Pligter.

Vi kan alle huske dem.

Nogle var forbundet med tilskud, andre var simpelthen obligatoriske. For mange børn var de ofte en indblanding i andre vigtigere ting, som vi kunne have gjort.

Som forælder har du sikkert spurgt (forhåbentlig uden at skrige): “Har du taget skraldet ud og gjort rent på dit værelse?” Som svar har du måske fået et overfladisk øjenrul.

Du ved, hvad jeg mener : Det er opgaver i hjemmet, som de fleste af os hadede, men som vi gjorde af nødvendighed, fordi vi fik besked på det. Og vores børn hader dem stort set også.

Reframing Chores as Responsibilities

Det viser sig, at pligter har en utrolig vigtig rolle for det barn eller den teenager, der udvikler sig. Dette forstås bedst og er langt mere acceptabelt for børn, hvis de omformuleres som ansvar – som færdigheder, der giver et stort udbytte.

Opgaver kan få børn og unge til at føle sig specielle.

Vi bør tænke på og præsentere ansvar for vores børn i to store arenaer – at tage ansvar for andres omsorg (dit sociale ansvar) og at tage ansvar for din egen omsorg.

Lad os starte med nogle principper. Alle børn har et ønske om at være kompetente, effektive og at mestre opgaver, som de tidligere ikke kunne klare. Erhvervelse og demonstration af nye færdigheder er med til at fremme et positivt selvværd. Når det lykkes dem at mestre flere ansvarsområder, føler de ikke kun, at de kan gøre det, som voksne eller ældre søskende gør, men de får også respekt og bekræftelse for deres kompetence.

Kort sagt hjælper det at tage ansvarsområder på sig børn med at føle, at de bliver voksne. De opfylder et iboende ønske og en drivkraft til at blive uafhængige, selvstændige individer. Desuden nyder de glæden og den store tilfredshed ved at tage sig af sig selv og andre.

Hvad forældre kan gøre for at fremme hjælpen til andre

Det er vigtigt for forældre at omformulere “pligter” eller “job” som ansvar og at tale med børnene om disse som færdigheder, de kan lære, perfektionere og bruge i hverdagen.

Vores hjerner er skabt til at give. Når vi giver til andre, frigiver vi neurokemiske stoffer, som er langt mere kraftfulde og givende end at modtage gaver.

Her er nogle eksempler på måder at hjælpe andre på.

Børn i førskolealderen

Børn i førskolealderen er lige ved at lære det grundlæggende i at tage vare på sig selv, f.eks. at tage tøj på, give mad til sig selv, gå på toilettet selv eller lægge sig til at sove. De er ikke i stand til at påtage sig komplekse ansvarsområder, så forældrene er nødt til at holde tingene enkle. Ansvarsområder for førskolebørn kan omfatte:

• Formidle hunden eller katten eller fylde deres vandskål.
• Hjælpe med at dække bord.
• Hjælpe med at rydde op efter middagen – endda bære deres tallerkener til mor eller far for at sætte dem i opvaskemaskinen.
• Hjælpe med at fodre et yngre spædbarn eller give dem et stykke legetøj i højstolen, hvis de er ved at blive kræsne.

Når førskolebørn klarer disse opgaver i hjemmet, sætter de stor pris på den ros, som forældre og ældre søskende giver dem.

Der er desuden ting, de kan gøre ved særlige lejligheder, f.eks. at lave dekorationer til mors dag eller sætte lysene i et familiemedlems fødselsdagskage. De kan også hjælpe med at rydde op i huset, inden der kommer gæster.

Børn i skolealderen

Der er mange flere ting, som børn i skolealderen kan gøre for at opbygge et positivt selvværd. Ansvarsområder for denne gruppe kan omfatte:

• Dække bordet.
• Rydde op efter et familiemåltid.
• Tage skraldet ud eller lægge genbrugsmaterialer i skraldespande.
• Hjælpe med at tilberede måltider.
• Tager hunden med ud at gå tur.
• Henter avisen.
• Finder en god familiefilm at se til en aftenaktivitet.

At gøre ting for andre alene får børnene til at føle sig specielle. Selvfølgelig ville de foretrække at se tv eller spille et videospil. Der vil naturligvis blive skubbet tilbage fra tid til anden. Men hvis husstandskulturen er en kultur, hvor der øses med ros, bekræftelse, beundring og taknemmelighed, vil de føle sig mere motiverede til at hjælpe til og bidrage.

