• Hajer
• River
• Hvid
• Grå sygeplejerske
• Savfisk
• Hval
• Hammerhoved

Lovgivningsmæssig beskyttelse

Environment Protection and Biodiversity Conservation Act 1999

Hvalhajen er opført som sårbar og vandrende i henhold til Environment Protection and Biodiversity Conservation Act 1999 (EPBC Act).
EPBC Act Status og dokumenter – Rhincodon typus – Hvalhaj

En genopretningsplan for hvalhajen blev offentliggjort i 2005. Denne genopretningsplan er stadig gældende.

Australian Government Action

Domestic

En række genopretningsrettede projekter for hvalhajen er blevet finansieret – rapporter om hvalhajen.

Historie

Hvalhajen (Rhincodon typus) er en forholdsvis ny tilføjelse til den menneskelige registrering af havet og dets beboere. Denne hajs forfædre går dog tilbage til juratiden og kridttiden for 245-65 millioner år siden, hvor de nuværende grupper af hajer begyndte at dukke op.

Det var først i 1828, at det første eksemplar af hvalhajen, som videnskaben kendte, blev fundet ud for den sydafrikanske kyst. Dr. Andrew Smith beskrev senere samme år formelt denne art som den største nulevende haj i havet.

Denne art er sjælden. Før midten af 1980’erne havde der været mindre end 350 bekræftede rapporter om hvalhajer på verdensplan. Siden denne tid er der blevet registreret konsekvente observationer i Australien. En lukrativ økoturismeindustri, der drejer sig om deres årlige optræden i Ningaloo Marine Park på den vestaustralske nordvestkyst, er nu veletableret.

Biologi og økologi

Denne art er nært beslægtet med de bundlevende hajer (Orectolobiformes), som bl.a. omfatter wobbegong-hajen. Der er et mønster af linjer og pletter på huden på hver haj, som gør det muligt for dem at “smelte” ind i deres omgivelser. Denne “camouflage” gør hajerne mindre iøjnefaldende i deres havmiljø. Det unikke mønster ser ikke ud til at ændre sig over tid og kan bruges til at identificere den enkelte haj.

Hvalhajen er en af de kun tre hajer, der lever af filterfoder (de to andre er den baskende haj og megamundhajen), og den lever af små organismer, herunder krill, krabbelarver, vandmænd osv. Selv om den har ca. 3000 små tænder (hver mindre end 6 millimeter lang), bruges disse tænder ikke under fødesøgningen. I stedet kan hvalhajen si byttedele, der er så små som 1 millimeter, gennem de fine net i gællerakkerne. De er i stand til at åbne munden meget bredt (mere end 1 meter) for at optimere fødesøgningen.

Hvalhajer kan også spise via “sugning”, mens de står lodret i vandet. Oplysninger om fodringsadfærd kan, når de kombineres med observationsdata, hjælpe forskerne med at forstå, hvordan hajens udseende hænger sammen med naturlige begivenheder i havmiljøet.

Afdrætsformer

Hvalhajer har intern befrugtning og producerer levende unger. Hanner kan skelnes ved tilstedeværelsen af to spænder nær bækkenfinnen. Disse organer er fraværende hos hunnerne.

Der er blevet foretaget en langtidsundersøgelse i Ningaloo Marine Park siden 1995 af Brad Norman. Den har fastslået, at hvalhajer af hankøn normalt ikke bliver kønsmodne, før de når en længde på omkring 8-9 meter. Det er imidlertid ikke muligt at fastslå størrelsen af hunhvalhajerne ved modenhed ved hjælp af en lignende ekstern observation.

Det vides på nuværende tidspunkt ikke, hvor hvalhajerne yngler. Kun én drægtig hvalhaj er nogensinde blevet registreret. Der er kun set meget få unge hvalhajer nogen steder i hele deres udbredelsesområde.

Udbredelse

Hvalhajer har en bred udbredelse i tropiske og varme tempererede have, normalt mellem 30°N og 35°S breddegrader.

De er kendt for at bebo både dybe og lavvandede kystvande og laguner i koralatoller og koralrev.

Australien er et af de mest pålidelige steder at finde hvalhajer. Der er også blevet registreret regelmæssige observationer fra mange andre regioner, herunder Indien, Maldiverne, Sydafrika, Belize, Mexico, Galapagosøerne, Sydøstasien og Indonesien.

Denne art er vidt udbredt i de australske farvande. Selv om den er mest almindelig i Ningaloo Marine Park (og i mindre grad på Christmas Island og i Koralhavet), er der bekræftet observationer længere sydpå end Kalbarri (på den midtvestlige kyst i det vestlige Australien) og Eden (på New South Wales’ sydkyst). Der er også blevet registreret hvalhajer i Commonwealth-farvande mellem Australien og Indonesien.

