Det engelske sprog er fuld af tilsyneladende modsætninger: ravel betyder både “at strikke op” og “at strikke op”, inflammable henviser til noget, der er brandfarligt, og så videre. George Carlin, den afdøde komiker, gjorde ofte grin med engelsk og fremhævede derved en anden af disse selvmodsigelser: Hvorfor parkerer vi på indkørslen, men kører på parkvejen?

Ordet “parkvej” henviste oprindeligt til en bred vej gennem en park. Ligesom “indkørsel” er det fra før bilens opfindelse.

Først en definition af begreberne. En indkørsel er “en privat vej, der giver adgang fra en offentlig vej til en bygning på en tilstødende grund”, og i Amerika har vi en tendens til at parkere vores biler i indkørslen, da indkørsler typisk kommer lige ved siden af ens hus. En parkvej er derimod “en bred, anlagt motorvej”. Oprindelsen af hvert af disse ord synes ret klar – drive + way og park + way – men hvis det er tilfældet, hvornår passer verberne, der er udgangspunktet for hvert ord (drive og park), så ikke sammen med betydningen af det afledte substantiv? Kort sagt: Vi kører ikke på indkørsler, og vi parkerer ikke på parkeringsveje. Hvad sker der?

Det engelske sprog er i hemmelighed en slange: det, der ligner en lige linje mellem ord, er det ikke altid. Det er tilfældet med både indkørsel og parkeringsplads.

Både ord blev brugt på skrift i 1800-tallet, længe før biler overhovedet var et glimt i Henry Fords øjne. Parkway henviste oprindeligt til en bred vej gennem en park:

Den vigtigste forbedring, der på det seneste er sket i byernes generelle planlægning, har været indførelsen eller forøgelsen af antallet og bredden af parkways.
– American Cyclopedia, 1875

Der er altså en sammenhæng mellem parker og parkway, men hvorfor kører vi på dem? Parkveje var de perfekte steder at køre en vogn ned for at køre en naturskøn udflugt. Da bilerne kom ind på scenen, blev parkveje bilernes område.

Driveway kom i skriftlig brug lidt tidligere end parkway. I modsætning til parkway henviste ordet driveway ikke til, hvor stien var (en indkørsel), men til hvad stien var beregnet til (kørsel). De tidligste indkørsler var veje, der gik langs med stalde, hvor køretøjer som f.eks. vogne kunne køre op og enten læsse gods af (f.eks. hø, mad eller husdyr) eller tage gods på (f.eks. hø, mad eller husdyr):

Bygningen skulle være placeret således, at staldgulvet kunne lægges på bjælkerne, og indkørslen skulle være i den ende, der lå direkte under taget.
– Henry Colman, Second Report on the Agriculture of Massachusetts, 1839

Selvfølgelig blev disse adgangsveje til en ejendom praktiske steder at parkere køretøjer, og da bilalderen begyndte, blev disse veje uden for gaden ideelle steder at parkere familiens bil.

Med tiden blev de verber, som vi brugte med parkvej og indkørsel, faste – kør med parkvej og parkér med indkørsel. Og George Carlins stand-up rutine om det engelske sprogs meningsløshed fik endnu et datapunkt til.

Del