Som indere er det overraskende, hvor lidt vi ved om islam, selv om den ældste moské i verden ligger i Kerala
Folk udfordrer mig ofte til at skrive om islamisk mytologi. Disse “udfordrere” er ikke klar over, at Wikipedia allerede har en post med titlen islamisk mytologi. Og i akademiske kredse taler man lige så frit om islamisk, kristen og jødisk mytologi, som man taler om græsk, egyptisk og nordisk mytologi. Denne “udfordring” er baseret på definitioner fra det 19. århundrede (myte er fiktion, religion og videnskab er sandt) og ikke på definitioner fra det 21. århundrede (myte er et folks kulturelle sandhed, der er ligegyldig over for beviser). Denne gamle definition er populær i Hindutva-kredse, og mange kultguruer propaganderer den for at fremstille en offerrolle som en del af diskursen om, at “hinduerne er truet”.
Ja, i det 19. århundrede blev hinduismen foragteligt omtalt som mytologi på grund af dens polyteistiske tro, mens monoteistiske trosretninger blev betegnet som religion. Så hinduismen blev klassificeret sammen med den græske tro. Kristendommen alene blev betegnet som religion. Ikke alle monoteismer blev betragtet som religioner. Europæere og amerikanere så den jødiske tro som det “Gamle Testamente” og dermed forældet, og den islamiske tro som hedensk, da islam ikke betragtede sex som synd og derfor ikke værdsatte askese.

Den ofte anvendte sætning “jødisk-kristen” mytologi, der anerkender fælles rødder, er af meget nyere dato. Det blev først brugt af europæere og amerikanere efter Anden Verdenskrig i en ånd af undskyldning og forsoning, forfærdet over pavedømmets tavshed over Holocaust begået af nazister, som var kristne (en kendsgerning, der sjældent annonceres i dag). Og adjektivet “abrahamitisk” blev først brugt om myter efter Golfkrigen, altså for ca. 20 år siden. Indtil slutningen af det 20. århundrede ville ethvert forsøg på at pege på jødedommens, kristendommens og islams fælles grundlag og spore det længere tilbage til de gamle mesopotamiske, persiske og egyptiske mytologier føre til oprør. Men ikke længere – i en verden, der værdsætter videnskaben og er fortrolig med poststrukturalismen, anses enhver tro for at skabe et verdenssyn gennem historier. Kristendommen og islam er ingen undtagelser.
I det 21. århundrede betragtes al teisme som myter, da Gud ikke er et målbart begreb. Hvis Gud er en myte, så er Guds budbringer (profet) også en myte. Men myte er ikke falskhed – det er kollektiv fiktion, der muliggør samarbejde. Ligesom hinduistisk mytologi skaber hinduistisk fællesskab, skaber islamisk mytologi islamisk fællesskab. Sekulære mytologier skaber sekulære samfund. Mytologier er nøglen til at opbygge fællesskaber. Myter tjener som social lim. Som indere er det overraskende, hvor lidt vi ved om islam, selv om en af de ældste moskéer i verden ligger i Kerala.

Hvorfor det? Vi er bredt eksponeret for Ramayana og Mahabharata og endda for fortællinger fra Bibelen takket være missionsskoler og Gideons Bibel, som findes på de fleste hotelværelser, og Hollywood-film som De ti bud og Passion of the Christ.
Men hvad med islamiske myter? Doordarshan forsøgte at producere en serie om bibelske historier i 1992, men den blev modsat af militante grupper i Kashmiri, og regeringen stoppede tv-udsendelsen. Regeringen argumenterede dengang, at de respekterede de islamiske regler, der forbyder afbildninger af Guds skabninger og hans profeter i kunsten, men det blev af mange opfattet som en formildende politik – at give eftergivenhed og endda opmuntre puritanske militante islamiske grupper frem for uddannede liberale muslimer! En mulighed for at gøre inderne fortrolige med islam gik tabt.
Den militante puritanske islam forbyder musik og dans, og alligevel trives Bollywood med talentfulde muslimske musikere, dansere og skuespillere. Muslimske imperier som f.eks. osmannerne i Tyrkiet, safaviderne i Persien og mogulerne i Indien støttede islamisk kunst mellem det 15. og 18. århundrede og tillod endda afbildninger af historier, der fortælles i Koranen og Hadith. Så det er klart, at islam har en liberal side, som regeringerne har valgt at ignorere og dermed givet de militante religiøse ledere overdreven magt.
Få indere kender Nabi-Vamsa, historier om profeter, der blev komponeret i det 17. århundredes Bengalen, eller Cira-Puranam, der er baseret på profetens liv, og som også blev komponeret i det 17. århundredes Tamil Nadu. Hvis indianerne havde fået kendskab til disse historier, ville de have stiftet bekendtskab med det alternative verdenssyn, der kom til Indien for 1.400 år siden – et verdenssyn baseret på ét liv i stedet for genfødsel, hvor Guds budbringere fortalte menneskene, hvordan de skulle leve, og hvor himlen er forbeholdt de trofaste og lovlydige.
Tanken om, at alle er lige for loven, stammer fra den islamiske kultur og påvirker “idéen om Indien”, hvor forfatningen træder i stedet for Guds bud.
Der er mange ligheder mellem hinduistisk og islamisk mytologi. Begge taler om brødre, der konstant slås om ejendom. Den hinduistiske mytologi beskriver konflikterne mellem Devas og Asuras, Nagas og Garudas, Vali og Sugriva samt Pandavas og Kauravas). Den islamiske mytologi taler om broderlig rivalisering mellem Qabil og Habil (Kain og Abel), Isak og Ismael samt Jakob (Yakub) og Esau. Sådanne kampe om arveret minder os om, at vi trods forskelle i kulturer og religioner alle er mennesker.