Men nogle forældre vil måske være utilbøjelige til at give ros igen og igen for det, som et barn bør forventes at gøre. Dette er et gyldigt argument. Men mængden af kærlighed, anerkendelse og ros for bidrag vil aldrig være uendelig. Der vil komme et tidspunkt, hvor det løbende ansvar, som barnet påtager sig på rutinemæssig basis, bliver et fundament for deres identitet som modne og ansvarlige individer.

Teenagere

Teenagere har mange flere evner end yngre børn. De kan:

• Babysitte.
• Selv lave mad.
• Hente søskende fra skole og aktiviteter eller løbe ærinder for forældrene.
• Indkøbe til husholdningen.

De vil ligesom deres yngre søskende opbygge et positivt selvværd, jo mere de kan, og jo mere man stoler på dem. Og de vil også skubbe mange ansvarsområder tilbage – de ved også, at de har deres eget personlige liv med deres venner; det er meget sjovere at hænge ud med dem end at babysitte eller lave mad.

Men forældrene kan belønne dem med øget frihed. I mit eget kliniske arbejde siger jeg ofte til teenageres øjenrulninger, at der var en filosof ved navn John Stuart Mill, som sagde (øjenrullen begynder): “Øget ansvar giver øget frihed”. Med andre ord: Hvis man gør det, man skal gøre, f.eks. huslige pligter, går i skole og arbejder hårdt, bør man få mere frihed. Disse belønninger kan omfatte et senere udgangsforbud, flere penge til at bruge på ting, du ønsker, og færre restriktioner på sengetid eller skærmtid.

En sidste kommentar: Børn føler sig specielle, når de får et unikt, alderssvarende ansvar ved en særlig lejlighed, f.eks. en fødselsdag, et bryllup eller en ferie. Og i perioder med stor sorg, f.eks. ved tab af et kæledyr eller alvorlig sygdom i familien, vil de føle sig specielle ved at hjælpe i en svær tid.

Hvad forældre kan gøre for at fremme børns hjælp til selvhjælp: Give tid til social-emotionel læring

Der er en vigtig balance mellem at give et barn ansvar i hjemmet, i skolen og i samfundet og at give det tid til at være et barn.

Børn føler sig specielle, når de påtager sig ansvar. Men de har også brug for tid til at lege, lære sociale færdigheder, dyrke hobbyer og interesser på egen hånd og hygge sig, når de er alene.

Det viser sig, at det at give dem tid til bare at være et barn, faktisk giver dem et enormt ansvar for at lære de færdigheder, der kræves af sunde, modstandsdygtige voksne.

Naturligvis vil leg, social interaktion og hobbyer variere fra barn til barn og fra et udviklingsniveau til et andet. Men børn i alle aldre har brug for tid til at udvikle viden, holdninger og færdigheder, der rækker ud over ansvaret i hjemmet, i skolen og i samfundet.

At være i stand til at lege, interagere med andre og følge sine passioner fremmer udviklingen af personlig identitet og troen på, at de kan være kompetente individer med deres egne unikke egenskaber. Evnen til at lære, hvem jeg er, hvad jeg kan lide at gøre, og hvordan jeg kan lide at gøre det, kræver, at man interagerer med jævnaldrende i forskellige sammenhænge og når personlige mål – inden for kunst, sport, skrivning, videospil. Kort sagt hjælper denne proces dem med at lære at være ansvarlige for sig selv socialt, følelsesmæssigt og rekreativt.

Social-emotionel læring er nøglen til at hjælpe dem med at blive ansvarlige moralske agenter i samfundet. Tid alene og sammen med jævnaldrende er afgørende for at lære færdighederne lederskab, inklusion, accept af andre, selvbevidsthed, konfliktløsning og at tage ansvar for deres handlinger, herunder at undskylde, når de begår fejl, bryder en regel eller sårer andres følelser.

At nyde sig selv, når de er alene, og bruge den tid til at slappe af eller lære nye færdigheder, f.eks. at øve sig på et instrument, skrive eller fordybe sig i en god bog, er færdigheder, der læres og ikke er medfødte.

Det er et maraton, ikke en sprint.

Alt dette lyder godt, men du ved, at det ikke vil være let at omsætte disse forslag til handling. Når børnene hører os sige: “Jeg ved, at du måske ikke kan lide eller forstå det her, men det vil virkelig hjælpe dig i det lange løb”, får vi igen øjenrullen.

Men selv om der uundgåeligt vil være modstand, hvis ikke ligefrem modstand, er det det det rigtige at gøre, og en indsats, der er værd at starte, når børnene er meget små.

Original posted at the MGH Clay Center for Young Healthy Minds.