Libanons ledere er under pres for at foretage radikale ændringer i den måde, landet styres på, efterhånden som lammende økonomiske forhold og vrede over korruption i regeringen udløser omfattende protester.

Landet styres af et magtdelingssystem, der har til formål at sikre politisk repræsentation for alle landets 18 sekter, men fungerer det? Euronews tager et kig.

Hvordan fungerer det?

Libanons regering er en arv fra det franske kolonistyre og er designet til at sikre politisk repræsentation af alle libanesiske religiøse grupper, hvor de tre største er kristne maronitter, sunnimuslimer og shiitiske muslimer.

Antallet af pladser i parlamentet er delt mellem kristne og muslimer og forholdsmæssigt fordelt mellem de forskellige trosretninger inden for hver religion. Regeringsposter og stillinger i den offentlige sektor er også fordelt mellem flertalssekterne.

Præsidenten skal altid være maronitisk kristen, premierministeren er sunni og parlamentets formand er shia.

Systemet har imidlertid skabt “forankrende splittelser mellem alle 18 anerkendte religiøse sekter”, sagde Lina Khatib, direktør for Chatham House’s MENA-program og forskningsassocieret ved SOAS, “da hver sektrepræsentant har brugt sin position i regeringen til kun at tjene sektens og deres egne interesser i stedet for den nationale interesse.”

Hvordan fungerer hver enkelt udøvende rolle?

Præsidenten har beføjelse til at sætte love vedtaget af parlamentet i kraft, til at bede om yderligere regler for at sikre gennemførelsen af love og til at forhandle eller ratificere traktater.

Michel Aoun blev valgt til parlamentet i oktober 2016. Han er grundlægger af det maronitisk-kristne politiske parti, Den Frie Patriotiske Bevægelse (FPM).

Parlamentet spiller en vigtig rolle, når det gælder finansielle anliggender, og dets ansvarsområde omfatter vedtagelsen af budgettet.

Den nuværende premierminister Saad Hariri, en sunnimuslimsk forretningsmand, der har siddet i rollen siden 2016.

Efter mordet på sin far, den tidligere premierminister Rafik Hariri, i 2005 gik han ind i politik og oprettede det politiske parti Future Current.

Hvordan ser regeringen ud nu?

Tidligere i år lykkedes det de libanesiske fraktioner at blive enige om en ny regering efter måneders usikkerhed, da rivaliserende politiske grupper var låst fast i uenighed om den fremtidige sammensætning af regeringen.

I sidste ende opnåede den militante shiitiske gruppe Hizbollah store gevinster, mens Hariris parti mistede mere end en tredjedel af sine pladser.

For første gang har Hizbollah sundhedsministeriet, som har et af de største budgetter, og finansministeriet forblev i hænderne på en mand, der menes at være en Hizbollah-allieret, Ali Hassan Khalil.

Et andet historisk øjeblik for regeringen var inddragelsen af fire kvindelige ministre, hvilket fordoblede deres repræsentation.

Spiller religionen en rolle i libanesisk politik?

Ja, for selv om Libanons politiske system er baseret på konfessionalisme – et regeringssystem, der de jure er en blanding af religion og politik – manifesterer religionen sig ifølge Khatib som et redskab til politisk magt snarere end som tro.

“Der er meget lidt diskussion om religiøse overbevisninger i det politiske liv. Det handler snarere om, hvilken religiøs gruppe der kan få mere magt og tjene sit eget samfund mere, desværre ofte på bekostning af andre samfund og den nationale interesse,” sagde hun.

Hvor er regeringen gået galt?

Libanons dybere økonomiske problemer fremskyndede delvist processen med at vælge en ny regering, da demonstranter gik på gaden og klagede over forsinkelsen med at danne en regering.

Efter dannelsen af den nye regering fortalte Hariri medierne, at økonomien ville blive prioriteret.

“Der er ikke mere tid at spilde,” sagde han. “Vi skylder libaneserne en undskyldning for forsinkelsen, især til de unge mænd og kvinder, der venter på et glimt af håb om at rette op på forholdene.”

Mandag godkendte Libanon en nødpakke af økonomiske reformer, som omfattede en halvering af lønningerne til ministre og lovgivere.

Hariri bebudede, at i løbet af de næste tre uger. ville regeringen godkende første fase af et kapitalinvesteringsprogram, som donorerne har lovet at finansiere med 11 mia. dollar på betingelse af, at Libanon gennemfører reformer.

Regeringen godkendte også et budget for 2020 uden nye skatter og med et underskud på omkring 0,6 % sammenlignet med det målrettede niveau på omkring 7 % for 2019, sagde Hariri.

Informationsministeriet og andre offentlige institutioner vil blive skåret ned som en del af besparelsesforanstaltningerne. Andre institutioner vil blive slået sammen for at spare penge.

Regeringen godkendte også oprettelsen af et udvalg til bekæmpelse af korruption.

Den længe forsinkede reform af den statslige energisektor, som hvert år tager 2 mia. dollar fra statskassen og samtidig ikke leverer nok strøm til libaneserne, der er afhængige af private generatorer til at udfylde hullet, vil blive fremskyndet.

Libanon har et af verdens højeste niveauer af statsgæld som en andel af det økonomiske output.

Hvorfor protesterer libaneserne stadig?

Mange mennesker er fortsat ikke overbeviste af politikernes løfter.

Endgåelse af den uhæmmede korruption er et centralt krav fra demonstranterne, som siger, at landets ledere har brugt deres positioner til at berige sig selv i årtier.

Maya Mhana, en lærer, der lyttede til talen i det centrale Beirut sammen med andre demonstranter, fortalte Reuters, at hun ikke var overbevist. “Vi bliver på gaden, vi tror ikke på et eneste ord, han sagde.”

“Løgne, løgne, løgne, løgne,” sagde en anden demonstrant, der nægtede at oplyse sit navn. “De har regeret i lang tid. Hvis de havde villet det, kunne de have gjort hvad som helst.”

“Løgne, løgne, løgne, løgne,” sagde en anden demonstrant, der ikke ønskede at oplyse sit navn. “De har regeret i lang tid. Hvis de havde villet det, kunne de have gjort hvad som helst.”

Ifølge Khatib vil det kræve en stor indsats fra græsrødderne at ændre det nuværende politiske system.

“Den politiske elite klamrer sig til det, fordi det sikrer dem politiske og økonomiske privilegier. Men den folkelige frustration over systemet vokser og er en vigtig drivkraft bag de nuværende protester i Libanon.”