Alle kan begå en fejl. Det er for nemt at lave antagelser, at tro det, man gerne vil tro, at ignorere data, der er i modstrid med det, man tror. Og som mennesker kan videnskabsmænd være alt for skyldige i disse fejl.

Den videnskabelige metode er en måde at forebygge disse fejltagelser på. Den virker ikke altid, men den har beviseligt haft nogle succeser. Så først skal man observere fænomenerne; hvad sker der? For det andet stiller man spørgsmål; hvorfor sker det på den måde, som det sker? For det tredje skal man opstille en hypotese: Dette er, hvad jeg tror, der sker. For det fjerde skal du udvikle en forudsigelse, der kan testes: Hvis dette er sandt for A, vil det så også være sandt for B? For det femte skal du udføre eksperimenter for at afprøve din forudsigelse; er det sandt for B, C og D? For det sjette: Var den sand? Hvis ja, så udvikl en hypotese ved generalisering. For det syvende (måske vigtigst af alt!); forsøg at falsificere din hypotese. Her stiller du spørgsmålene: #”hvilke eksperimenter kunne jeg (og andre) udføre, og hvilke resultater “# #”ville jeg forvente, der ville vise, at min analyse og “# #”forståelse er fejlagtig? “#

Hvis du kan gøre alle disse ting og stadig har styr på og forståelse for resultaterne, så formulér en teori og book et fly til Stockholm. Den videnskabelige metode er således afhængig af eksperimentet; den udføres ikke isoleret. Du kan drage en bestemt konklusion ud fra en række eksperimentelle resultater, som KAN være forskellig fra den konklusion, som en anden forsker er nået frem til. Ikke desto mindre bør dine eksperimentelle resultater og den anden forskers resultater i det store og hele stemme overens.