Jeg havde for nylig den ære at møde en prisbelønnet litterær type, en mand, der var ironisk og tilbageholdende og i det hele taget meget moden, og som i flæng fortalte, at han havde været igennem en fase i 20’erne, hvor han havde været “pilly” – det vil sige, hvor han havde taget en masse stoffer til fritidsbrug. Ordet havde en vidunderlig barnlig klang, og det påklistrede y skabte et nyt adjektiv i stil med glad, vred og fjollet. Jeg erkendte, at min forfatter-kæreste ikke var den eneste, der bøjede sproget på denne måde. I den populære sitcom Schitt’s Creek taler en af hovedpersonerne, David, f.eks. om en spilaften, der bliver “yelly”, mens hans søster beskriver en kærlighedsinteresse som “homelessy”. I mellemtiden, tilbage i det virkelige liv, informerede en af mine podcast-lyttere mig om en gentrifier i Washington, D.C., der erklærede, at et kvarter ikke længere var så “shooty-stabby”, som det engang havde været.

Pilly og dets modstykker er ikke bare charmerende, engangsneologismer; de er tegn på et bredere skift i den måde, som amerikanerne nu om dage er tilbøjelige til at sætte ord på. Flere og flere voksne drysser deres tale med børnesprog. Små børn har en tendens til at forenkle sproget ved at udelade verber (“Far er hjemme!” siger et lille barn måske, når hendes far kommer ind) eller ved at bruge ord på ukorrekte, men forståelige måder – floskler som fusser og skriveborde er almindelige; min datter beskrev sig selv som 3-årig som “en snakkesalig person”. De voksnes overtagelse af nogle af disse sproglige tics – i form af pilly og mange andre udtryk – har givet anledning til et register, som vi kan kalde kidspeak. Det er en ny måde at lyde “ægte” på, med en fremtrædende betydning, der ville udfordre en tidsrejsende fra så sent som år 2000.

Eksempler på kidspeak findes overalt, når man først begynder at lede. Tag vores nymodens brug af ordet fordi, som det ses i sætninger som Jeg tror på klimaforandringer, fordi videnskaben og Du læser denne artikel, fordi du udskyder det. Selv for 10 år siden ville sådanne konstruktioner have lydt som en klar grammatisk fejl fra en person, der stadig lærte at tale engelsk; i dag er de blevet så udbredte, at American Dialect Society har kronet fordi til Årets ord i 2013. Den retoriske appel er let at se: Når man fratager because sin betydning, forvandler det sig fra en måde at belyse sin sag på til en fræk afvisning af at gøre det. Det hjælper taleren med at gemme sig bag x’ets autoritet – og undgå alle de uklarheder, der hører til en egentlig argumentation. På mange måder kanaliserer det stædigheden hos den lille dreng, der ikke hævder andet end “Fordi!”, når han bliver spurgt, hvorfor han har kradset på tapetet med en Sharpie.

Og har du lagt mærke til, at mange unge kvinder er begyndt at føje et uh til deres sætninger for at formidle understregning eller overraskelse? “No-uh!” “Flyt-uh!” “Det er til dig-uh!” De fleste voksne ville genkende dette som en vane, som små børn typisk vokser fra i mellemskolen, men kvinder er begyndt at bibeholde det i voksenalderen – man kan se det overalt, lige fra komikeren Aubrey Plaza’s talestil til den lokale Chipotle. At kvinder har startet denne tendens er ikke overraskende, da kvinder normalt introducerer nye konstruktioner i et sprog. Inden længe, viser undersøgelser, har mænd tendens til at følge med.

Mere historier

Dernæst er der udråb som “Jeg har haft alle sygdomme!”, som en af mine elever for nylig fortalte mig, efter at jeg havde spurgt, hvorfor hun ikke havde været til undervisning; en anden elev fortalte mig, at hans far, en erfaren fuglekigger, har set “alle fugle”. Denne formulering stammer tilbage fra en tegneserie fra 2010 af tegneren Allie Brosh, hvor hendes figur med en genial ambition og ringe resultat forsøger at gøre rent “alle tingene!” Det afspejler det sødt snævre syn på barnet, der fortæller os om de særlige forhold i sit liv og antager, at vi som voksne allerede må have kendskab til dem: “I parken var vi i gang med at hoppe, og Michael sagde, at vi ikke kunne skiftes, før Juicy Loops var væk!” (Hvad er hoppe-legen? Juicy hvad? Og hvem er Michael?)

Det er klart, at kidspeak giver sine brugere visse retoriske fordele – den måde, hvorpå det legende mildner slag, er en del af grunden til, at yngre mennesker på de sociale medier nu ofte formulerer det, de siger til hinanden, på småbørnsagtig vis. Men hvad fik kloge teenagere og 20-årige til at begynde at efterligne 5-årige i første omgang? Og hvorfor følger mange ældre amerikanere trop?

Den slang, der blev brugt i tidligere årtier, giver nogle fingerpeg. 1920’erne gav anledning til de meget populære udtryk som “know your onions”, “know your onions” og “be yourself! (som betyder “tag det roligt”) – sætninger, der var mindre barnlige end kæk, kæphøj, fræk og fræk. I 1930’erne og 1940’erne kom “hep”-slang som “reet” for “rigtigt” og “chops” for “evne”. I 1990’erne sprang grøntsager fra mødre, der gav deres spædbørn mad i skeen, til menuerne på dyre økologiske restauranter.

