxygen).

Minde-dykningRediger

I juli 2012, efter ca. et års forberedelse og planlægning, foretog medlemmer af det svenske historiske dykkerselskab og Royal Institute of Technology Diving Club en række hydrox-dyk til minde om Arne Zetterström, som blev dræbt ved et uheld under opstigningen fra sit rekorddyk med hydrox i august 1945. Minde-dykkene blev udført med den samme åndedrætsblanding af 96 % brint og 4 % ilt, som Zetterström udviklede og afprøvede i 1940’erne. Dykkene blev foretaget til en dybde på 40 meter (130 fod), hvilket var lige dybt nok til at kunne bruge den iltfattige gasblanding. Projektleder Ola Lindh bemærkede, at for at gentage Zetterströms rekord skulle holdet dykke til 160 meter, og selv i dag betragtes et dyk til den dybde som ekstremt.