ABSTRACT

BAGGRUND: Diagnosen af en lungeemboli er en udfordring på grund af de potentielt alvorlige konsekvenser af at overse tilstanden og de billeddannende testresultater, der ofte er tvetydige. Kliniske beslutninger kan hjælpes af en test for D-dimer, et fibrinnedbrydningsprodukt, der normalt er forhøjet i blodet hos patienter med tromboembolisk sygdom. Laboratoriefortskridt har ført til hurtigere og mere praktiske påvisningsteknikker som f.eks. ELISA-metoden (enzyme-linked immunosorbent assay), der er undersøgt i denne metaanalyse.

POPULATIONER, DER ER STUDIERET: De 11 prospektive undersøgelser, der indgår i denne metaanalyse, omfattede 2126 patienter (i alderen 54 til 81 år), hvoraf mere end 98 % var ambulante patienter, der præsenterede sig med symptomer og tegn, der var mistænkelige for en lungeemboli. Der var flere kvinder end mænd i undersøgelsespopulationen.

STUDIEUDFORMNING OG VALIDITET: Ved søgninger i MEDLINE og EMBASE blev relevante titler og resuméer af offentliggjorte artikler fra 1980 til 2000 identificeret, og forskerne søgte også efter upubliceret arbejde, gennemgik artiklernes referencelister og kontaktede forfatterne for at identificere andre undersøgelser. Alle de inkluderede undersøgelser skulle være originale prospektive undersøgelser af ELISA D-dimertesten, som omfattede mindst 80 % ambulante patienter. Uafhængige bedømmere screenede artiklerne med hensyn til kvaliteten af referencestandarder og generaliserbarhed. Referencestandarder for diagnosticering af en lungeemboli omfattede en ventilation/perfusionsscanning med høj sandsynlighed, positiv computertomografisk scanning eller positiv billeddiagnostik af nedre ekstremiteter. Acceptable standarder for en negativ diagnose var normal eller meget lav sandsynlighed for ventilations-/perfusionsscanning eller fravær af en tromboembolisk hændelse i 3 måneder eller mere.

MÅLINGER: De primære resultater var den sammenlagte følsomhed og specificitet af ELISA D-dimertesten til påvisning af en lungeemboli. Forfatterne rapporterede puljede estimater af sensitivitet og specificitet for forskellige kombinationer af undersøgelser, baseret på undersøgelsernes kvalitet, ELISA-testmetode, patienternes alder, komorbide tilstande og symptomvarighed.

RESULTATER: Sammenlægning af alle 11 undersøgelser førte til en samlet sensitivitet på 0,95 (95 % konfidensinterval , 0,90-0,98) og en specificitet på 0,45 (95 % CI, 0,90-0,98). De 5 undersøgelser, der anvendte de mest stringente referencestandardprotokoller, gav en sensitivitet på 0,90 og en specificitet på 0,40. Der blev fundet en højere samlet nøjagtighed i gruppen af 8 undersøgelser med det mest typiske spektrum af ambulante patienter (sensitivitet og specificitet på henholdsvis 0,97 og 0,48). Generelt vil ELISA D-dimertestens høje sensitivitet og lave specificitet føre til påvisning af en lungeemboli det meste af tiden, når tilstanden er til stede, men falsk-positive resultater er almindelige. Flere kliniske scenarier kan mindske testens nøjagtighed. I den ene lille undersøgelse af patienter på 70 år eller derover var sensitiviteten perfekt (1,00), men specificiteten var lav (0,14). I en anden undersøgelse, hvor man undersøgte patienter, hvis symptomer varede 4 dage eller mere, faldt sensitiviteten til 0,73 og specificiteten var 0,33. Begge disse undersøgelser foreslår, at der tages mere hensyn til andre tilstande, såsom infektion, kræft eller inflammatoriske gigtlidelser, som kan forhøje D-dimereniveauet i disse patientpopulationer.