Men måske ligner ingen tiders slang mere nutidens børnesprog end 1970’ernes Amerika – en tid med sproglig munter barnlighed, der gav os ord og vendinger som to boogie, warm fuzzies, space cadet og far out. Parallellen er ikke så overraskende, når man tænker på den tidens tumult: Vietnamkrigen, Watergate, stagflation, energikrisen. Efter et interregnum med relativ velstand og fred er de dystre følelser vendt tilbage med ny styrke takket være krigene i Irak og Afghanistan, det finansielle krak i 2008, det truende miljøkollaps og en farlig superannuanceret teenager, der er blevet valgt til landets højeste embede. Den virkelige verdens rædsler er nok til at få et menneske til at søge barndommens sikkerhed med alle midler, også sproglige.

Dertil kommer, at unge mennesker i dag er bange på en måde, som generationer før dem ikke var. De står også over for nye, forværrede økonomiske problemer – mange tusindårige og ældre medlemmer af generation Z er afhængige af deres forældre til at hjælpe med at dække eksorbitante huslejer eller afdrag på studielån. Undersøgelser bekræfter intuitionen her: Et par undersøgelser fra 2016 under ledelse af April Smith, psykologiprofessor ved Miami University i Ohio, viste, at unge mennesker i løbet af de sidste par årtier er blevet nyligt bange for at blive voksne, idet de i højere og højere grad er enige i udsagn som “Jeg ville ønske, at jeg kunne vende tilbage til barndommens tryghed” og er uenige i udsagn som “Jeg er glad for, at jeg ikke er barn længere”. Er det underligt, at et andet eksempel på nutidens børnesprog er at henvise til voksenaktiviteter med det ironisk distancerende udtryk adulting?

I betragtning af omfanget af den seneste tids sociale og politiske uro ville det have været overraskende ikke at se omvæltningen afspejlet i sproget. Og de sociale medier har kun fremskyndet tempoet i forandringerne. Det, der for 50 år siden måske kun var en bølge blandt folk i en enkelt by, gennemsyrer nu hele nationen; uanset hvor vidunderlig Broshs “alle tingene!”-tegneserie er, ville ingen teknologi fra 1970’erne have gjort det muligt for en selvudgivet tegneserie at opnå international rækkevidde og præge et nyt idiom.

En generation, der forståeligt nok er skræmt af “voksenlivet”, kan meget vel omfavne den sproglige trøstespise, som det barnlige sprog er. Og når først denne vane er etableret, kan den let overføres til dem af os, der er længere fremme i årene. Når alt kommer til alt, så gemmer der sig et barn i hver eneste af os, og kun få mennesker er immune over for kreativitetens smittende virkning. Unge mennesker er de primære drivkræfter bag sprogforandringer, men selv vi “gamle” – som de unge plejer at sige – kan godt lide at ændre på tingene en gang imellem. (Vi er gamle, ikke døde.) Når nyt slang kryber på tværs af generationskløfter, vækker det dog uundgåeligt folks dybeste sproglige bekymringer. Er den nye trend med kidspeak et udtryk for en fordummelse af det engelske sprog – og af det amerikanske samfund som helhed? Lige det modsatte er tilfældet: Med fremkomsten af kidspeak er vi faktisk vidne til en berigelse af engelsk.

Det har længe været almindeligt, at et sprog låner fra et andet sprog (schadenfreude, hara-kiri), og endda fra en dialekt af samme sprog: Black English har lånt mainstream-engelske ord som diss og den “vrede” betydning af salty. Kidspeak udvider vores ordbestand på nøjagtig samme måde, som oldnordisk, fransk og latin gjorde det engang. På internettet henviser kidspeak f.eks. til en “smol kitty” og en “smol baby”, men ikke til en “smol mailbox” eller en “smol Blu-ray-afspiller”. Smol er altså ikke blot en måde at stave “lille” på, men et mere specifikt udtryk, der henviser til en mindre nuttethed. Det gik lige akkurat glip af at blive Årets ord på American Dialect Society’s 2019-møde var det enstavige yeet, der tilsyneladende skal efterligne lyden af noget, der bliver kastet i en beholder eller gennem et net (og ofte udtales med en festlig gestus i den retning). Man taler nu om at “yeeting” en tom dåse i skraldespanden, og ordet har endda udviklet en uregelmæssig form i fortid, yote. Vi kan takke kidspeak for at have indført disse nye lag af legesyge og subtilitet i vores repertoire.

Dansk i dag er nok mere frugtbart, end det har været siden Shakespeares tid, og de, der er irriteret over kidspeaks nyhed, kan overveje, at for ikke så længe siden insisterede pædagoger på, at den rette person skulle sige “bal-coh-nee” for balcony, udstemple “nonwords” som standpoint og bruge obnoxious til at betyde “moden til at blive skadet”. Deres argumenter mislykkedes elendigt, når de blev præsenteret for almindelige talere, som har tendens til at have en god intuition om, hvordan sproget bør fungere.

Midt i dagens forfærdelige nyhedscyklusser er fremkomsten af kidspeak noget at fejre. Dette nye slang er en helt naturlig og uendeligt vittig kollektiv videreudvikling af det amerikanske idiom, der anvendes selektivt og med en grundlæggende ironi af folk, der fuldt ud behersker standardsprogformerne. Det giver en mere interessant og nuanceret snak. Jeg er i hvert fald glad for at leve med det engelske lige nu, omgivet af alle de nye ord.”

Denne artikel er bragt i den trykte udgave af maj 2019 med overskriften “Why Young Adults Are Talking Like 3-Year-Olds.”