En gennemgang af Det Nye Testamente giver os et billede af den kirke, der stadig kan skabes i dag – en kirke, der prædiker det samme evangelium og forpligter sig til apostlenes lære. Kirken præsenteres som alle dem, der tror på evangeliet om Herren Jesus Kristus, og som er blevet døbt i hans navn.

Lokale fællesskaber

Overalt hvor evangeliet blev forkyndt, og hvor folk reagerede på det, opstod der kirker. I det væsentlige dannede de kristne deres egne lokale fællesskaber.

For eksempel, da Paulus prædikede evangeliet i Korinth, “troede mange af de korinther, der hørte ham, og de blev døbt”. (ApG 18:8) Disse nyomvendte blev under den apostolske undervisning organiseret og dannede en kirke, et fællesskab af Guds folk. Og efterhånden som flere korinther blev kristne, blev de også en del af dette fællesskab. Det samme var tilfældet, da evangeliet blev forkyndt og adlydt i Filippi, Antiokia, Thessalonika, Rom osv. Det samme kan være sandt i dag.

Hvor de mødtes

Der opstod først omkring det fjerde århundrede formålsbyggede steder til tilbedelse. De første kristne mødtes i deres hjem eller lejede egnede lokaler. “Han tog disciplene med sig og havde daglige diskussioner i Tyrannus’ foredragssal. Dette foregik i to år, så at alle jøder og grækere, der boede i provinsen Asien, hørte Herrens ord.” (ApG 19:9-10) Og da Paulus sender sine hilsner til Aquila og Priskilla i Rom, siger han: “Hils også den menighed, der mødes i deres hus.” (Romerbrevet 16:5)

Et tilbedende fællesskab

Den tidlige kirkes praksis var at samles på den første dag i ugen. (ApG 20:7, 1 Korinther 16:1-2) Når kirken samledes, tog de del i nadveren (1 Korinther 11:17-33) og tilbad Herren i fællesskab. Deres sammenkomster gav de troende mulighed for at modtage undervisning i apostlenes lære (ApG 2:42) og for at velsigne menigheden ved hjælp af de åndelige gaver, de havde fået til opbyggelse af Kristi legeme. (1 Korinther 12:24-26, 14:26; Romerne 12:4-5)

Hyrder for flokken

Den Herre, der frelser, sørger også for ledere til menigheden: ældste/pastorer/biskopper. (Det er tre måder at beskrive det samme embede på.) “Paulus og Barnabas indsatte ældste for dem i hver kirke …” (ApG 14:23) Paulus gav denne instruktion til Titus: “Grunden til, at jeg efterlod dig på Kreta, var, at du skulle rette op på det, der var blevet ufærdigt, og udpege ældste i hver by, sådan som jeg har anvist dig.” (Titus 1:5) Præsterne sørgede for den åndelige sundhed hos dem, som Gud havde sat i deres varetægt. Deres kvalifikationer er beskrevet i 1 Timotheus 3:1-7 og Titus 1:6-9.

Guidet af Skrifterne

Sådan som Jesus underkastede sig Skrifternes autoritet, efterlignede den tidlige kirke Herren på denne måde. Skrifterne, der var inspireret af Helligånden, blev skrevet til kirken og bar Guds autoritet. Til menigheden i Korinth skrev Paulus disse ord: “Hvis nogen mener, at han er en profet eller åndeligt begavet, skal han erkende, at det, jeg skriver til jer, er Herrens befaling. Hvis han ignorerer dette, vil han selv blive ignoreret.” (1 Korinther 14:37-38) Skriftens autoritet ses også i disse ord: “Hvis nogen ikke adlyder vores anvisninger i dette brev, skal I tage særligt hensyn til ham. Omgås ikke med ham, for at han skal skamme sig.” (2 Thessaloniker 3:14) Og bereboerne blev rost, idet de “hver dag undersøgte Skriften for at se, om det, Paulus sagde, var sandt”. (ApG 17:11)

Den tidlige kirke så aldrig sig selv som den autoritet, der skal adlydes, men placerede sig selv under Skriftens autoritet. Og det samme bør være tilfældet i dag.

Alle var præster

Den tidlige kirke kendte intet til en ordning med præster og lægfolk. Enhver kristen, mand og kvinde, er en præst og kan bringe åndelige ofre. Dette understøttes af de følgende tre skriftsteder:

1. “Men I er et udvalgt folk, et kongeligt præsteskab …” (1 Peter 2:9)
2. “Også I er som levende sten ved at blive bygget til et åndeligt hus til at være et helligt præsteskab, idet I bringer åndelige ofre, der er Gud velbehagelige ved Jesus Kristus.” (1 Peter 2:4-5) Se også Hebræerbrevet 13:15-16, Filipperbrevet 4:18, Romerbrevet 12:1.
3. “Ved I ikke, at jeres legeme er et Helligåndens tempel…” (1 Korinther 6:19-20)

Overalt hvor der er en kristen, er der en præst, som kan bringe åndelige ofre i Guds tempel.

Alle ting er fælles

Deling var et kendetegnende træk ved den tidlige kirkes liv. “Alle de troende var sammen og havde alting til fælles. De solgte deres ejendele og goder og gav til enhver, som han havde behov.” (ApG 2:44-45) Denne ekstraordinære følelse af at drage omsorg for hinanden blev ofte gentaget. “Og alle de troende var ét i hjerte og sind. Ingen hævdede, at nogen af hans ejendele var hans egne, men de delte alt, hvad de havde… Fra tid til anden solgte de, der ejede jord eller huse, dem, bragte pengene fra salget og lagde dem for apostlenes fødder, og de blev uddelt til enhver, som han havde behov for.” (ApG 4:32-35)

Et helligt folk

Skriften formaner hele tiden kirken til at udvise gudfrygtighed, hellighed og Kristus-lignendehed. Disse instruktioner opsummeres som følger: “Opfør jer på en måde, der er Kristi evangelium værdig.” (Filipperbrevet 1:27) “Men ligesom den, der har kaldt jer, er hellig, skal I også være hellige i alt, hvad I gør, for der står skrevet: ‘Vær hellige, fordi jeg er hellig.'” (1 Peter 1:16) Det samme kan være tilfældet i dag.

Hvis du nød denne artikel, vil du måske gerne kigge på vores 19-delte studie om emnet kirke. Klik venligst her for at få adgang til dette materiale.