Hvordan dannes ar?

Et ar er det endelige resultat af menneskets sårheling. Et sår kan opstå ved enhver skade. Almindelige skader, der forårsager sår, omfatter forbrændinger, snitsår i huden, som opstår efter enhver operation, betændelse og infektion. Nogle gange kan skaden være ganske lille, som f.eks. ved keloidar efter en ørepiercing eller efter at have fået en vaccinationssprøjte. Når huden er blevet beskadiget, produceres der straks kemiske signaler på det pågældende sted. Disse tiltrækker successive bølger af celler, som er involveret i betændelsesprocessen. De første celler, der ankommer, angriber invaderende bakterier og andre organismer. Med tiden ankommer et andet sæt celler, som producerer yderligere kemiske signaler, der tiltrækker dem. Til sidst efter den tidlige inflammation ankommer fibroblastceller til såret, som er de vigtigste celler, der er involveret i at lægge arvæv.
fibroblast
En stærkt forstørret visning af to fibroblastceller
Mængden af inflammation, der var til stede i det tidlige sår, er i høj grad afgørende for, hvor mange fibroblastceller der ankommer, og hvor travle de bliver. Hvis det tidlige sår var meget betændt, f.eks. som følge af en infektion, kommer der mange flere fibroblaster ind i såret, og disse producerer meget mere af bindevævet i et modent ar, hovedsagelig kollagen. Mængden af betændelse er imidlertid ikke den eneste faktor, der bestemmer mængden af arvæv, der dannes. Nogle menneskers gener – den genetiske kode i deres DNA, som er unik for dem – giver dem fibroblastceller, som er mere aktive end resten af befolkningen. Disse celler producerer meget mere kollagen for en given mængde stimulering. Andre faktorer, der bestemmer mængden af inflammation og hvor aktive fibroblasterne bliver, omfatter din alder, helbredsmæssige baggrundsforhold som f.eks. diabetes, stedet på kropsoverfladen og vigtigst af alt, spændinger i huden.
Fibroblaster lægger arvæv ned og ligesom billedhuggere omformer deres værk med tiden. De oprindelige kollagenstrenge bliver vævet ind i større bundter, og kollagentypen bliver mere modstandsdygtig med tiden. En stor del af fibroblasternes aktivitet er en reaktion på belastningerne på tværs af det ar, der er under udvikling. Af ukendte årsager udvikler nogle fibroblaster små muskler, som trækker i det omgivende kollagen som et “tovtrækkeri”. Dette har den virkning, at arret bliver spændt og forkortes. I ekstreme tilfælde kan det dog også give stramme bånd af arvæv, der begrænser bevægeligheden i et led – kontrakturer.