Jeg indså, at jeg var nødt til at leve alene og endelig opdage mit indre jeg.

Hej, mit navn er Iulia, jeg er 30 år gammel, og jeg er en introvert og en nyder at blive en monogamist.

Sindtil nu har jeg ubarmhjertigt fodret min afhængighed i forskellige forhold i forsøget på at få skoen til at passe. Ligegyldigt mine ben blødte, og nogle gange følte jeg mig modløs og deprimeret – jeg vidste, at dette forhold måtte fungere.

Fast-forward femten år, flere mænd og to brudte forlovelser, og her er jeg, sjælesorg efter et forhold, der fik mig til at tænke, at jeg ikke længere skulle forsøge at udfylde tomrummet i mit hjerte efter endnu en separation med parfumen, stemmen og berøringen fra en tilfældig mand.

Sjælknusende, hjerteskærende, triste, frygteligt hjemsøgende dage gik, mens jeg begyndte at opdage mit nye singlejeg og tænke over mine mangler i kærlighedsafdelingen.

Min indadvendte side hjælper slet ikke – alle disse tanker og følelser blev ved med at være på flaske.

Det er, hvad der sker, når en seriel monogamist støder på ensomhed. Man føler, at man ikke hører til i sit eget liv. Mens man er i et forhold, lever man sit liv med et sæt af fire øjne og fire ben, som et af de væsener i Platons myte om androgyne. Et andet par øjne filtrerer din virkelighed, og før du ved af det, bliver dit selv viklet ind i en anden persons vision af, hvem du skal være.

Du mister dig selv.

For os indadvendte er forhold aldrig lette, og brud kan knuse os helt ned til kernen. Jeg besluttede, at jeg ikke ville have endnu en mand til at få mig til at føle mig komplet. Jeg var nødt til at tage tyren ved hornene.

Jeg vidste, at jeg var nødt til at leve alene og endelig opdage det indre selv, som så mange psykologer og motivationstalere taler om. Her er, hvad jeg fandt ud af.

Hvad jeg lærte, da jeg besluttede mig for at forblive single

At være nyligt single er ikke noget for sarte sjæle.

Snart efter at jeg ændrede min Facebook-status fra “i et forhold” til “single”, begyndte jeg at høre en konstant summen i min hjerne. Efter at have lyttet nøje til den opdagede jeg, at summen var en stemme, der tvivlede på sig selv, og hvis eneste formål var at indgyde frygt i mine knogler.

Hvad nu, hvis jeg vil være ensom for evigt? Hvad hvis jeg aldrig vil elske igen?

Hvem vidste, at jeg var så bekymret for at finde min partner? Og hvem vidste, at skeen, og at et andet menneske, der accepterer en, kunne gøre det hele bedre?

I begyndelsen føltes ensomheden trist og opslugende (ja, selv introverte mennesker bliver ensomme). Jeg kunne ikke stoppe mig selv fra at gruble over alle mine tidligere forhold og de fejl, jeg havde begået i de sidste 15 år. Jeg huskede, hvordan jeg engang var en person, som jeg var forelsket i, utro, bare fordi jeg ikke kunne samle mod til at have et ordentligt skænderi. Jeg huskede de nætter, hvor jeg græd mig selv i søvn, når nogen, jeg elskede, ikke gengældte mig, og jeg blev ved med at forsøge at gå tilbage i tiden og redde disse sørgelige levn og forvandle dem til noget meningsfuldt.

Det at undlade at tale om mine følelser gjorde bare det hele værre, og nogle gange følte jeg mig fanget i mine andre liv med disse mænd.

Therapien gav mig en, der ville lytte.

Jeg er nødt til at gentage det: Indtil nu har jeg aldrig været single. Nå, men i en alder af 30 år er det gået op for mig, at jeg var blevet en Askepot-version af en kvinde – hele mit liv havde jeg ventet på, at nogen skulle redde mig.

Jamen, ved du hvad?

Single eller ej, ingen vil redde dig. Nogle gange er andre afhængige af, at du redder dem.

Jeg måtte være min egen mentor, coach og terapeut.

Gudskelov fandt jeg dog en ordentlig terapeut, og jeg behøvede ikke længere at lade som om, at jeg havde styr på det hele.

Min terapeut fortalte mig, at jeg konstant gav mig selv skylden for alting. Hun gav mig råd om, hvordan jeg kunne holde op med at gruble, og forsikrede mig mest af alt om, at denne fase af frygt og lammende selvtvivl ville gå over.

Hun opførte sig som en øm mor, hvis datter havde et knust hjerte, bortset fra at jeg følte, at jeg havde ét hjerte for hvert forhold, jeg havde været i, og at smerten rev dem alle i stykker.

Endeligt hjalp min terapeut mig med at forstå mine forhold ikke som store fiaskoer i livet, men som lektioner.

