Rosa Parks er gået over i historien som en almindelig, ældre sort kvinde, der spontant satte gang i den moderne afroamerikanske borgerrettighedsbevægelse. Det hele begyndte i december 1955, da Parks blev arresteret for civil ulydighed: Hun havde nægtet at overlade sin plads til en hvid passager i en overfyldt bus i den raceadskilte by Montgomery i Alabama. Hendes trodsighed udløste et fremstød for racemæssig ligestilling, som bragte superstjerner inden for borgerrettigheder som Martin Luther King Jr. frem i offentlighedens søgelys og ændrede verden for altid.

Og sådan lyder historien. Sandheden er – som det så ofte er tilfældet – faktisk langt mere kompliceret.

Rosa Parks var faktisk kun 42 år gammel, da hun tog den berømte tur i en bus fra City Lines i Montgomery – en by, der er kendt for at være den første hovedstad for det slavevenestimulerende konføderationssamfund under den amerikanske borgerkrig. Parks – en syerske i et stormagasin i centrum af byen – havde en fortid som borgerrettighedsforkæmper, idet hun havde været ungdomsorganisator for den lokale afdeling af USA’s ældste og mest effektive borgerrettighedsorganisation, National Association for the Advancement of Colored People (NAACP). Hun havde også deltaget i den kontroversielle Highlander Folk School i Tennessee, hvor en række afroamerikanere blev trænet i protestmetoder af arbejderradikale.

Spågribende øjeblikke

Parks’ protest kom ikke ud af den blå luft. I 1954 signalerede den amerikanske højesterets dom i sagen Brown v Board of Education føderal modstand mod raceadskillelse. Domstolen fastslog, at segregerede offentlige skoler fratog afroamerikanere deres ret til “lige beskyttelse af loven”. Og sorte ledere i Montgomery – herunder arbejderaktivister, NAACP-medlemmer og middelklassemedlemmer af Women’s Political Committee – havde i flere år kæmpet for en bedre behandling af sorte i de lokale busser.

Parks’ afvisning af at opgive sit sæde og hendes efterfølgende anholdelse syntes at give disse forkæmpere den chance, de havde ledt efter: at afprøve statens love om bussegregation ved de føderale domstole.

Så snart de hørte om Parks’ anholdelse, gik lederen af Women’s Political Committee, Jo Ann Robinson, og den erfarne fagforeningsmand E. D. Nixon i gang med at mobilisere en boykot af busserne i hele samfundet. Under ledelse af en karismatisk, men hidtil ukendt præst ved navn Martin Luther King Jr. stod Montgomery Improvement Association (MIA) i spidsen for den årelange boykot, der fangede verdens opmærksomhed og lagde pres på byens hvide myndigheder for at imødekomme de sortes krav.

I første omgang brugte MIA den afroamerikanske reaktion på Rosa Parks’ anholdelse til at føre kampagne for bedre behandling af sorte i de segregerede busser. Men NAACP ville mere – det tilbød juridisk bistand til MIA på betingelse af, at organisationen kæmpede for fuld integration.

For at undgå juridiske komplikationer i forbindelse med Parks’ anholdelse blev hun ikke gjort til sagsøger i sagen Browder mod Gayle, som anfægtede Alabamas segregeringslove. I november 1956 afsagde USA’s højesteret en kort og snæver dom, der i kølvandet på Brown-dommen fastslog, at raceadskillelse i private busser i Montgomery var ulovlig i henhold til det fjortende tillæg.

En falsk daggry

Denne juridiske succes viste sig at være en falsk daggry for borgerrettighedsbevægelsen i USA. Martin Luther King og andre fremtrædende aktivister fandt snart ud af, at Eisenhower-regeringen ikke havde til hensigt at angribe raceadskillelsen i Sydstaterne med ægte styrke. Først i februar 1960, da en gruppe sorte universitetsstuderende i Greensboro, North Carolina, tog initiativ til den første af, hvad der viste sig at blive en række “sit-ins” i segregerede butikker, fik bevægelsen for alvor vind i sejlene.

De ikkevoldelige protester med direkte aktioner, der fulgte i byer som Birmingham og Selma, ville i sidste ende give afroamerikanerne i Sydstaterne en hidtil uset grad af politisk og social magt. Den amerikanske borgerrettighedsbevægelse havde også en betydelig indvirkning på raceprotester i andre dele af verden.

I Australien foretog studerende fra University of Sydney deres egen “freedom ride” i 1965 for at afsløre racisme mod landets indfødte indbyggere. I Storbritannien var det i mellemtiden en inspiration for Bristol busboykotten i 1963 og de nordirske borgerrettighedsdemonstrationer senere i årtiet.

Rosa Parks døde i 2005. Hun fortjente sin plads i historien sammen med hundredvis af andre modige mænd og kvinder, der bidrog til at gøre en ende på raceadskillelsen ved lov. Selv i dag viser Black Lives Matter-bevægelsen i USA – udløst af politiets ulovlige drab på afroamerikanere – at den aktivistiske ånd, der blev udløst i Montgomery i 1955, lever videre.