Denne art menes at foretrække temperaturer på havvandets overflade på mellem 21 og 25 °C. I Ningaloo Marine Park er observationer dog mest almindelige ved vandtemperaturer på omkring 27°C.

Den optræder (regelmæssigt) på steder, hvor man ved, at der forekommer sæsonbestemte føde-“pulser”. Den forudsigelige årlige samling af hvalhajer ved Ningaloo Marine Park er tæt forbundet med en stigning i produktiviteten i området. Dette hænger sammen med en masse koraludklækning, der finder sted omkring marts/april hvert år.

Habitter

Hvalhajer er fisk og får derfor ilt via deres gæller. De har ikke noget fysiologisk behov for at svømme ved overfladen – i modsætning til luftåndende hvaler og delfiner. Selv om de oftest observeres svømme ved overfladen under “sæsonbestemte” samlinger, viser sporingsundersøgelser i Ningaloo Marine Park og andre internationale steder, at hvalhajerne kan dykke ned til store dybder (~700 meter). De kan holde sig væk fra overfladen i lange perioder.

Og selv om hvalhajer ofte ses sammen med mange andre fisk – som opnår en vis beskyttelse mod de større hvalhajer – reagerer de altid, når de udsættes for fysisk kontakt. Det er vigtigt, at både og svømmere ikke på nogen måde hindrer hajernes vej.

Radio-sporingsundersøgelser i Ningaloo Marine Park viser, at enkelte hvalhajer kan opholde sig tæt på Ningaloo Reef i dag/nat-perioder. Ved hjælp af fotoidentifikationsbiblioteket for hvalhajer var det desuden muligt at vise, at en identificeret haj var blevet set igen i Ningaloo Marine Park på 14 forskellige dage i løbet af en periode på 28 dage – inden for et meget begrænset område. Nogle hajer synes at udvise en vis grad af “stedbundethed”, når de vender tilbage til den australske nordvestkyst.

Migration

Hvalhajer anses for at være meget vandringsvillige – selv om disse “vandringsmønstre” er dårligt forstået. Tidligere undersøgelser i Ningaloo Marine Park tyder på, at hajerne kan foretage en nordlig vandring, når de forlader området. Deres sæsonbestemte optræden ved Christmas Island og observationer nær Ashmore Reef understøtter denne teori. Desværre er det, når hajerne forlader de australske farvande, at de potentielt er i fare for et “uholdbart jagttryk”.

Satellitsporing af hvalhajer i amerikanske farvande og også i Det Sydkinesiske Hav afslører, at hvalhajerne kan bevæge sig over store afstande (tusindvis af kilometer). Disse vandringer kan tage flere år at gennemføre. En langt større forståelse af hvalhajens bevægelser vil være mulig med fortsatte undersøgelser af mærkning og sporing i hele verden. Hidtil har man med succes undersøgt hvalhajernes kortvarige bevægelser og adfærd i Ningaloo Marine Park ved hjælp af akustisk sporing.

Det vil være interessant at fastslå hvalhajernes foretrukne levesteder ved den australske kystlinje. Yderligere oplysninger om økologi og oceanografi fra steder, hvor hajobservationer er almindelige, vil give en bedre forståelse af årsagerne til hvalhajens bevægelser. Desuden vil satellitteknologi gøre det muligt for forskerne at kortlægge bevægelserne af mærkede hajer og udvide vores viden om denne art.

Naturlige begivenheder (f.eks. vejrmønstre) og den særlige fysiske geografi i et område kan påvirke produktiviteten. Varmt tropisk overfladevand er ofte næringsfattigt i modsætning til områder med opstrømninger af koldt vand (næringsrigt). Nogle langdistancemigranter rejser til og fra områder med større fødeoverflod, f.eks. en anden filterfødende hval – pukkelhvalen.

Der er behov for yderligere oplysninger om hvalhajens biologi og økologi for at kunne bidrage til bevarelse og forvaltning.

Informationer stillet til rådighed af Brad Norman ([email protected])

Ressourcer

• Vurdering af traditionel økologisk viden om hvalhajer (Rhincodon typus) i det østlige Indonesien: A pilot study with fishing communities in Nusa Tenggara Timur – 2008
• CITES Identification Manual Whale Shark – October 2002
• Whale Shark (Rhincodon typus) CITES identification sheet – September 2007
• Whale Shark (Rhincodon typus) Recovery Plan 2005-2010 – 2005