Hvis du er en indadvendt person, der kæmper med tabet af et forhold, er det mindste, du kan gøre for dig selv, at gå i terapi. Hvis du ikke vil eller kan tale med dine venner, vil din terapeut være en, der vil lytte.

Terapi og hele processen med at genopdage mig selv har været et helvede af en vej, og jeg kæmper stadig, men jeg ved nu, at jeg aldrig mere vil gøre en anden ansvarlig for den måde, jeg har det på.

Det starter med, hvordan du ser fremtiden.

Jeg voksede op i en kultur, hvor kvinder nyder at dagdrømme om deres bryllupsdag. Selv om jeg aldrig har været pigen, der drømte om et stort bryllup, og hvide kjoler alligevel aldrig har klædt mig, har jeg altid forestillet mig en fælles fremtid, og jeg kunne aldrig lave planer alene. Alligevel fandt jeg ud af, at efter at have været deprimeret i månedsvis og manglet retning i mit liv, fandt jeg ud af, at der ikke var nogen, der kom for at redde mig. Jeg var nødt til at være min egen redningsmand.

Hvad siger du til det, Sherlock?

I begyndelsen tilbragte jeg mine dage i sengen, hvor jeg tankeløst scrollede gennem Facebook og havde ondt af mig selv. Jeg kunne ikke stoppe mig selv fra at sammenligne mig selv med andre mennesker. At se billeder af eks-kolleger, der blev gift eller fik børn, fik mig til at føle mig tom og ked af det. I et stykke tid holdt jeg endda op med at vaske mit hår, spise eller gøre noget som helst, som jeg kunne lide.

Da jeg en dag bare følte mig sulten. Jeg mener, jeg var sulten. Jeg følte, at jeg kunne sluge en middag tilberedt af Pantagruel og derefter bede om dessert.

Da gik det op for mig, at jeg ikke engang vidste, hvad jeg skulle have til aftensmad, da jeg altid har lavet mad til to.

Det var det første skridt i at generobre mit liv tilbage – at lave mad til mig selv.

Gå med i den introverte revolution. En e-mail, hver fredag. De bedste introverte artikler. Tilmeld dig her.

Jeg måtte lære at føle mig godt tilpas i min egen hud.

Jeg var aldrig tilpas med, hvordan jeg præsenterede mig selv for verden. Jeg var alt for afhængig af, at min kæreste fuldendte mig og gav næring til mit dårlige selvværd. Det var ligegyldigt, at skoen ikke passede.

At være single viste mig sandheden. Jeg manglede selvtillid, og jeg var afhængig af, at andre fik mig til at føle mig godt tilpas.

Jeg ved stadig ikke en masse ting om mig selv. Hvad får mig til at ticke? Hvad får mig til at føle mig godt tilpas? Hvem er jeg, når jeg ikke passer til andres version af mig selv?

Skoen passer måske ikke, men i mellemtiden har jeg indset, at jeg hellere vil gå i et par behagelige sneakers.

Jeg begyndte endda at klæde mig på for mig selv. Jeg begyndte at bære den makeup, jeg kunne lide, og jeg begyndte at være den type person, jeg ville blive forelsket i, ikke den type person, de ville elske.

Jeg er stadig et arbejde under udvikling.

Det er de fælles grin og vittigheder, jeg savner mest, krammene og kærligheden. Tidligere opførte jeg mig, hver gang jeg mødte nogen, som en underernæret sjæl, der desperat søgte bekræftelse. Jeg opførte mig som en forældreløs hvalp og forventede, at min kæreste skulle tage sig af mig. Det gjorde de fleste af dem, men det afholdt mig fra at lære at være ansvarlig for mit liv.

Manglende omsorg og hengivenhed fra en anden person følte jeg mig værdiløs. Hvem var denne triste kvinde, som altid skulle være solen og månen i nogens liv, ellers følte hun sig som om hun ikke eksisterede? Var det mig?

Det er ikke let at udfylde det tomrum, som et forhold efterlader, er ikke en nem opgave. At lære at elske sig selv er måske den sværeste del.

Jeg begyndte at gøre flere ting, der gav næring til min sjæl. Jeg mediterer nu, danser, synger, griner og skriver. Jeg blev min egen bedste ven.

Nej, jeg har ikke en partner, men jeg har bøger. Jeg har musik. Jeg har film. Jeg har et par venner, som jeg kan tale med. Jeg har lidenskaber og en terapeut, som ikke ser mig som et mislykket menneske – hun ser mig som et arbejde under udvikling.

Og det er den, jeg er i dag. Et arbejde under udvikling.

Du vil måske kunne lide:

• Vil jeg være single for evigt? 6 Introvert Dating Struggles
• 25 Gorgeous Illustrations That Perfectly Capture the Joy of Living Alone as an Introvert
• As an Introvert, I’m My Own Best Friend (and I Love It)